Seks forskellige personligheder om deres bidrag til Højskolesangbogen: ”En fantastisk gave”

Isam Bachiri påpeger, at det er vigtigt at kunne "markere hinandens traditioner". For Magrethe Vestager er Højskolesangbogen kernen alt det, hun sætter pris på

Isam Bachiri. Medforfatter og komponist til den nye højskolesang ”Ramadan i København”. – Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix.
Isam Bachiri. Medforfatter og komponist til den nye højskolesang ”Ramadan i København”. – Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix. Foto: Anne Bæk/Ritzau Scanpix og Johanna Geron/Reuters/Ritzau Scanpix.

Denne artikel er en del af Kristeligt Dagblads dækning af den nye udgave af højskolesangbogen. Du kan følge dækningen og få en mail, hver gang en ny artikel om sangbogen er klar. Klik her.

Isam Bachiri: Samfundet er dynamisk

Som minoritetsdansker har jeg gennem min opvækst savnet at kunne spejle mig selv i kulturen herhjemme. Så på den måde har det stor betydning for mig at blive inkluderet i Højskolesangbogen, fortæller Isam Bachiri, der er medforfatter og komponist til den nye højskolesang ”Ramadan i København”.

Sangbogen har ikke fyldt meget i min opvækst, men den har fået større betydning for mig i takt med, at jeg er blevet ældre. Det har tændt et lys i mig, at sangene i Højskolesangbogen ikke bare handler om, at det skal lyde godt. De beskriver en stund i os som folk. Det her med, at man som mennesker kan spejle sig i hinanden omkring denne hverdagspoesi, som vi alle kender og bare tager for givet, fordi det er lige foran næsen af os. Det er tæt på, og det kan samle os.

Men vi forandrer os jo også. En stor del af sangene er kristne, og det repræsenterer en tid i vores historie, hvor kunsten i høj grad handlede om at lovprise Jesus. Men hvis du tager ud på højskolerne i dag, er det ikke sådan længere. Vi er som samfund en dynamisk størrelse, og det synes jeg også er interessant og vigtigt at få med i bogen.

Jeg håber, at jeg med mit bidrag kan skabe noget kendskab til minoritetsdanskere. De fleste herhjemme ved for eksempel ikke, hvornår det er ramadan. Ligesom mange minoritetsdanskere ikke ved, hvornår Danmark blev befriet. Det er vigtigt også at kunne markere hinandens traditioner. Der har vi en fattigdom herhjemme. Kendskabet er vigtigt for medmenneskeligheden, og det går begge veje.

Margrethe Vestager: En fantastisk gave

Højskolesangbogen er en af de bøger, som jeg ville tage med på en øde ø. Der er materiale til et helt liv af overvejelser og oplevelser, og derfor er den også fantastisk at samles . Man kan sige noget om alle livets begivenheder og alle årets dage ved at tage fat i en sang eller en salme fra den, og det er en fantastisk gave, når man af og til kan have svært ved selv at finde de rigtige ord, fortæller Margrethe Vestager, Europakommissær og tidligere minister. Hun debutterer i Højskolesang­bogen som medforfatter til sangen ”Solhverv”, som hun har skrevet med sin bror.

Højskolesangbogen er virkelig kernen af alt det, som jeg sætter pris på. Og det selv at have lavet en tekst – ovenikøbet sammen med min bror. Det bliver ikke større. Vi skrev teksten til mine forældre på deres bryllupsdag. Den er et forsøg på at skrive noget om det mod og den åbenhed, som kærlighed gennem et langt liv kræver, og om at bryde gennem muren og sige, at der er mere i livet, hvis bare man leder.

Mit håb er, at teksten måske kan tilskynde nogen til at trodse deres tvivl og springe ud i noget nyt. Hvis vi kan bidrage til det, giver det hele bare mening. Vi mennesker er ofte hurtige til at tage tilværelsen for givet i vores egen travle hverdag, lige indtil vi oplever noget livsomvæltende, der kortvarigt kan give os intensiteten tilbage. Det er interessant, at vi nærmest har brug for en daglig påmindelse om, at vi kun har et forsøg med dette liv.

Stine Pilgaard: En bog, der fylder meget

For mig var det en meget personlig oplevelse at få lov til at skrive til den lille blå bog. Jeg bor jo selv på en højskole, så det er en bog, der fylder meget i mit liv.

Jeg skriver normalt romaner, så det er egentlig lidt anderledes. Når man skriver en roman, kan man ikke se læserne, og det at læse er noget tavst og indadvendt, hvilket selvfølgelig har sin egen skønhed. Men det at lave en tekst, som fordrer lyd, har været ret interessant. Vi har blandt andet testet, om sangene var sangbare her på højskolen, og det har været en meget rørende oplevelse, pointerer Stine Pilgaard, romanforfatter og forfatter til fire nye højskolesange.

Højskolesangbogen symboliserer i mine øjne viljen til fællesskabet. Der er noget enormt fredsskabende i det med at synge sammen. Jeg kan enormt godt lide viljen og det fællesskab, der opstår, når så mange mennesker gør noget på samme tid. På den måde kan jeg godt mærke, at mit erhverv normalt er lidt ensomt. At det bare er mine små sorte tegn på noget hvidt papir, der forhåbentligt rammer nogen i den anden ende. Sangen giver en følelse af fællesskab, som jeg ellers ikke oplever, når jeg skriver, og det er rørende. Når man arbejder med skrift, håber man altid på at kunne få formuleret nogle ting, som vækker genklang hos folk. Det er det smukke ved skriften, og det som jeg selv får ud af at læse, så det ville være fantastisk, hvis nogen kunne høre mine sange og føle, at det rammer et eller andet hos dem selv.

