BILLEDER LYVER IKKE, siges det. Men lige så længe, som vi har haft fotografier, har der også været manipuleret med dem. Og man har diskuteret, om det mon vil betyde, at vi engang holder op med at tro på, hvad de fortæller os.
Valget mellem at tro eller ikke tro på fotografiet er imidlertid et falsk dilemma, som bygger på den fejlantagelse, at et fotografi er et objektivt budskab. Det er ikke fotografiet, man skal tro på eller ej, det er fotografen – eller hvem der i øvrigt har haft fingre i billedet på dets vej til modtageren.
Igennem hele kunsthistorien frem til midten af 1800-tallet, da fotografiet fik sit gennembrud, havde ethvert billede – malet, tegnet eller formet – båret tydeligt præg af, hvem der havde fremstillet det. I alle disse år må det have været indlysende for enhver, at billedet er en subjektiv udtryksform. Se blot de fire portrætter af Søren Kierkegaard til højre. Kunstnerne har haft helt forskellige opfattelser af, hvordan filosoffen så ud, og de fire billeder kan næppe alle være lige virkelighedstro. Eller ”sande”, om man vil.
Dengang kunne man således ikke forvente, at et visuelt budskab var en objektiv afbildning af virkeligheden. Tiltroen til et billedes sandhedsværdi måtte være et spørgsmål om, hvorvidt man stolede på budbringeren. Altså billedets skaber. En portrætmaler blev eksempelvis bedømt på, om han kunne få sit billede til at ligne den portrætterede (eller, undertiden, på evnen til at forskønne vedkommende).
Så kom fotografiet. Til forskel fra tidligere måder at fremstille billeder på er et fotografi pr. definition et indeksikalt billede. Det vil sige, at fotoet er en direkte, mekanisk overførsel af det, vi kan se, i princippet uberørt af menneskelig bearbejdning. ”Fri for subjektivitetens synd”, som den franske filmkritiker André Bazin (1918-1958) formulerede det. Som et fodaftryk.
Bazin og hans åndsfæller har utvivlsomt været klar over, at enhver fotograf foretager en personlig fortolkning af den objektive virkelighed allerede i det øjeblik, hvor han eller hun indkredser et bestemt udsnit i kameraets billedfelt og udelader resten. Men det bliver man nødt til at se bort fra, hvis man vil forfølge idéen om fotografiet som en objektiv udtryksform. En idé, der førte til, at man begyndte at bruge fotos som ”beviser”. I dag anvendes fotoet som bevis på, hvordan vi ser ud, for eksempel i vores pas, eller på, hvor vi befandt os på et bestemt tidspunkt, sådan som overvågningskameraer kan vise. Verden over accepteres et foto stadig som dokumentation af virkeligheden, og der er ingen umiddelbare tegn på, at denne praksis er under forandring – til trods for, at både mediernes og menigmands måde at håndtere fotografier på i disse år ændrer sig med blitzlysets hast.
Med computerprogrammet Photoshop blev det langt enklere at ændre i fotografiers indhold. Det har nu været på markedet i 30 år. Alligevel er vi blevet ved med at tro på næsten hvert eneste foto, vi ser. Vi forventer automatisk, at det taler sandt – som regel uden at overveje i blot et sekund, om det modsatte kunne være tilfældet.
MEN DENNE TILLID er under pres. For efterhånden ved enhver, at vil man have et foto til at fortælle en løgn – eller formidle ”alternative fakta”, som det er begyndt at hedde i moderne politik – kræver det ikke mange minutters arbejde at manipulere billedet. Den viden må på et eller andet tidspunkt ændre folks forventninger til fotos i almindelighed. Faktisk er det et lille under, at vi kan blive ved med at nære denne grundlæggende tillid til fotografiet.
Den demokratiseringsproces, der har fundet sted inden for fotografering og billedredigering, skubber til grænserne. Instagram er et eksempel. Lige fra begyndelsen har Instagram med sin overflod af filtre været tænkt som vores allesammens redskab til at pynte på vores egen virkelighed – herunder vores udseende, som mange jo erfaringsmæssigt er utilfredse med.
Det må nødvendigvis medføre et skred i fotografiers generelle troværdighed. Massemedierne nyder måske en generel tillid (i hvert fald i vores del af verden), der får os til at tro på de billeder, de viser os – men hvad skulle få os til at tro på en tilfældig Instagram-bruger? Med Instagram viser folk, hvordan de ville ønske, deres verden så ud – ikke hvordan den faktisk er. At der er et gab mellem de to ”virkeligheder” er et faktum, vi på kort tid har vænnet os til og i store træk accepteret.
Men gabet kan udvikle sig til et reelt problem, som det blev klart sidste år, da den 15-årige Rebecca Reusch forsvandt fra familiens hjem i Berlin. Det tyske politi brugte et foto fra Rebeccas Instagram-profil (th.) til deres efterlysningsplakater. Efter nogle måneder (hvorfor der gik så lang tid, melder historien intet om) optrådte hendes søster i tv-nyhederne, hvor hun forklarede, at Rebecca faktisk snarere så ud som på fotoet til venstre.
For folk, der var taget ud for at prøve at finde hende, har det ikke været let at vide, hvad de skulle se efter.
SOM NÆVNT HAR vi nok i almindelighed troet på de billeder, vi ser i nyhedsmedierne, men også det kan være i skred, i hvert fald når det gælder visse medievirksomheder. Den amerikanske tv-kanal Fox News illustrerede sine reportager om Black Lives Matter-protester i storbyen Seattle med dystre billeder, der viste sig at være sammensat af flere forskellige fotos, taget på forskellige steder og tidspunkter. Studerer man billederne i blot nogle få sekunder, bliver det åbenlyst, at de er konstruerede, men ved første øjekast ligner de reportagefotos. Især når de vises bag en nyhedsvært, der med sine ord underbygger billedernes påstand om urolighedernes voldelige karakter.
At nyhedskanalen valgte at bruge manipulerede fotos antyder, at virkeligheden måske har set anderledes ud – og sikkert mere fredelig, end det højreorienterede nyhedsmedie brød sig om.
Den måde at bruge fotos på er stadig kontroversiel og sender mange mennesker op i det røde felt, hvis manipulationen bliver opdaget. Det kan måske forsinke den udvikling, der går i retning af et mere subjektivt billedsyn. Men al logik taler for, at tendensen er uafvendelig. I længden kan vi umuligt blive ved med at stole på nogen, der igen og igen bliver fanget i at lyve for os, sådan som billeder fra propagandavirksomheder, Instagram-brugere og nu også nyhedsmedier gør.
Når vores tiltro slipper op, vil det betyde afslutningen på en æra. Et farvel til næsten tohundrede uskyldsår præget af en nærmest blind tiltro til billeders sandhedsværdi og et goddag igen til en normaltilstand, hvor spørgsmålet nødvendigvis må være, om man stoler på budbringeren – ikke på budskabet i sig selv.
Ole Munk er designchef på Kristeligt Dagblad og forfatter til bogen Visuel journalistik, om mediernes brug af billeder og andre visuelle virkemidler (Forlaget Ajour, 2018).