Der er for tiden mange interessante historier om livet på landets arbejdspladser. De mange sager og vidnesbyrd om sexisme og krænkelser påkalder sig af såre menneskelige grunde mest opmærksomhed. Mere upåagtet er debatten om tilbagetrækningsalder for nedslidte. Men selvom emnet er knap så kulørt, er det ikke desto mindre væsentligt.

At det i weekenden rent faktisk lykkedes regeringen at lande en aftale om tidlig pension, er en stor politisk sejr for Socialdemokratiet, der siden valget sidste år har ført sig frem med mottoet: ”Nu er det Arnes tur.”

Det er et eksempel på gedigent politisk håndværk og klassisk omfordelingspolitik, hvor især ufaglærte arbejdere får nogle rettigheder, som blandt andet finansieres af afgifter i bank- og finanssektoren. Selvom man med rette kan frygte for aftalens konsekvenser for det samlede arbejdsudbud, så er det isoleret set på sin plads, at de allermest nedslidte nu får ret til tidlig tilbagetrækning. Det manglede bare.

Men i virkeligheden er Arnes pension kun en lille flig af debatten om fremtidens arbejdsmarked, som vi knapt nok er begyndt på. For selvom Danmark i modsætning til flere europæiske lande klogeligt har hævet pensionsalderen for flertallet og gennemført en række reformer, som styrker vores økonomi og konkurrenceevne, så er det danske arbejdsmarked stadig fyldt med uløste problemer.

Vi ved, at stadigt flere kæmper med stress og mental nedslidning. Vi kender til paradokset med, at mange arbejder mest i den periode, hvor de også skal stifte familie. Vi ved, at arbejde og fritid for mange flyder sammen. Vi ved, at mulighederne for efteruddannelse og omskoling er for ringe. Vi kender mange af problemerne, men vi har ikke fundet løsningerne.

Regeringen har fundet en løsning til Arne og de cirka 10.000 borgere, som frem mod 2025 vil være omfattet af ordningen. Nu er det tid til at tage debatten om de resterende tre millioner mennesker på arbejdsmarkedet.

Hvorfor nøler DR i krænkelsessager?

Og så til en af de sager, alle taler om. I weekenden kunne Berlingske afdække, hvordan en radiovært i årevis har krænket og chikaneret talrige personer.

Alt tyder på, at DR har kendt til problemer med den pågældende medarbejder i årevis, men først da historien var på vej i Berlingske, fandt DR anledning til at handle. Siden har DR-ledelsen kun nølende og nødtørftigt udtalt sig om sagen, som den har haft for vane i tilsvarende sager.

Naturligvis er der personaleretlige grunde til, at ledelsen ikke kan kommentere igangværende sager offentligt. Men at DR har et problem med krænkende adfærd, står efterhånden klart.

Det er ubegribeligt, at DR’s øverste ledelse ikke evner at forklare sig i utvetydige vendinger, at den tøver med at placere et ansvar, og at den ikke overbevisende tager initiativ til et fundamentalt opgør med en syg kultur på arbejdspladsen. Det skylder de både medarbejderne og alle danske skatteborgere, som finansierer foretagendet.