De sidste dage har det fyldt i flere medier, at Aalholm Kirke i København er blevet lukket for gudstjenester. Der er, så vidt vides, ikke tidligere eksempler i folkekirkens historie på, at man lukker gudstjenester i en kirke, fordi der er uenighed mellem menighedsråd og præster. Det utraditionelle træk skyldes ifølge biskop Peter Skov-Jakobsen, at præsterne kan risikere at blive syge af det dårlige arbejdsmiljø, hvis man fortsætter samarbejdet.
Uenigheden i sognet er kompleks, og der er formentlig mange oplysninger, der ikke er nået ud til offentligheden. Anklager er føget i begge retninger, som man kan læse om i dagens Kristeligt Dagblad. Og faktum er det også, at biskoppen har skrevet et brev, der munder ud i en anmodning til de stridende parter om at skrive en e-mail til Folkekirkens Arbejdsmiljørådgivning. Klarere kan man næppe udtrykke afmagten i ledelsen af folkekirken.
Sagen blotlægger alle problemerne ved folkekirkens særlige struktur. Menighedsrådet i Aalholm Kirke er ledelse for ansatte i kirken som kordegn og kulturmedarbejder. Og det råd er på kant med to præster, der får støtte af deres ledere: biskoppen og provsten. Repræsentanter for menigheden står altså over for fire teologer. To ledelsesstrukturer står samtidig over for hinanden. Hvem bestemmer så over sognet?
Svaret på det spørgsmål må tage højde for, at der er flere nuancer i uenigheden, end biskoppens brev til Aalholm Kirke lader ane. I skrivelsen lægges skylden entydigt på menighedsrådet, der otte gange anklages for ”chikanøs” adfærd. Spørgsmålet er, om det bidrager til at nedtrappe konflikten at gå så ensidigt ind i en konflikt, der næppe kan reduceres til et spørgsmål om, at præsterne er i hænderne på et chikanelystent menighedsråd.
Der er en forhistorie, som ikke er entydig. En ansat i kirken har for eksempel klaget til sin fagforening over en af sognets præster. Historien om Aalholm har som de fleste uenigheder to sider, og det må løsningen af problemet også kunne rumme.
Forløbet i Valby-menigheden rejser teologiske spørgsmål. I luthersk forståelse er kirken ikke biskoppens. Den er menighedens. Kirken er i dybere forstand menigheden. Derfor er det et voldsomt træk i en folkekirke som den danske at tage en kirke ud af gudstjenstlig brug. Man kunne have valgt andre løsninger. Man kunne have indsat vikarer eller lade andre præster holde gudstjenester i Aalholm Kirke.
Der er en god grund til, at man normalt ikke bilægger strid i folkekirken ved at lukke gudstjenester i kirker. For man straffer på den måde menigheden, der har kirken til at samles om det kristne budskab. Det er ikke biskop eller provst, der har en kirke for præsternes skyld. Gudstjenester holdes heller ikke for præsters helbreds skyld. Derfor bør det aldrig blive en gangbar måde at løse konflikter på at lukke ned for gudstjenester i et sogn.