Iben Krogsdal: Alting falder på plads

Jeg er noget overvældet, men mest af alt er jeg ydmygt glad. Højskolesangbogen har betydet meget for mig i det meste af mit liv, fordi jeg som barn blandt andet lærte at spille klaver efter nodebogen fra 1976 og i løbet af et par år havde spillet næsten alle sangene igennem, fortæller Iben Krogsdal, salmedigter med 10 ­tekster i den nye højskolesangbog.

Den nodebog, som jeg fik af mine forældre dengang, har jeg endnu. Den er fuldstændig laset, men det er stadigvæk den, jeg helst spiller efter, når jeg en stille stund herhjemme sætter mig til flygelet. Så bliver jeg næsten som barn på ny.

Højskolesangbogen er for mig forunderlig med sine rødder langt tilbage i historien og samtidig en levende forbundethed med nutiden. Mange af os har oplevet, hvordan det at synge rige ord sammen med andre gør noget ved vores måde at være mennesker på. Jeg tror dybest set, at vi bliver mere medmenneskelige, når vi synger sammen.

Jeg har selv tit erfaret, at ting ligesom falder på plads, når jeg synger fra Højskolesangbogen. Mit liv bliver rammet ind af en større historie, og det kan være en stor lettelse at blive sat ind en sammenhæng, der altid er mere uudgrundelig, end man selv tror.

Jeg er overbevist om, at både sange og salmer har hjulpet mange af os til at finde vores rigtige sted og rigtige størrelse i verden.

Janne Mark: Sangbogen er et skatkammer

Jeg er utroligt taknemmelig for at kunne få lov til at bidrage til en bog, der gennem så mange år har fungeret som en livsledsager for så mange mennesker. Jeg fik min første udgave af Højskolesangbogen, da jeg var barn, og for mig er der en uundværlighed i bogen. Det er et skatkammer, hvor jeg ofte kan vende tilbage til givne sange og tekster, som har rørt mig igennem tiden. Og der kommer konstant nye lag, efterhånden som jeg selv rykker frem i livet, siger Janne Mark, komponist, salmedigter og sanger. Hun bidrager med seks melodier og en tekst til Højskolesangbogen.

Der er mange nedslag i sådan en bog, alt efter hvem man er, og hvor man er i sit liv. Den afspejler hele tiden nye sider af tilværelsen, som man kan have brug for at gruble lidt over. Det gælder både for dem, som har været her, men også i høj grad for os, som er her nu.

Det er en gave, at vi har denne mulighed i kraft af en sangbog. Det kan man særligt mærke i disse tider, hvor vi ikke behøver at sætte så mange ord på, hvorfor vi har en trang til at forsamles og synge sange, som vi alle kender. Det er indlejret i os som noget naturligt.

Jeg er altid optaget af at være undersøgende overfor, hvordan man igennem sang og fællessang kan afspejle den verden, som vi er sammen om. Hvordan man kan rejse spørgsmål og have en samtale og en diskussion igennem musikken, hvor man måske tillader nogle andre ting at komme frem, som for eksempel sorg og død. Jeg tror, man kan åbne nogle andre dialoger af den side af livet gennem sangen.

Kjartan Arngrim: Så hyl da, Danmark

Jeg har, som tiden er gået, fået et meget højtideligt og respektfuldt forhold til sangbogen. I den informationsrevolution, som vi har levet i nærmest siden Murens fald, er der meget få ting, som vi kan samles om. Der synes jeg, at højskolesangbogen er et utroligt smukt fællesærinde, hvor vi alle kan mødes uanset orientering. For tiden, hvor vi snakker meget om splittelsen i USA, kan jeg ikke lade være med at tænke på, om en højskolesangbog kunne være det, som de mangler. For det er jo er fantastisk, at noget som en sangbog kan være med til at vække vores fædrelandskærlighed til live.

Jeg har aldrig haft et mål om at blive optaget i sangbogen, og det har bestemt aldrig været meningen med sangen ”Danmarksfilm”. Men valget er jo skægt, for det er en meget aparte fællessang, forklarer Kjartan Arngrim, der forsanger i Folke­klubben og er ny i Højskolesangbogen med sangen ”Danmarksfilm”.

Det vigtigste udsagn i sangen er det indledende hyl. Det er designet til at vække galskaben og det irrationelle i den ”almindelige” dansker. Der bliver snakket meget om ”hygge” som det vigtigste, Danmark kan byde på, men på en eller anden måde tror jeg, at vi skal lade hyggen blive tilbage på perronen. Vi skal finde en anden måde at møde fremtiden på, for vi kommer aldrig til at slå kineserne med hygge. Men jeg tror godt, vi kan slå dem på modet til at turde at gøre noget anderledes og forfølge det irrationelle, som jeg forsøger at vække til live med hylet. Så hyl da, Danmark, og lad galskaben tale, vil jeg sige, hvis jeg skal koge sangens vigtigste budskab ned til én enkelt sætning.

Denne artikel er en del af Kristeligt Dagblads dækning af den nye udgave af højskolesangbogen. Du kan følge dækningen og få en mail, hver gang en ny artikel om sangbogen er klar. Klik her.