Livet kan ændre sig på et splitsekund. Det mærkede Lasse W. Madsen på egen krop, da han som 14-årig var med i en trafikulykke. Da han blev bragt ind på sygehuset, stod hans ene ben ikke til at redde, og lægerne måtte amputere det omkring 10 centimeter over knæet.
Da han lå i sengen på sygehuset, var Lasse W. Madsen mest nervøs for, om han ville kunne vende tilbage til sin aktive hverdag. Han havde dyrket gymnastik, siden han var tre år gammel. Da ulykken skete, var han indskrevet på Vejstrup Gymnastikefterskole, hvor han skulle starte ni måneder senere, og at starte på gymnastikefterskolen var det allervigtigste for ham på det tidspunkt.
I dag, 16 år efter uheldet, er Lasse W. Madsen udvalgt til magasinet Forbes’ liste ”30 under 30”, som én af 30 unge personer fra hele verden, der er med til at skabe fremtidens løsninger inden for deres felt. Lasse W. Madsen er med i kategorien ’fremstilling og industri’ som stifter af virksomheden SIDEKICK, der skal gøre sportsproteser billigere og lettere tilgængelige for andre med amputeringer.
Efter ulykken tvivlede lægerne og fysioterapeuterne på, at han på ni måneder ville kunne nå at lære at gå, løbe og lave gymnastik, så han kunne blive klar til efterskolen. Men det lykkedes. Med en sportsprotese optrådte han til gymnastikopvisninger på lige fod med skolens andre elever.
Med sin protese begyndte Lasse W. Madsen at dyrke en række andre sportsgrene og fik endda chancen for at træne med det paralympiske hold. I stedet for at forfølge sporten professionelt valgte han at uddanne sig til civilingeniør med ambitionen om at lave produkter, der kunne forbedre folks liv.
14-årige Lasses brændende ønske om at komme på efterskole gav ham et konkret og tidsbestemt mål med genoptræningen efter ulykken, og det hjalp ham med at genvinde fodfæstet, efter hans liv pludselig havde ændret sig. Han oplevede, at noget af det vigtigste i processen med at omstille sig til livet som amputeret, var hans netværk af familie og venner, som hjalp ham med at fokusere på det positive i hans nye situation.
Lasse W. Madsens forældre lavede en regel om, at hver gang der var én ting, som irriterede ham ved at have mistet benet, så skulle de sammen finde to positive ting i situationen:
”Nogle gange var det bare to små ting, som jeg kunne få et grin over, hvis jeg var irriteret efter en tur på sygehuset. For eksempel at jeg i det mindste aldrig ville få sure sokker på højre fod, eller at det ikke gjorde ondt, hvis nogen kom til at træde mig over tæerne,” griner Lasse W. Madsen.
”Mange vil nok sige, at de ting ikke vejer op for at miste benet. Men at have en systematisk tankegang om at fokusere på de gode ting frem for de dårlige hjalp mig med at bevæge mig fremad.”
Lasse W. Madsen har aldrig gjort noget for at skjule sit amputerede ben. Han går i shorts om sommeren og klæder ikke protesen på for at få den til at ligne et almindeligt ben. Det er en del af, hvem han er, og folk må gerne spørge ind til det. I nogle år tog han også ud på skoler og holdt oplæg for Rådet for Sikker Trafik om sin oplevelse med trafikulykken.
”Jo flere gange man fortæller sin historie, jo mere får man bearbejdet det, der er sket. Det har hjulpet, at jeg har fortalt min historie hundredvis af gange,” siger han.
I løbet af det sidste år har Lasse W. Madsen delt sin historie med endnu flere gennem Instagram-kontoen ”LandingOnMyFeet”, hvor han især deler billeder af forskellige sportsaktiviteter, der viser mulighederne for at leve et aktivt liv med protese.
Mange af dem, som følger kontoen, er selv amputerede, og projektet gjorde ikke kun Lasse W. Madsen opmærksom på det store netværk af amputerede, der findes på sociale medier, men også på den interesse, der er for fysisk aktivitet som amputeret og dermed også behovet for gode sportsproteser. Det blev motivationen for at oprette en virksomhed, der kan gøre sportsproteser tilgængelige for flere.
Ulykken og det at miste et ben har været en drivkraft for Lasse W. Madsen frem for en begrænsning, fortæller han i dag:
”Noget af det, som jeg har lært af ulykken, er at give slip på de ting, man ikke kan kontrollere, og i stedet fokusere på, hvad man kan gøre med det, man har,” siger han.
”Det gælder for mange aspekter af livet. Man kan godt sætte sig ned og ærgre sig over de ting man ikke kan, eller de ting, der ikke blev, som man havde forudset, men det bruger man bare endnu mere energi på.”
Det er ikke, fordi man skal gøre en ulykke til noget positivt, eller at man skal føle, at man skal bruge en ulykke til at lægge hele sit liv om, siger han.
”Men hvis man formår at se den form for livsændring som en hændelse, der er en del af livet, så tror jeg, man kan bruge det til at komme videre.”