Det var i Prag, at myten om den berømte Judah Löws golem opstod, en slags relativt velopdragen jødisk Frankenstein, som den gamle rabbi fra det 16. århundrede skabte af ler og magiske formler for at tjene og passe på byens ghetto.
Historien om den omvandrende lerklump har hundredvis af varianter. Lige fra beretningen om lerkalven, der blev bragt til live af to sultne rabbier, Hanina og Oshaya, i Babylonien for mere end 2000 år siden, over den østrigske forfatter Gustav Meyrinks okkulte romanudgave til Gepettos trædukke Pinocchio, som de fleste børn kender i Walt Disneys fjollede udgave.
Men ingen steder har myten fået liv og næring som på de kulørte sider af det 20. århundredes amerikanske tegneserier om maskerede og trikotklædte superhelte, der kæmper for at opretholde lov og orden og bekæmpe forbrydere i alle afskygninger. Særligt det pulserende New Yorks gader er den perfekte kulisse for forestillingerne om den magiske aura omkring den allestedsnærværende lerklump The Golem, som gennem fattige, jødiske emigranter fra Central- og Østeuropa var rejst med over Atlanten og blev hilst velkommen af Frihedsgudindens lysende fakkel og byens strenge havnekontrollører.
Det kan man forvisse sig om på udstillingen ”Superheroes never die. Comics and Jewish Memories” (Superhelte dør aldrig. Tegneserier og jødiske minder) i Bruxelles, på Jewish Museum of Belgium, hvor et århundrede af det jødisk-amerikanske tegneserieeventyr bliver vendt side for side.
På tærsklen til Anden Verdenskrig blæste en purung generation af jødiske serietegnere liv i berømte amerikanske superhelte som Batman, Superman og Captain America.
Mange af tegnerne fristede tilværelser som stikirenddrenge, assistenter og rentegnere nederst i tegnestuernes hierarki. Boede i lejekaserner på Manhattans Lower East Side, i Brooklyn eller Bronx og var så forhippede på at skabe en levevej og tegne sig ud af ghettoslummen, at de ændrede deres jødiske navne: Stanley Lieber blev til Stan Lee, Jacob Kurtzberg til Jack Kirby, mens Robert Kahn blev til Bob Kane, Batmans skaber.
Akkurat som deres maskerede superhelte levede tegnerne en slags dobbeltliv, hvor deres jødiske ophav i begyndelsen kun kom til syne i små sprækker eller som kryptiske tegn på tegneseriehæfternes glatte og kulørte sider.
Superman, der blev bragt til live i 1930’erne af to jødiske andengenerationsindvandrere, Jerry Siegel og Joe Shuster, bliver sendt fra Krypton til Jorden i et vuggelignende rumskib, der for de indviede er genkendelig som Moses’ sivkurv i Det Gamle Testamente, og S’et på maven, får vi at vide, er kun tilfældigt sammenfaldende med det første bogstav i Superman. I virkeligheden er det emblem for det gamle kryptonianske hus El, der også er det hebræiske ord for gud, som Superman er eneste overlevende arving til.
I krigsåret 1940 fik krøniken om den jødiske supermand et ekstra pift med historien ”How Superman would end the War” (Hvordan Supermand ville gøre en ende på krigen), hvor han tager kampen direkte op med Adolf Hitler og Josef Stalin. Dee to får et ”ikke-arisk” par på skrinet og bliver stillet for en international domstol i tegnerne Siegel og Shusters personlige vendetta mod de antisemitiske krigsforbrydere i Europa.
På det europæiske kontinent var nazisterne da heller ikke i tvivl om, at de havde at gøre med jødisk modpropaganda og bemærkede prompte, at skurkenes tillempede tyske jargon, ”Himmel! Vos is diss?”, mindede mere om jiddisch end tysk. Det var med andre ord nazisterne, der først gennemskuede det jødiske ophav hos Supermans skabere.
Efter Anden Verdenskrig fik serierne selvsagt et mere dystert udtryk. Og ind på siderne af en af de mest populære serier, ”De fantastiske fire”, vandrede den ganske vist humørfyldte, men også tragiske lerklump, The Thing.
