En systemændring. Så meget skal der til for at komme myndighedernes berøringsangst over for sociale problemer i visse indvandrermiljøer til livs. Det mener den prisbelønnede forfatter Sara Omar på baggrund af en ny analyse fra Social- og Indenrigsministeriet, der udkommer i dag.
Som beskrevet i dagens avis konkluderer rapporten, at børn med indvandrerbaggrund ved underretninger sjældnere anbringes udenfor hjemmet end danske børn. Sandsynligheden for, populært sagt, at Anders anbringes uden for hjemmet, men Ahmed ikke gør, er kort sagt større. Det til trods for, at daginstitutioner og fagpersoner i højere grad underretter om børn fra ikke-vestlige miljøer end etnisk danske børn.
At Omar har ret i, at der skal en systemændring til, er meget muligt. Hendes ord gør indtryk, for de falder med stor vægt. Forfatteren har selv førstehåndskendskab til social kontrol og undertrykkende strukturer i ikke-vestlige miljøer, som hun har skrevet om med stor succes i to bestsellerromaner. Hun kæmper en brav kamp og er muligvis den skønlitterære forfatter, hvis ord har størst konkret betydning for tiden. Men det er også en svær kamp, for modstanden mod ændringer og forbedrede forhold for kvinder og børn i mandsdominerede indvandrermiljøer kommer ikke kun ”indefra”.
Både ministeren på området og eksperter nævner i dagens avis en udbredt berøringsangst fra de danske myndigheders side. Man er mere varsom med at gribe ind eller giver længere snor, fordi man misforstået tror, at problemet bunder i kultur, og den må man – lyder den underforståede tankegang – ikke kritisere.
Og ja, det handler faktisk om kultur. Så langt har sagsbehandlerne ret. Når hensynet til stammens eller klanens omdømme vægtes højere end det enkelte barns tarv, handler det også om kultur. En kultur, som både skal kritiseres og ændres.
Det kræver mange sværdslag at ændre en familiekultur med stærke æresbegreber, så den passer ind i den individ- og rettighedsbaserede danske kultur med ligestilling mellem kønnene som en grundpille. Men der er ingen vej uden om denne kamp, for man kan ikke få to så fundamentalt forskellige kultursyn til at sameksistere.
Anbringelser udenfor hjemmet er ofte en kompleks affære og langt fra lykkebringende. Der er mange nuancer i spørgsmålet, som den nye rapport adresserer. På en skala fra ”systemændring” til ”laden-stå-til” er der mange deltrin og områder, man kan kigge på, eksempelvis spørgsmålet om antallet af ikke-vestlige plejefamilier.
Men det grundlæggende fokus bør der ikke være tvivl om. Fokus skal rettes mod den svageste, nemlig barnet. Det er både Anders og Ahmeds behov, der skal varetages. Ikke en mandsdomineret kulturs æresbegreb eller konfliktskyheden hos enkelte sagsbehandlere.