Tredje generation af violinbyggere bliver de bedste

Far og søn nyder godt af hinandens færdigheder på værkstedet i Bjerringbro. Før 29-årige Vincent Knudsen blev uddannet violinbygger i Chicago, sad Robert Knudsen alene, og ensomheden var den største udfordring i faget som violinbygger

I et værksted i Bjerringbro udøves et århundredegammelt håndværk. Robert Knudsen og sønnen Vincent bygger violiner fra bunden. Det er et håndværk og en passion, der er gået i arv og som med Vincent Knudsen er nået til tredje og måske bedste generation af violinbyggere
I et værksted i Bjerringbro udøves et århundredegammelt håndværk. Robert Knudsen og sønnen Vincent bygger violiner fra bunden. Det er et håndværk og en passion, der er gået i arv og som med Vincent Knudsen er nået til tredje og måske bedste generation af violinbyggere. Foto: Liv Høybye Jeppesen.

For fem år siden blev violinbygger Robert Knudsen ringet op af sin bror, der befandt sig et hemmeligt sted i Europa.

”Du skal lige høre klangen af det her træ,” sagde broderen gennem telefonen. Robert Knudsen lyttede. Hans hænder begyndte at ryste, for grantræets genlyd var ubeskrivelig. Forrygende. Og siden Robert Knudsen og hans søn Vincent Knudsen begyndte at bygge violiner med dæk fra disse flere hundrede år gamle graner, er deres violiner blevet sammenlignet med de fineste violiner fra Italien, der bliver solgt for flere millioner kroner stykket.

Violiner er bygget af tre forskellige sorter af træ, fortæller 58-årige Robert Knudsen. Det er ahorn, ibenholt og gran. På gulvet i værkstedet ligger høvlspåner, og rummet er tørt og varmt, mens duften af træ blander sig med en skarp lugt af sprit fra den lak, Vincent Knudsen er ved at pensle på sin violin. Far og søn arbejder fra hjemmet i Bjerringbro, hvor værkstedet ligger centralt i den smukke murermestervilla. Stress og jag efterlader man uden for matriklen, siger Robert Knudsen med et smil. Vi er i det midtjyske, og violinbygning er ikke et håndværk, som man kan skynde sig med, uddyber han.

For Vincent Knudsen tager det en lille måneds tid at bygge en violin. Robert Knudsen kan med sine mere end 30 års erfaring nå det på den halve tid. (Artiklen fortsætter under billedet.)
For Vincent Knudsen tager det en lille måneds tid at bygge en violin. Robert Knudsen kan med sine mere end 30 års erfaring nå det på den halve tid. (Artiklen fortsætter under billedet.) Foto: Liv Høybye Jeppesen
Robert og Vincent Knudsen er enige om, at det sværeste ved at bygge en violin er basbjælken, der sidder inde i selve violinen. Den har en tredimensionel flade og er med til at fordele lyder i instrumentet (Artiklen fortsætter under billedet.)
Robert og Vincent Knudsen er enige om, at det sværeste ved at bygge en violin er basbjælken, der sidder inde i selve violinen. Den har en tredimensionel flade og er med til at fordele lyder i instrumentet (Artiklen fortsætter under billedet.) Foto: Liv Høybye Jeppesen

Det var Robert Knudsens far, som begyndte med at bygge violiner. Han stod i lære som tømrer og snedker hos sin far i Tinglev, og på den måde har arbejdet med træ løbet gennem mange generationer i familien Knudsen. En tysk naver fra Mittenwald, hvor der er bygget violiner siden midten af 1600-tallet, lærte Robert Knudsens far at bygge en violin fra bunden, og faderen fortsatte med at bygge violiner og reparere kontrabasser fra hele Skandinavien. Robert Knudsen selv mente, at han skulle være klassisk guitarist. Han var født ind i den klassiske musiks verden. Helt bogstaveligt til lyden af Bachs dobbeltkoncert for to violiner, som den nervøse barnefader spillede på grammofonen i stuen ved siden af soveværelset i Agerbæk, hvor Robert Knudsen blev født. På musikkonservatoriet var de af en anden opfattelse, og Robert Knudsen gik i lære som violinbygger hos sin far. Sønnen Vincent Knudsen bliver dermed tredje generation af violinbyggere i familien Knudsen.

”Vincent er allerede lige så god til at bygge violiner som mig,” konstaterer Robert Knudsen.

”Der er en af mine kunder, der driller mig med, at tredje generation altid er den bedste,” fortsætter han. 29-årige Vincent Knudsen løfter hovedet fra arbejdet med at patinere en violin og supplerer:

”Ja, sådan er det. I Amati- og Guarnieri-familierne var det også tredje generation, der blev de bedste,” siger han i en kærlig tone.

Amati og Guarnieri er sammen med Stradivarius italienske slægtsnavne, man kender inden for violinbyggerfaget. Ligesom man ved, at den italienske by Cremona er alle violiners moder, og at det i den verden er godt at have papir på sine færdigheder som violinbygger. Derfor har Vincent Knudsen ikke stået i lære som sin far og farfar før ham, men gået tre år på violinbyggerskole i Chicago.