Af superheltekvartettens medlemmer var The Thing uden sammenligning den mest populære skikkelse, en monsterlignende klippefigur, der blev skabt af Stan Lee og Jack Kirby i 1961. The Thing havde et ydre af ler og sten og var umiskendeligt beslægtet med lerklumpen fra Prag, selvom han som så mange andre superhelte havde fået sine kræfter som følge af et fejlslagent videnskabeligt eksperiment og ikke gennem mystiske formler og trylleord.
Hans rigtige navn er Ben Grimm, kort for Benjamin Jacob Grimm, og da han så sent som i 2002 i historien ”Remembrance of things past” (Erindring om tings historie) bliver spurgt, om han er jødisk, svarer han: ”Yes, why? Does it bother you?” (Ja, hvorfor? Generer det dig?). Forinden havde han kæmpet mod stort set alle forbrydere i universet, inklusive en anden golem, der simpelthen bare hed The Golem.
Og selvom The Thing bliver ved med at dukke op i forskellige formater og konstellationer i anden halvdel af det 20. århundrede, så er den magiske aura omkring lerklumpen The Golem ufortrødent blevet pustet ind i nye skikkelser, hvad enten det er superhelte eller sportsudøvere, som det er tilfældet i James Sturms grafiske roman ”The Golem’s Mighty Swing” (Golems mægtige slag) fra 2001, der handler om et jødisk baseballhold i 1920’erne.
I en anden populær serie, ”X-Men”, bliver det endnu mere tydeligt, at forbillederne også er outsidere på grund af deres mærkelige evner.
Side om side med såkaldte mutanter, der kan skifte udseende, læse tanker, teleportere sig, frembringe voldsomme vejrfænomener og skyde laserståler ud af øjnene, optræder superskurken Magneto, der selv er mutant og som barn blev skilt fra sine forældre i en af nazisternes udryddelseslejre. Som konsekvens nærer han et bundløst had til alle mennesker.
At mærkelige evner både er en gave og en forbandelse, er dilemmaet, der bliver sat på spidsen i ”X-Men”, og linjen fra mutanternes situation tilbage til skaberne Stan Lee og Jack Kirbys egen er til at få øje på.
Som den dominikansk-amerikanske forfatter Junot Diaz skrev: ”Vil du virkelig vide, hvordan det føles at være en X-Man? Bare vær en klog, bogglad farvet dreng i en moderne amerikansk ghetto. Mamma mia! Det er som at have flagermusvinger eller et par tentakler, der vokser ud af dit bryst.”
Længst inde i seriemørket finder man Will Eisners og senere Art Spiegelmans værker.
Will Eisner var en af de første, der producerede egentlige tegneserier. I 1936 grundlagde han og Samuel ”Jerry” Iger det første amerikanske tegneseriestudie, Eisner & Iger Studio, der beskæftigede nogle af de største navne i tegneseriens guldalder. Fra 1940 til 1952 udviklede Eisner den meget populære serie ”The Spirit”, hvis antihelt parodierede superhelteseriernes kappeklædte retfærdighedskæmpere, og i 1978 udgav han den formmæssigt nybrydende grafiske roman ”A Contract with God and other Tenement Stories” (En kontrakt med Gud og andre fortællinger), en halvt autobiografisk, halvt fiktiv beretning om jødiske immigranters liv før krigen.
Hos Art Spiegelman, hvis autobiografiske ”Maus – a Survivor’s Tale” (Maus – en overlevers fortælling) fra 1986 tager tråden op fra Eisners grafiske romaner, er der ikke nogen beskyttende golem til at redde musene i Mauschwitz fra de tyske nazister, der er afbildet som katte, eller de lokale polakker, der er afbildet som svin.
Med ”Maus” lavede han værket, som satte en ny standard for, hvad en tegneserie kunne rumme, og stod dermed på skuldrene af en hel generation af jødisk-amerikanske serietegnere før ham, der havde fremmanet superhelte, der skulle tjene og passe på de forfulgte, fordrevne og undertrykte.