Der er ikke meget ved at holde et bryllup, som skal slutte klokken 22, og det er en udfordring for mange at vælge de 5-10 mennesker, de socialt skal holde sig til. Hele efteråret og vinteren.
Men coronaen er, som det er blevet sagt flere gange, et maraton, vi som samfund skal igennem, og ikke den sprint, den meget hårde nedlukning i foråret lagde op til.
Derfor er det også vigtigt, at strategien, som regeringen nu forsøger sig med, er bæredygtig. For en måned siden var det Aarhus, så blev det Odense, og nu er det i hovedstadsområdet, der lukkes ned for natteliv og indføres et forsamlingsforbud på 50 personer. Såkaldte nålestik frem for brede og landsdækkende tiltag. Og vist kan det for navnlig unge være surt med en tom natklub og barer, der lukker tidligt, men fodboldkampe med få tilskuere og værtshuse, der lukker, før folk er alt for fulde, er klart at foretrække frem for de meget hårde restriktioner og forbud, mange andre lande lever med og som i Danmark i foråret ramte de svageste og ældste allerhårdest.
Forårets voldsomme og vidtgående besøgsforbud på plejecentre og botilbud bør aldrig gentages. Nok var de indført i den bedste mening for at redde liv, men det var hjerteskærende, at handicappede børn ikke kunne se deres forældre, og at demente troede sig forladt. Da statsministeren bad de svage om at være de stærke, var hendes bøn reelt en isolationsdom for tusindvis af sårbare mennesker. Sådan skal det ikke være igen, og derfor er det værd at hæfte sig ved, at der nu skelnes mellem restriktioner og deciderede forbud på plejecentre og botilbud. I hovedstadsområdet samt Aalborg er der eksempelvis indført besøgsrestriktioner generelt, hvilket kan betyde, at man kun må ses uden for eller i beboerens egen bolig. Men i går blev der også indført besøgsforbud. Det var imidlertid kun på seks plejehjem, hvor der er coronaudbrud. Og her må de nærmeste pårørende fortsat komme, ligesom der i kritiske situationer må aflægges besøg. Det sker i erkendelse af, at forbud er et alvorligt indgreb i privatlivet, som både de ældre og deres pårørende bliver påvirket af.
Efter et halvt års dans med corona er det på sin vis glædeligt, at vi nu ved, at covid-19 følger behovspyramiden. At den ikke smitter så voldsomt, når vi er sammen med vores nære i mindre forsamlinger, og at det heller ikke i nævneværdigt omfang er arbejdspladser, skoler og børnehaver, der giver den fart. At det så at sige er flødeskummet i form af de store fester og sociale arrangementer, vi må undvære, er til at bære for de fleste, og det gør i hvert fald, at det er de bredeste og ikke smalleste skuldre, der kommer til at bære den tungeste byrde gennem efteråret og vinteren.
Vi har næppe set det sidste indgreb i adfærd og omgangsformer i år, men så længe mål og midler virker rimelige, og så længe det ikke kun er alvorlig sygdom, men også invaliderende ensomhed, der bekæmpes, er det stærkeste våben intakt. Fælles fodslag.