I disse år diskuteres der igen dannelse mange steder. Med denne bog får vi et bidrag fra Torben Mathiesen, der er konsulent i Foreningen af Kristne Friskoler. Dem er der 34 af og hertil 9 daginstitutioner.
Han placerer dannelsesdebatten på de kristne friskoler i både den almene dannelsesdebat og i forhold til de kristne friskolers særlige behov. For disse skoler er friheden til at kunne forkynde særligt vigtig, og desuden er de specielt opmærksomme på tre andre forhold: først forældreretten, altså at forældrene kan bestemme indholdet af børnenes undervisning, specielt på områderne seksualundervisning og køn og identitet. Dernæst markedsgørelsen af samfundet, hvor for meget måles efter dets bidrag til økonomisk vækst, og til sidst den teknologiske udvikling, der lader fremmedgørende it-redskaber besætte en stadig større del af de unges tid, både i skolen og i fritiden.
I forhold til dannelsesdebatten definerer Torben Mathiesen kristen dannelse som den proces, hvor mennesket lærer: at deltage i livet med forholden sig til fællesmenneskelige værdier, at forholde sig til, at verden er skabt af Gud og frelst af Kristus, og at stræbe efter at blive sig selv ved at forholde sig til sin skabte identitet og rolle i verden.
Bogen udtrykker mange kloge og sympatiske synspunkter, for eksempel når den forklarer arbejdet på de kristne friskoler. Her møder eleverne klare værdier, men de stilles frit i valget af dem. Skolerne vil overbevise deres elever ved, at eleverne gennem undervisningens indhold og form, blandt andet diskussioner, og gennem skolernes kultur og eksempel lærer, hvad en kristen dannelse går ud på.
Bogen giver anledning til to kritiske bemærkninger og en almen refleksion. Den er for det første ikke klar i sin fremstilling eller sine begreber. Meget af, hvad der står om den græske kultur, passer ikke, for eksempel at grækerne gik ind for en flydende kønsidentitet, at de havde en opfattelse af tiden som noget, der gik i ring, og at den græske kultur ikke forholdt sig til, om der findes noget ud over, hvad vi kan registrere i den fysiske verden. På samme måde er bogens fremstilling af oplysningstidens dannelsestænkning forkortet ned til begreberne nyhumanisme og filantropisme, som tilmed kun forklares stikordsagtigt og delvist forkert.
Den anden kritiske bemærkning, man kunne fremføre, er, at bogen ikke skelner mellem den dannelse, en skole kan påtage sig, og den dannelse, nogle mennesker opnår i løbet af livet. Den første kalder man normalt almen dannelse. Den er det overkommeligt at beskrive med en fagrække, målene med fagene og en skolekultur. Et menneskes dannelse gennem livet er derimod en større og mere forskellig sag, som man ikke sådan lige kan sætte på formel. Fordi bogen ikke skelner mellem disse to former for dannelse, får den problemer. Det er således ikke nemt at forklare, hvordan dannelse som indsigt i det gode, det sande og det smukke – begreber fra bogen – kan sikres i en skole, uden at lærerne kommer på voldsomt overarbejde. Alt dette gør, at bogen nogle steder virker lidt uklar.
Den almene refleksion gælder kristne friskoler i forhold til alle andre skoler. De kristne skoler har særlige muligheder for at forkynde kristendom, som ikke findes i en folkeskole, hvor en del elever kommer fra hjem, der enten er ateistiske eller har en ikke-kristen tro. Hvad tjener så den kristne tro, der er for hele folket, bedst, at trække sig tilbage til ret få særlige skoler eller at prøve at nå hele den brogede vrimmel af unge? Svaret er svært, men bliver formodentlig noget i retning af, at vi må sørge for plads til begge dele. Her har Torben Mathiesen så givet et tankevækkende og sympatisk indblik i de kristne friskolers værdier og arbejde med dannelse.