Afvisningsmuren fik en ny sprække med fredsaftalen

Palæstinenserne har mistet deres veto mod fredsslutninger

Det siger alt om den arabiske verdens manglende dynamik i disse år, at det skal være en sensation, at den lille ørkenstat ved Golfens vestlige bred Forenede Arabiske Emirater har indgået en fredsaftale med Israel. Men en stor udvikling er det ikke desto mindre. Og perspektiverne for hele regionen er løfterige, hvis denne fredsslutning trækker andre arabiske lande med sig.

For der er al mulig grund til, at denne nye sprække i den arabiske afvisningsmur over for Israel er blevet kaldt historisk. 72 år efter det jødiske hjemlands oprettelse var det indtil sidste uge kun Egypten og Jordan, der havde indgået normale, fredelige relationer med Israel. Regionens andre lande har imod enhver fornuft hyldet en illusion om, at Israel er en forbigående pestilens, en abnormitet, som man kan få til at gå væk, hvis man bare længe nok bekæmper det med resolutioner i villige FN-organer og boykot bakket op af såkaldt anti-zionistiske grupperinger i Vesten.

Det virker ikke logisk at skulle tale om tabere i forbindelse med, at to lande, der hidtil formelt har været fjender, opretter normale forbindelser til hinanden. Ikke desto mindre har palæstinenserne ikke været sene til at udråbe sig selv om ofre. Tankegangen er, at Forenede Arabiske Emirater har begået et forræderi mod den anti-israelske sag, der formelt har forenet den arabiske verden, når den i øvrigt internt har været splittet af alt muligt andet. Tankegangen er endvidere, at et land i officiel palæstinensisk optik ikke både kan nære sympati for palæstinenserne i Mellemøstens flygtningelejre – som efter to menneskealdre dog snarere er regulære byer – og stå på fredelig fod med Israel.

Netop dén fejlslutning har været ikke bare palæstinensernes værste fjende i årtier; den har også fastholdt de fleste af Israels naboer, både de geografisk nære og de mere fjerne som Emiraterne, i en ulyksalig stilstand. Sandheden er, at de arabiske befolkninger har store gevinster at opnå ved en normalisering af deres herskeres forhold til Israel. Afrustning og handel, teknologiudveksling og kulturelt samkvem mellem israelere og de mange arabere, der higer efter frihed i de mere eller mindre udemokratiske regimer, de lever under, vil være til alle parters fordel. Helt bortset fra den mulighed, det vil give det internationale samfund for at allokere politisk energi og opmærksomhed på andet end Mellemøsten.

I praksis har flere af de arabiske stater da også allerede begået det påståede svigt i forhold til den palæstinensiske sag. Det foregår bare i det skjulte, så staterne stadig officielt kan fortælle med på historien om den ”zionistiske enhed”, der under navnet Israel undertrykker palæstinensere og besætter hellig jord. Det er ikke bare et gæt, det er rigeligt dokumenteret, at Israel og den arabiske sværvægter, Saudi-Arabien, har arbejdet sammen om flere aspekter af landenes sikkerhed. Det har på det seneste fået forstærket betydning, fordi de begge har udpeget Iran som den helt store trussel mod dem hver især. Rigtigt er det i hvert fald, at Iran har erklæret Israel sit evige fjendskab, og at den amerikanske præsident, Donald Trump, ved for to år siden at ophæve den internationale atomaftale med det iranske præstedømme har inviteret Iran til at genoptage sit atomare rustningsprogram.

Fredsaftalen bør indvarsle en større afspænding i regionen. Palæstinenserne lider under en ulykkelig skæbne, som ikke er blevet mildere af, at de arabiske regimer altid har ønsket at fastholde deres status som flygtninge. Men den æra, hvor palæstinenserne sad med en vetoret mod en fredelig udvikling, synes at gå på hæld. Det er glædeligt for regionen, og i sidste instans burde det også være det for palæstinenserne.