Faktuel formidling i krise på kulturmuseerne

Jagt på indtægter og politisk korrekthed truer formidlingsinstitutionerne

Der er to væsentlige succeskriterier for museer. Det ene er, om man tiltrækker publikum, der gennem entrébilletten er med til at finansiere udstilling og drift. Det andet er, om formidlingen af fortiden eller museets genstande er oplysende, faktabaseret og forståelig.

Andre kriterier – om museet er toneangivende i fagmiljøet, om der er forskere tilknyttet, eller om maden i cafeteriet er god – er ikke uvæsentlige. Men om man tiltrækker publikum og informerer ordentligt, er både nemt at kontrollere og særligt vigtigt, fordi en stor del af museumsdriften betales af skatteyderne.

Meget tyder på, at den faktuelle formidling underprioriteres mange steder. I artikelserien ”Museer med mening?”, der sluttede her i avisen i går, har historiker Christian Egander Skov anmeldt formidlingen på en række udvalgte kulturhistoriske museer. Resultatet er set med museernes øjne generelt nedslående.

Især Kronborg Slot i Helsingør, en kronjuvel i det store udvalg af danske kulturhistoriske museer, får kritik. To stjerner ud af seks kunne det blive til. ”Der hænger ting på væggene, men det er umuligt at vide, hvad det er. Det er mere undtagelsen end reglen, at man har belemret sig med at skrive det,” lød vurderingen blandt andet.

Også Berlingske har tidligere rettet skytset mod samme institution og i en anmeldelse skrevet: ”Kronborg Slot er blevet et sted, der er håbløst uinteresseret i sine gæster. Som vender ryggen til sin egen historie og dyrker døde fluer, spindelvæv og en barnagtig teatertrup.”

Det er et stort krisetegn, hvis et museum er ligeglad med de besøgende. Med 200.000 betalende gæster om året, hvoraf mange er turister, har man muligvis sit på det tørre i Helsingør, men det er ingen undskyldning. Museumsgæsterne har krav på tårnhøj professionalisme, faglig stolthed og den bedst tænkelige formidling af nationalt arvegods, og det tyder meget på, at de ikke får på eksempelvis Kronborg Slot og visse andre steder. Danmark har en af verdens bedst uddannede befolkninger, og landets utallige kulturforbrugere er vant til et højt niveau på førende kunstmuseer som Louisiana, ARoS og Statens Museum for Kunst. Det samme bør selvsagt gælde også de kulturhistoriske museer.

Store dele af museumsdebatten handler for tiden om identitetspolitik og om, hvordan man mest politisk korrekt formidler fortiden til nutiden uden at krænke nogen. I iveren efter at viske tavlen ren og lægge nutidens flygtige kultursyn ned over fortiden har man måske glemt det mest basale: at informere redeligt og faktuelt om de genstande, man ser på museerne.

Langt flere går på museum for at blive klogere på fortiden og lære noget nyt end for at blive belært om aktuel identitetspolitik. Med de høje billetpriser in mente har de krav på uvildig, faktuel viden på højeste formidlingsniveau.