Det harmonerer dårligt med selvforståelsen i et land, der bryster sig af en stor velfærdssektor med fri og lige adgang for alle, at der er så stor ulighed i sundhed. Jo kortere uddannelse, desto større risiko for stort set alle sygdomme – og i yderste konsekvens tidlig død.
Det er dybest set også det, hele debatten om tidlig pension for mennesker, der har været på arbejdsmarkedet i mange år, handler om. At de er mere syge og har kortere tid tilbage at leve i, når pensionstiden kommer, end folk med længere uddannelser.
Men som det fremgik af den store rapport, Sundhedsstyrelsen offentliggjorde i denne uge, vokser uligheden i sundhed, og det er langt fra alle de sygdomme, som mennesker med kort uddannelse slås med, der kan forklares med, at de har haft et belastende arbejdsmiljø. Rygning, dårlig kondi og for mange kilo på sidebenene, som fører til alt fra diabetes over kol til kræft, kan ikke forklares med arbejdslivet alene, men handler snarere om sociale kår. Kultur og livsstil, der er indlejret fra barnsben.
Overfladisk set er det uforståeligt, at der er så stor ulighed i menneskers sundhed i et land, hvor stort set alle sundhedsydelser fra børnevaccinationer til noget af verdens mest avancerede kræftbehandling er gratis for den enkelte. Hvor grøntsager er billigere end fastfood, og hvor de fleste har adgang til en cykel og mulighed for at bevæge sig i grønne områder. Med andre ord: Danmark er ikke USA med forsikringssundhed, asfaltørkener og massiv fattigdom.
Men selv i Danmark med fri og tilsyneladende lige adgang og velmente sundhedskampagner vokser uligheden i sundhed. Det er 21 år siden, at en socialdemokratisk sundhedsminister introducerede programmet ”Social lighed i sundhed”, og den nuværende socialdemokratiske minister har samme intentioner. For et år siden skrev han i Kristeligt Dagblad, at ”ulige vilkår er den største uretfærdighed”, og at de store forskelle i kræftoverlevelse mellem kort- og langtuddannede ”giver stof til eftertanke”.
Men skal der for alvor ændres noget, er der brug for mere end blot eftertanke, konferencer og kampagner. Lighed i sundhed kræver forskellighed. Det har man erkendt flere steder i landet, hvor der er oprettet indvandrermedicinske klinikker til patienter, der ellers ofte havner mellem flere afdelinger, fordi de fejler flere ting, og dertil er sprogligt udfordrede. Præcis som man her kommer en etnisk underklasse til undsætning, bør det naturligvis også være muligt for mennesker med dansk baggrund og kort uddannelse at få et sundhedstilbud, der tager højde for netop deres levevilkår.
Endelig er der muligheden for at forebygge frem for at helbrede. Det er billigere for samfundet og betydeligt bedre for den enkelte. Men her viger politikerne tilbage fra det redskab, der for alvor batter. Nemlig højere priser på det usunde liv. Argumentet imod disse tiltag er, at de vil ramme de lavtlønnede hårdest. Og det rummer en bittersød sandhed. For det er præcis den gruppe, der i dag må acceptere at leve seks år kortere end andre. Hvor længe skal det fortsætte?