Danmarks store internationalt berømmede billedhugger Bertel Thorvaldsen er kunstneren bag Kristus-statuen, som ingen, der besøger Københavns Domkirke, Vor Frue Kirke, kan undgå at lægge mærke til. Det monumentale værk på næsten tre en halv meter er placeret over kirkens alter og er dermed det naturlige punkt at rette blikket mod.
Alligevel er det ikke som kirkekunstner, Thorvaldsen er mest kendt, og kunne man i dag spørge den for længst afdøde kunstner om hans forhold til kristendommen, ville han højt og flot bekendtgøre, at den ikke ragede ham. For han var ikke en kunstner, der fortolkede ud fra sine egne præferencer.
Det siger kunsthistoriker og overinspektør på Thorvaldsens Museum i København Margrethe Floryan. Hun er ved at lægge sidste hånd på bogen ”Kristus. Thorvaldsens statue i Vor Frue Kirke”, der udkommer i næste måned, og har i den forbindelse rettet blikket mod Thorvaldsen som kirke- og brugskunstner. Det er sket som en forlængelse af særudstillingen ”Hvide Krist – Thorvaldsens religiøse motiver”, som museet viste i 2007.
”Dengang som nu er den berømte billedhuggers rolle som kirkekunstner meget underbelyst,” siger Margrethe Floryan om baggrunden for, at hun endnu en gang er dykket dybt ned i museets arkiver og magasiner for at kunne belyse først og fremmest Kristus-statuen, men også de øvrige omkring 30 Thorvaldsen-skulpturer i Vor Frue Kirke.
”Det interessante har været at analysere værkerne ind i det rum, de er udført til. De er jo tænkt ind i en gudstjeneste, og dermed var Thorvaldsen også brugskunstner,” siger kunsthistorikeren.
Thorvaldsen er ellers mest kendt for sine klassiske skulpturer af skikkelser fra den græske mytologi og for de mange portrætbuster, han udførte som bestillingsopgaver for europæiske konge- og fyrstehuse i det 18. århundrede. Men hans statuer er også at finde i mange danske kirker, hvortil især Kristus-statuen fra Vor Frue Kirke er kopieret i mindre gipsudgaver. Han modtog også i sin levetid bestillingsopgaver fra blandt andet Jungshoved Kirke ved Præstø og Brahetrolleborg Kirke på Sydfyn.
”Brugsværdien ved kunsten har altid interesseret mig, derfor har jeg også tidligere skrevet om havekunst. Det er skønt at gå i en smuk have, og det samme gælder for det at være i et kirkerum. Det er en helhedsoplevelse, hvor det hele i heldigste fald smelter sammen. Kirkekunsten gør mere end at klæde kirkerummet på, den er i høj grad også med til at forankre den overlevering, vi har i evangelierne, og ved de budskaber, vi modtager ved eksempelvis dåb og nadver. Der er ingen tvivl om, at Thorvaldsens betyder rigtigt meget for mennesker, der kommer i de kirker, hvor hans værker er. I kirken finder store begivenheder sted. Oplevelsen med kunst i kirken er derfor helt forskellig fra oplevelsen ved et museumsbesøg,” siger Margrethe Floryan og fortsætter:
”Thorvaldsens Kristus-figur har en udsagnsværdi som den opstandne frelser, der tager imod os, så jo, han var i høj grad kirkekunstner. I dag står hans værker typisk som historisk modvægt til al den nye kirkekunst, der er kommet til.”
Thorvaldsen var generelt omhyggelig med den korrekte gengivelse af de mennesker, han portrætterede. Som Kristeligt Dagblads kunstanmelder Henrik Wivel skrev tidligere på året i en anmeldelse i af jubilæumsudstillingen ”Ansigt til ansigt. Thorvaldsen og portrættet”, var det billedhuggerens holdning, at ”portrættet skulle ligne og vække genkendelse, skabe resonans i liv og efterliv”.
I forhold til Kristus-statuen var portrætligheden ikke vigtig, forklarer Margrethe Floryan. Her tog Thorvaldsen udgangspunkt i stilen fra renæssancekunstnere som italienske Rafael og tyske Albrecht Dürer og satte det sammen med den antikke tradition.
”Thorvaldsen var ikke nogen reformivrig kunstner. Han havde sine rødder plantet mere i 1700-tallets æstetik end i 1800-tallets. Han var mere tilbageskuende end fremtidsorienteret og var bestemt ikke avantgarde på nogen måder,” siger Margrethe Floryan, der i sin bog anskuer Bertel Thorvaldsens Kristus-statue og resten af hans udsmykning af Vor Frue Kirke ud fra tre perspektiver: æstetisk, historisk og liturgisk.
”Det var æstetikken, menneskers sanseerfaring, der bragte ham ind i kirkeverdenen, og kirkeværkerne var vigtige i hans liv. Alligevel tænker vi først og fremmest på Thorvaldsen som en, der beskæftiger sig med græske helte, og ikke som kirkekunstner. Det vil jeg gerne være med til at ændre på,” siger hun.
Hvad bør vi ellers huske om Thorvaldsen her på hans 250-årsfødselsdag?
”At han var globaliseret, længe før det ord blev opfundet. Han brød de geografiske grænser og havde hele Europa som sin kundekreds. Men han brød også sociale grænser, for han omgikkes mennesker fra alle sociale lag. Så skal vi også huske, at han ud over at være en flittig kunstner også var en stor samler. Han havde blandt andet en kæmpe bogsamling af filosofiske værker.”
Læs Henrik Wivels anmeldelse ”Thorvaldsen fylder 250 år: Det eviges udbrud af det endelige” på
k.dk/kultur