Kristeligt Dagblad mener: Duellen mellem Biden og Trump blev endnu en grund til at udskifte præsidenten

Trumps karaktermæssige mangler er så markante, at de ofte har overskygget hans faktiske politik. Det kom endnu en gang til udtryk i onsdagens tv-debat

Budskabet til at tage med hjem fra debatten natten til onsdag mellem de to amerikanske præsidentkandidater kunne være svært at finde i den tristesse af afbrydelser, skældsord og hovedløse påstande, som duellen mellem Donald Trump og Joe Biden udartede til allerede efter de første fem minutter af den halvanden time lange prøvelse. Men budskabet var der: Rygterne om, hvor primitiv og impulsstyret Donald Trump er, lyver ikke. Han er derfor – og det er sagt flere gange før på denne plads de seneste knap fem år – som person aldeles uegnet til at beklæde verdens mest magtfulde embede.

Debatten mellem den siddende præsident og hans udfordrer, den tidligere vicepræsident Biden, var blot endnu et pinefuldt bevis herpå. Trumps fremfærd hev ganske forudsigeligt Biden med ned i sølet. Som USA’s førende dagblad, The Wall Street Journal, konkluderede i sin ledende artikel i går: ”Professionelle brydere optræder mere præsidentielt end nogen af de to gjorde tirsdag aften.”

Det fortvivlende ved situationen er, at det netop er personen Trump, der er det altoverskyggende problem. Når det gælder den politik, hans administration har ført på en række afgørende områder, kan man efter behag bryde sig mere eller mindre om den. Der er ingen tvivl om, at det gennembrud, der er sket i Mellemøsten med normaliseringen af forholdet mellem Israel på den ene side og to hidtil erklæret anti-israelske arabiske stater Forenede Arabiske Emirater og Bahrain på den anden, er opsigtsvækkende og løfterig. Trump-administrationen har været katalysator for den proces. Trumps nedfrysning af relationerne til Kina inden for handel og teknologi var sagligt set tiltrængt, og selvom det på nuværende tidspunkt ville være dumdristigt at hævde, at USA vinder denne nye kolde krig, ligger det allerede i kortene, at en kommende Biden-administration stort set vil føre Trumps Kina-politik videre. Trumps læggen pres på USA’s Nato-allierede for at få dem til at yde mere til Vestens forsvar har ikke været præget af finesse, men den lå helt i forlængelse af, hvad en lang række af tidligere præsidenter også har ført kampagne for.

Og så fremdeles.

Selvom det for de fleste europæere er skrap kost at erkende, så har USA’s ageren strengt realpolitisk set med få undtagelser ikke undergået nogen overrumplende forandring, siden Trump blev indsat den 20. januar 2017.

Og så er vi tilbage ved personen Trump. Hans karaktermæssige mangler er så markante, at de ofte har overskygget hans faktiske politik – selv hvor denne muligvis har haft noget for sig. At han på det seneste helt bizart ikke har villet garantere et reglementeret magtskifte, hvis han taber valget den 3. november, kan kun forklares som udslag af en forstyrret personlighed, ikke af en rationel politisk kalkule. Det samme kan siges om hans håndtering af coronaepidemien de første mange måneder. Her kan hans fejlbedømmelser og optræden mod bedre vidende kun forstås som resultatet af en forbløffende overvurdering af egne indsigter og handlemuligheder. Hans brovtende nedgøring af soldater, der i tidligere krige er faldet for USA, som ”tabere” og ”båtnakker” udspringer ikke af politik, men af en skidt karakter. Hans fremstilling af sig selv som USA’s største forretningsgeni nogensinde, hvor realiteten er, at stort set hele hans virksomhedsimperium er massivt tabsgivende, handler om impulser, ikke om kølig strategi.

Listen kunne fortsættes. Men budskabet er tydeligt nok. Debatten tidligt onsdag dansk tid blev blot endnu et argument for at få udskiftet personen i Det Hvide Hus.