Der er en frodighed af farver i en af efterårets mest elskede folkelige sange ”Sensommervise”. Brunlige bregner. Dybgrønne grene. Rødt titter også frem. Og så er der noget mystisk og sort.
At skrive poesi er på en måde at male med ord, og det kan parret bag sensommervisen, Kirsten og Finn Jørgensen, der interviewes i dagens avis. Husker man ikke ordene i deres vise, ser man efterårets maleriske farver for sig: det røde, det brune, det grønne. Samt forfaldets sorte farve, der lurer bag flammehavet. Vi går nu mod mørke tider, men vi standser op og stritter imod, vil så gerne have solens sidste fuldfede sensommer-chardonnayske guldstråler med, inden vinteren og døden banker på. Derfor er vemodet og melankolien så stærk her i efteråret, såvel som i sangen.
Nu findes der ikke eksakte tal for en sangs udbredelse, men det er næppe forkert at gætte på, at Jørgensen-parrets ”Sensommervise” er en af de mest benyttede og elskede efterårssange. Og at samtlige danske skolebørn kender den og instinktivt nynner med på den, når de hører den.
Visen er hverken særlig klog eller kristelig eller kunstnerisk, og melodien skriver måske ikke musikhistorie, men man skal have et hjerte af sten for ikke at blive berørt af den. ”Sensommervise” er i ordets bedste forstand folkelig. Der er en meget stor poetisk retfærdighed i, at den er blevet så udbredt, som tilfældet er.
Sammen med sange som ”Linedanser” og ”Gi’ os lyset tilbage” er den et livskraftigt udtryk for den folkelige danske musikkultur, som vi virkelig bør værne om. Når vi synger sammen, styrker vi fællesskabet og giver os hen til noget, der er større end os selv, og hvor alle kan være med. I en tid, der ellers nok kan være præget af splittelse og uforsonlighed på det politiske plan, er det opløftende, at den folkelige sang stadig findes som et frirum. På sin egen stilfærdige måde er ”Sensommervise” og dens udbredelse et korrektiv til den herskende analyse af samtiden: Der er stadig meget, der forener. Splittelsen får ikke det sidste ord. Nok begynder vi i mol, men ender, som i sangen, i dur.
Snart udkommer en af landets vigtigste bøger i en ny udgave: Højskolesangbogen. Nye udgaver er altid til debat, og det er kun godt, men hvis man sætter uenighed om sangvalg med mere til side for en stund, står ét faktum tilbage: Højskolesangbogen er en af landets bedst sælgende bøger. Det er opmuntrende, at den folkelige sang- og musiktradition stadig lever så stærkt. Nogle af de mest sete tv-udsendelser har sang som omdrejningspunkt. Selv uden coronakrisen, hvor fællessang for alvor er blevet populær, står sangen stærkt i Danmark. Det gør den takket være folkelig vilje, men også takket være institutioner. Uden fællessang i skolerne, i DR, på landets højskoler og kirker samt i foreningslivet risikerer sangen at forsvinde. Der skal rammer og institutioner til, for at ordet og melodierne kan få frit løb iblandt os.