”Det er et særligt miljø, og det certifikat gør en verden til forskel for Vincent. På sin vis kan jeg godt forstå det. Vores violiner koster omkring 75.000 kroner, og så vil man godt vide, at der er styr på håndværket,” siger Robert Knudsen.

”Vincent er bedre stillet, både fordi han har mig og mit navn, og fordi han har papir på sin uddannelse. De første år som violinbygger var jeg noget hulkindet,” fortsætter han og klapper sig på kinderne.

”Jeg drømmer om at bygge de bedste instrumenter, der nogensinde er blevet bygget. Sagt med god midtjysk beskedenhed altså,” siger Vincent Knudsen (tv.). Han er tredje generation af violinbyggere i familine Knudsen og allerede ligeså god til at bygge violiner som sin far, Robert Knudsen.  (Artiklen fortsætter under billedet.)
”Jeg drømmer om at bygge de bedste instrumenter, der nogensinde er blevet bygget. Sagt med god midtjysk beskedenhed altså,” siger Vincent Knudsen (tv.). Han er tredje generation af violinbyggere i familine Knudsen og allerede ligeså god til at bygge violiner som sin far, Robert Knudsen. (Artiklen fortsætter under billedet.) Foto: Liv Høybye Jeppesen

Robert Knudsens første værksted var i hans søsters kælder i Hillerød. Hun er klassisk barokviolinist, og Robert Knudsen var kompromisløst indstillet på at bygge violiner fra bunden. Det var en svær branche at komme ind i, især i hovedstadsområdet, hvor konkurrencen blandt violinbyggerne var større.

Gennem sin søster, der var musiklærer på Hørsholm Musikskole, blev Robert Knudsen engageret til at bygge børneinstrumenter. Det var ikke med hans gode vilje, for drømmen var at bygge strygere til symfoniorkestre, men børneinstrumenterne skulle vise sig at blive hans vej ind i en svær instrumentbygger-verden.

”Flere kaldte mine børneinstrumenter for nogle af de bedste i verden, og det hjalp med at lukke op til hele musikskolemiljøet. De dygtige elever fik nu anbefalet mine instrumenter, og jeg fik efterhånden mere at lave,” fortæller Robert Knudsen, der nu har bygget over 418 instrumenter, som spiller over det meste af verden. De seneste 29 år fra værkstedet i Bjerringbro. Siden Vincent Knudsen var 12 år, har han haft sin gang i værkstedet. Og da han startede på violinbyggerskolen i Chicago, havde han allerede bygget 10 violiner.

De to violinbyggere tænker meget forskelligt, siger Robert Knudsen, hvis yndlingstidspunkt i byggeprocessen er lakeringen. Her oplever han den største kunstneriske frihed og en stor tilfredshed i at få en ny violin til at se autentisk gammel ud. Vincent har det helt anderledes.

”Jeg kan bedst lide alt andet end lakering. Jeg kan lide håndværket. At det skal være på en bestemt måde. Hvor elementerne har en fast ramme,” siger Vincent Knudsen.

”Vi bliver bare bedre af at være så forskellige. Og der er en sund konkurrence imellem os. Men det vigtigste for os begge er klangen,” fortsætter Robert Knudsen og tager en af sønnens violiner frem: ”Da den var færdig, var det den bedste violin, der er bygget her på værkstedet. Men nu har jeg bygget én, der er lige så god. Den har andre karakterer, men kvaliteterne er lige høje. Vi kommer nok aldrig til at blive enige om, hvem der er bedst,” siger violinbyggeren.

”Det er utrolig dejligt for mig at have Vincent her. Det sætter jeg stor pris på. Den største hurdle for mig har været, at jeg har arbejdet alene. Det har været ensomt.”

Vincent Knudsen er i gang med at lakere og patinere en næsten færdigbygget violin.  (Artiklen fortsætter under billedet.)
Vincent Knudsen er i gang med at lakere og patinere en næsten færdigbygget violin. (Artiklen fortsætter under billedet.) Foto: Liv Høybye Jeppesen

Solen står ind gennem værkstedets vinduer og oplyser det pågående arbejde med violinerne. Vincents notoriske bare tæer samler høvlspåner op på vejen ud i haven, hvor 14 kubikmeter lagret grantræ hviler og venter på at blive til violiner og andre strygere.

”Der er nok træ til vores begges levetid,” siger Robert Knudsen. Han kan stadig næsten ikke tro sit held med at få fingrene i de unikke graner.

”Ja, og der er også til en eventuel fjerde generation,” konstaterer Vincent Knudsen.

Robert Knudsen i gang med et dæk af grantræet, som blev fundet et hemmeligt sted i Europa og som, ifølge violinbyggeren, er med til at give de færdige instrumenter en uovertruffen klang.
Robert Knudsen i gang med et dæk af grantræet, som blev fundet et hemmeligt sted i Europa og som, ifølge violinbyggeren, er med til at give de færdige instrumenter en uovertruffen klang. Foto: Liv Høybye Jeppesen