”Jeg elsker den åbne favn, man kan finde her,” siger skuespilleren Thure Lindhardt, da vi træder ind i Københavns Domkirke, hvor han sommetider selv har søgt fred og stilhed ved Thorvaldsens berømte frelserfigur med åbne arme.
”Kommer til mig”, står der på statuens fod. ”Det er genialt lavet,” siger skuespilleren og ser op mod frelserfiguren.
”Måske var det også sådan, at Jesus påskemorgen mødte Maria Magdalene med et ’godmorgen’. Den afslappede hilsen er jo så fyldt med håb og trøst. Det er en ny morgen, en ny begyndelse. Han siger ikke godnat, men godmorgen. Det kan jeg godt lide,” siger Thure Lindhardt og smiler stort.
”Jeg ser opstandelsen som et smukt og stort symbol på, at der findes noget, der er stærkere end døden. Man kan ikke tale om opstandelsen uden at tale om død. Ligesom et frø skal ned i den mørke muld for at kunne spire og komme frem i lyset. Det må dø for at kunne blive til mere liv. Og der er en visdom i, at vi må dø for at noget kan leve videre engang,” siger Thure Lindhardt, der i øjeblikket turnerer med foredragsforestillingen ”Jeg saa engang et Billede af det Evige” i anledningen af 150-året for Grundtvigs død.
”Alle kender nogle af Grundtvigs sange og salmer, men musikken kan gøre ordene til en usynlig remse, så derfor har vi trukket musikken ud, så jeg gengiver ordene i forestillingen, og så har jeg en pianist med, som først spiller bagefter,” forklarer Thure Lindhardt, der spiller alle rollerne i forestillingen og endda en anden Magdalene, som ikke mødte Jesus, men ”lille Frederik”, da Grundtvig var barn, og hun selv fik lov til at bo på faderens præstegård i Udby, fordi hun var krøbling og ikke havde andre steder at være.
”Dengang fik man de fattige i arv, så Grundtvigs far havde overtaget hende fra den tidligere præst. Gamle Magdalene, som blev kaldt ’Malene’ på sjællandsk, kunne ikke arbejde og var ikke til noget ’nytte’. Men hun kunne synge og fortælle historier. Hun kunne ikke kun sit fadervor, men også folkets fortællinger og fyldte lille Frederik med folkesagn, folkeviser og folkeeventyr. Senere kaldte Grundtvig hende for sin sprogmesterinde og sagde, at det var hende, der havde formet ham. Og det er jo præcis genopstandelse,” siger Thure Lindhardt og lyser op i øjnene.
”Hvem kunne vide, at den fattige, gamle krøbling, som ingen regnede for noget, ville leve videre gennem en af vores største tænkere, politikere, højskolemænd, åndsforkæmpere, salmedigtere og teologer, som stadig den dag i dag er indbegrebet af dansk kultur. Hun har sikkert ikke anet, hvilken betydning hun skulle få, men hun lagde et evighedsfrø i Grundtvig, da hun fortalte sine historier.”
Guds evighedsplan
Thure Lindhardt er selv vokset op i en stor teologfamilie. Hans far Mogens Lindhardt har været pastoralseminarieleder, hans nu afdøde farbror Jan Lindhardt var biskop, og farfaren P.G. Lindhardt var den berømte teologiprofessor, der efter et foredrag på Askov Højskole i 1952 skabte skandale ved at sige, at det evige liv var nu og her, mens et liv efter døden var rene spekulationer.
Vi skal elske hinanden, som Jesus har lært os, og hvis vi gør det, så vil vi også leve videre i andre, når vi engang er væk.
”Min farfar døde, da jeg var 14 år, men jeg talte aldrig med ham om det evige liv. Jeg taler jo heller ikke så meget om mit arbejde med mit eget barn,” siger Thure Lindhardt, der dog godt kan følge farfarens ræsonnement.
”Forestillingen om, at vi efter døden skulle rende rundt i Paradiset uden at være bevidste om vores egen nøgenhed som i Edens Have, virker absurd på mig. Det ville jo være at begynde forfra. Bibelen lover os heller ikke en plads i Paradiset.”
Det lover Jesus da den ene røver…
”Ja, det er rigtigt nok. Det lovede han ham. Men vi taler stadig om noget, vi ikke ved noget om, så dit gæt om efterlivet er lige så godt som mit.”
Hvordan fortolker du så bibelløftet i Johannes 3, 16 om, at ”enhver, der tror, ikke skal fortabes, men have evigt liv”?
”Jeg har selv masser af håb om et evigt liv. Men ikke nødvendigvis for mig selv. Jeg tror, at vi alle er en del af Guds evighedsplan. Men hvordan jeg eventuelt kommer til at leve videre, ved jeg ikke. Jesus sagde også, at vi efter døden kommer til at leve som englene. Måske bliver vi en dag engle i himlen, men lige nu har jeg travlt nok med at prøve at være det på Jorden. Det lykkedes jeg sjældent med, men jeg tror, at det er den bedste måde at plante det evige liv i andre,” siger han, mens frelserfiguren stadig står klar med åbne arme oppe ved alteret. Og sådan skal vi også møde hinanden, med åbne arme, mener skuespilleren.
”Vi skal elske hinanden, som Jesus har lært os, og hvis vi gør det, så vil vi også leve videre i andre, når vi engang er væk.”