Det knager alvorligt i EU’s fuger

EU’s møde med tyrkerne kan blive skæbnesvangert for unionen

Jakob Holm, kronik og debatredaktør Kristeligt Dagblad.
Jakob Holm, kronik og debatredaktør Kristeligt Dagblad. Foto: Leif Tuxen.

”EU har ingen samlet plan for, hvordan man kan håndtere krisen på en koordineret måde i samarbejde med internationale organisationer, og derfor vender man sig mod Tyrkiet som eneste løsning. Men Europa har tidligere løst mindst lige så alvorlige flygtningekriser, fordi der var en politisk vilje og en klar handlingsplan.”

Sådan siger den tidligere vice-flygtningehøjkommissær i FN og tidligere leder af UNMIK, FN’s Midlertidige Administration i Kosovo, Søren Jessen-Petersen, i Kristeligt Dagblad i dag inden dagens EU-topmøde med Tyrkiet.

Søren Jessen-Petersens ord rammer plet med sin pointe om den manglende overordnede plan, der lige nu resulterer i, at EU’s medlemslande på egen hånd genindfører grænsekontrol og forskellige andre nationale tiltag uden koordinering med de øvrige medlemslande.

Den anden pointe i Søren Jessen-Petersens citat om, at Europa tidligere har løst mindst lige så alvorlige flygtningekriser, fordi der var en politisk vilje og en klar handlingsplan, bør derimod ikke stå uantastet.

De 600.000 mennesker fra Bosnien, Kroatien og Serbien, der i kølvandet på Jugoslaviens sammenbrud i 1992 fik midlertidig opholdstilladelse i Europa, var i forvejen europæere, som i udgangspunktet alle ville hjem, så snart det var muligt efter krise og krig.

Sådan er situationen ikke for alle i den nuværende krise. Den forfærdelige krig i Syrien har vitterligt skabt millioner af flygtninge, der bliver nødt til at flygte fra krigszonen. Men syrerne udgør maksimalt halvdelen af de flygtninge, der gerne vil ind i Danmark og Europa. Strømmen af mennesker ind i Europa lige nu er derfor lige så meget en migrationsstrøm, som det er en flygtningestrøm.

Forskellen på flygtninge og migranter er ret klar. Flygtninge vil hjem, så snart situationen tillader det. Det vil migranter ikke. Som vore egne udvandrere til Amerika for cirka 150 år siden er de brudt op fra deres hjemstavn for at finde et nyt og bedre liv andetsteds.

Det kan man ikke fortænke dem i, ligesom man heller ikke kan fortænke medlemslandene i EU i at være bekymrede og skeptiske over for den nuværende situation, hvor ufatteligt mange mennesker med anden kulturel og religiøs identitet end den europæiske banker på Europas porte og gerne vil lukkes ind.

Der er med andre ord en forklaring på ”den manglende politiske vilje” i Europa, og derfor ser vi lige nu de utilstrækkelige, nationale lappeløsninger i et EU, der er begyndt at knage i fugerne. Lad os håbe, at dagens møde med tyrkerne om at begrænse menneskestrømmen ind i Europa bliver et vendepunkt i en ulykkelig situation, der kan udvikle sig til en eksistentiel trussel mod det europæiske fællesskab.