Demokrati kræver ansvar for andre

Idealisme, ikke individualisme, bør præge de politiske partier

Man kan ikke få for meget demokrati, men kan man få for mange politiske partier? Det er det oplagte spørgsmål i en uge, hvor endnu et parti så dagens lys, nemlig Frie Grønne, som er stiftet af skuffede medlemmer fra Alternativet, der så igen blev stiftet af skuffede medlemmer fra Radikale Venstre.

Partiet betegner sig selv som et venstreorienteret, klimaansvarligt og antiracistisk parti. Synes man, at det lyder bekendt, er det nok, fordi både SF, Enhedslisten og Alternativet i høj grad præsenterer sig selv på samme måde. Frie Grønne hævder dog at adskille sig fra de andre grønne antiracister ved at være kompromisløst, når det gælder klimaet, hvilket lidt diplomatisk må siges at udgøre en praktisk udfordring, hvis man vil ændre verden, men endnu ikke er opstillingsberettiget og kun sidder i Folketinget med tre afhoppere fra et andet parti.

I blå blok er forvirringen dog ikke mindre. Her har partiet Fremad – stiftet af et skuffet medlem fra Liberal Alliance, der så igen delvist er stiftet af skuffede medlemmer fra De Radikale – markeret sig som repræsentant for den borgerlige anstændighed. Det er nok tvivlsomt, om de øvrige borgerlige partier ser sig selv som en modsætning til dette.

Demokratisk set kan man kun hilse det velkommen, at så mange som muligt engagerer sig i politik. Samtidig er det sundt for demokratiet, at de store partier ikke kan tage vælgerne for givet, men er nødt til konstant at bevare den tætte forbindelse til befolkningen. Og så er der god grund til at glæde sig over, at det danske parlamentariske system ikke er et topartisystem som det, man i praksis ser i blandt andet USA.

Når man betragter den aktuelle knopskydning af partier, kan man dog godt sidde tilbage med en bekymring for, at de nye partier handler om individualisme, ikke idealisme. For når de politiske forskelle er så små, som det er tilfældet, kan det godt virke, som om partierne mest af alt skyldes nogle politikeres personlige ønske om at være i centrum, hvilket jo kan være vanskeligt i et politisk system, der heldigvis er baseret på kompromiser, hvor alle må give lidt for at opnå lidt.

Også her skal man nok desværre finde en forklaring i den såkaldte identitetspolitik, hvor ens hudfarve, køn og seksuelle orientering tillægges en altafgørende betydning – og i mange tilfælde en betydning, der overstiger følelsen af ansvar for mennesker, der ikke deler samme meget partikulære identitet. Eksempelvis kan man ved næste valg også stemme på Veganerpartiet, der finder kampen mod kødspisning så central, at det kræver sit helt eget parti. Hvad partiet mener om eksempelvis folkeskolen, u-landsbistand og pensionsalder, må indtil videre svæve i det uvisse.

At dansk politik er præget af mange partier, er ikke et nyt fænomen. Tag bare det berømte jordskredsvalg i 1973, hvor Folketinget gik fra 5 til 10 partier, hvilket på mange måder var en tiltrængt opvågnen for de gamle og etablerede partier.

Mange partier er derfor ikke nødvendigvis et problem. Men det er en oplagt udfordring, hvis politik i stigende grad præges af partier, der ikke føler et bredt og langsigtet samfundsansvar, men mere betragter sig som midlertidige repræsentanter for ganske snævre interessegrupper med en eller to mærkesager på programmet.

Her kan man dog glæde sig over demokratiets største styrke: vælgerne. Det er ganske let at stifte et parti, men er man mest af alt et blålys, bliver det næppe til mere end en enkelt valgperiode i Folketinget.