Kristeligt Dagblad mener: Mærsk-skib handlede rigtigt, men migranter er landes ansvar

Dilemmaet på Middelhavet er ikke blevet mindre

Det er mindre end en måned siden, at Kristeligt Dagblad bragte en opløftende forsidenyhed om, at grænsekontrol og corona har bremset flugten over Middelhavet. På det tidspunkt havde det danske tankskib ”Maersk Etienne” allerede i godt to uger sejlet rundt med 27 afrikanske migranter, som besætningen forinden samlede op til søs i tunesisk farvand efter maltesisk anmodning. For selvom der ganske rigtigt er langt færre, som i jagten på lykken i Europa risikerer livet i plimsollere, er trafikken langtfra stoppet.

I sidste måned lykkedes 8500 migranter med den farefulde færd over Middelhavet. Det er kun en brøkdel af de flere end 130.000, som ankom i august for fem år siden, da flygtningekrisen var på sit højeste. Tallene vidner om, at Europas tiltrækningskraft trods bedre bevogtede ydre grænser ikke er forsvundet, og at et splittet EU trods guldrandede aftaler med afrikanske lande fortsat ikke har fundet et holdbart svar til at håndtere denne enorme udfordring.

Samtidig er dilemmaet på Middelhavet heller ikke blevet mindre. Det handler i al sin rå enkelthed om, at jo flere der samles op og kommer sikkert i havn, desto flere vil vove den farefulde færd. Og ifølge international søret har fartøjer, der befinder sig i nærheden af et fartøj i havsnød, pligt til at hjælpe. Alt andet ville også være dybt umenneskeligt.

Besætningen på ”Maersk Etienne” gjorde derfor det eneste rigtige, da den reddede 27 afrikanere fra druknedøden. Men hvor handelsskibe før kunne sætte de nødstedte af i nærmeste havn, er situationen omkring bådmigranterne i dag så politisk betændt, at den danske fragter siden er blevet svigtet fra politisk hold og nu har sat en kedelig rekord som det skib, der i længst tid har haft migranter om bord under stadig mere horrible forhold.

Det er moralsk forkasteligt, men realpolitisk forståeligt, at Malta nægter at tage imod migranterne. Malteserne og italienerne har i årevis forgæves appelleret til deres EU-kolleger om hjælp til at håndtere tilstrømningen. Det strider imod ånden i det europæiske samarbejde, at de er blevet ladt alene med dette problem, som ikke er selvforskyldt, men alene handler om geografisk placering.

Med ovennævnte dilemma og signalværdien for øje er det også forståeligt, at den fungerende danske udlændingeminister Kaare Dybvad (S) prøver at få Tunesien til at modtage migranterne, selvom det lyder kynisk, når han udtaler, at ”vi vil gøre alt, hvad vi kan for at undgå, at de kommer til Danmark”. Det er 27 mennesker, der er tale om, og problemet kan ikke bare sendes videre i en uendelighed.

Danmark bør derfor i EU aktivt arbejde for, at dilemmaet ikke bliver ved med at gentage sig. Det handler både om at kunne hjemsende migranter, give langt større bistandshjælp til deres hjemlande og sikre asylbehandlinger ved de ydre grænser. EU’s kommende asyl- og migrantpagt skal lykkes. For hvis landene er sig deres ansvar bevidst, kan den blive den løftestang, der er nødvendig for at bryde den onde cirkel på Middelhavet.