Peter Stein Larsen, professor og dr.phil. i moderne dansk lyrik og anmelder af samme her på avisen, har aldrig mødt en poetisk tekst, han ikke kunne sætte på formel. Det kan sagtens være, han som smagsdømmende anmelder ikke bryder sig om teksten, men som akademisk lyrikforsker, højt hævet over smag og behag, skal han nok sørge for at oprette en forfatterskabsintern typologi og en samtidslitterære tendens og en litteraturhistorisk kontekst, som den passer til som fod i hose eller flue i edderkoppespind (faktisk virker det nogle gange som om, at jo mindre anmelderen Stein Larsen bryder sig om en tekst, jo mere interessant synes lyrikforskeren Stein, det er at deklarere den korrekt).
Denne klassificeringstrang og -tvang er er både Steins Larsens styrke og akilleshæl som tekstlæser, fordi orden, i hvert fald hvad kunst angår, både illuminerer og reducerer.
Da jeg var midt i min gennemlæsning af Stein Larsens seneste bind med lyrikforskning og tekstlæsninger med den poetisk bombastiske titel "Ledestjerner" og den mere prosaisk nøgterne undertitel ”ti digtere fra hundrede år” ankom pr. bud Hans Otto Jørgensen nye litteraturværk "scan ENHEDER", som jeg forventningsfuld havde afventet – og jeg beklager, brandny litteratur snyder altid foran litteraturvidenskab i læsekøen – som viste sig at bestå af seks selvstændigt betitlede bind indeholdende en hvirvlende collage af både mild og vild skrift. Jeg havde netop læst kapitlet om Jørgen Leth (og nærmere bestemt samlingen "Det går forbi" mig fra 1975) i Stein Larsens bog, og pludselig klikkede det hele. Jeg læste en tekst hos Jørgensen, der begyndte sådan her (den kan både læses på langs og på tværs, typisk nok):
”jeg er død/ jeg lyser langt væk// jeg er primitiv/ jeg er ukendt/ jeg er privat// jeg er primitiv/ jeg er syg/ jeg er uhyrlig// jeg er bakteriel/ jeg er fugt/ jeg er vanvittig/ jeg er vigtig/ jeg er værst/ jeg er akut/ jeg er den//jeg er evig/ jeg er ny/ jeg er mor”
Og så ihukom jeg midt i min salige forvirring (det er fedt! men hvad betyder det? det er jeg ligeglad med lige nu!), at Stein Larsen citerer en Leth-tekst, der begynder sådan her:
”Jeg har grus. Jeg har blomster. Jeg har stakit. Jeg har en cykel. Jeg har en bil, Jeg har en søn og en datter. Jeg har en kvinde.”
Og slutter sådan her:
”Jeg har et hoved som jeg er ved at blive træt af. Jeg har en krop som jeg ikke gider flytte på. Jeg har en identitet som jeg helst vil ryste af mig.”
Og som han pædagogisk sammenligner med en tekst af generationskammeraten Hans-Jørgen Nielsen, som jeg groft klipper helt kort:
”jeg er jeg og jeg ved ikke hvad jeg er og jeg er ikke foran jeg er bagefter og jeg er ikke folkelig jeg er eksklusiv (…) jeg er ikke bagefter jeg er ikke foran og jeg er ikke eksklusiv jeg er folkelig (…) og jeg ved hvad jeg er og jeg er jeg: nemlig”
Stein Larsen påpeger meget rigtigt, at både Leths og Nielsens tekster forfægter den såkaldt attituderelativistiske tanke, at ”den enkelte personlighed består af en vifte af forskellige attituder og roller”, og at forskellen er konkretionen hos Leth og abstraktionen hos Nielsen og de ”eksistentielle kvababbelser” hos Leth og den absolutte mangel på samme hos Nielsen.
Men hvad så med den en generation yngre Jørgensen? Hos ham er attituderelativismen hysterisk og total på en sær frigørende facon, som jeg gerne vil tænke nærmere over, og som jeg kan takke Stein Larsens pædagogiske sammenligning for overhovedet at få øje på; det er erkendelsesmobiliserende, kritisk oplysning helt nede i skriftmaterien, bravo for det.
Derfra skyder jeg mig direkte ud i skeptisk distance til selv bogens – hvad skal vi kalde det – værkpostulat, for Stein Larsen kunne i det mindste have ladet være med, i til overflod både forord og efterskrift, at lade som om, at udvalget af digtere – foruden Leth: Emil Bønnelycke, Thorkild Bjørnvig, Klaus Rifbjerg, Vagn Steen, Jørgen Leth, Pia Tafdrup, Bo Green Jensen, Henrik Nordbrandt, Klaus Høeck, Yahya Hassan – giver nogen form for samlet og samlende mening ud over, at det er digtere, som Stein Larsen har skrevet artikler om, som ikke er opsamlet i tidligere pseudo-værker.
Aldeles unødvendig forekommer inkluderingen af Bønnelycke, født 1893, to generationer ældre cirka end næstældste Bjørnvig, født 1918, der lige så enligt er en generation ældre end Rifbjerg, Steen, Leth, Høeck, alle, hvor forskellige de end er, født i 1930'erne. Hvortil kommer en enkelt digter, Nordbrandt, født i 1940'erne, to 80'er-digtere, født i 1950’erne, Tafdrup og Green Jensen, ingen digtere født i 1060'erne, -70'erne, -80'erne, men så som en sød nok parallel til Bønnelycke (som han er så meget stærkere end NB!) Hassan, født 1995. Hvad i alverden er det for en skævvreden, herunder kønsskæv, forsamling tilsammen?
Skulle man tage titlen, "Ledestjerner", alvorligt og bogstaveligt – "Ordbog over det danske sprog": ”overf., om person ell. (især) forhold, forestilling olgn., som bestemmer ens handlinger ell. optræden, som leder en paa den rette vej, viser en vej” – er det vel kun Bjørnvig, Rifbjerg, Leth, Høeck, Nordbrandt, Tafdrup og okay Hassan, der kan kaldes ledestjerner, digtere, som læsere og andre digtere orienterer sig efter. Men sikke dog et vilkårligt udvalg af sådanne! Fatalt mangler bare post-1960 i hvert fald Inger Christensen, Peter Laugesen, Marianne Larsen, Søren Ulrik Thomsen, Pia Juul, Simon Grotrian, Ursula Andkjær Olsen, alle superstjerner med beviste lederegenskaber.
På den anden side er det sjovest og nødvendigst at læse om skæve stjerner som Bønnelycke, Steen og såmænd også Green Jensen, hvis poesi – til forskel fra hans filmanmeldelser– så godt som ingen andre læser og beundrer (hvis altså Stein Larsen stadig gør det – artikelmaterialet er 20 år gammelt). Hvad angår de reelle ledestjerner, får vi alt det, vi til bevidstløshed vidste om dem i forvejen, men ikke havde orket formulere, stille og roligt og fornuftigt sat på formel. Og det er jo ikke nødvendigvis en dårlig ting, det er vel nødvendigvis, jævnfør Jørgensen/Leth/Nielsen-forbindelsen, en god ting, hvilket i det hele taget Peter Stein Larsens uhjælpelige lyrikentusiasme er og bliver.
Peter Stein Larsen: Ledestjerner. 291 sider. 298 kroner. Spring.
Gæsteanmelder Lars Bukdahl er digter og litteraturanmelder ved Weekendavisen.