Stemmeoptællingen vil tage tid. Valget er blevet kritiseret for at være udemokratisk. Og kampen har stået i nogle få sving-stater.
Nej, det handler ikke om det amerikanske præsidentvalg, men om det danske menighedsrådsvalg. Sidstnævnte har fået betragteligt mindre omtale i dansk dagspresse end førstnævnte, og det er måske til at forstå.
Til gengæld er det trist, at den vigende interesse for menighedsrådsvalg hvert fjerde år minder os om, hvor vanskeligt det er at engagere danskerne i arbejdet med det kirkelige liv.
Og de prøver skam, Kirkeministeriet, Landsforeningen af Menighedsråd, biskopperne og alle de andre kirkelige aktører. Med nye valgformer, oplysningskampagner, prik på skulderen og alt muligt andet. Lige lidt hjælper det. Danskerne som flest vil gerne have, at kirken er der, men de gider ikke løfte en finger for at holde den levende.
Og så sker det alligevel rundt omkring, at engagementet viser sig. I går var der kampvalg i fjorten sogne rundt om i landet, og mange steder er menighedsråd allerede besat af gode folk valgt på velbesøgte valgforsamlinger tidligere på efteråret. Mange steder står uenigheden ikke om ordet eller ånden, men om mere jordnære forhold: Skal vi bruge pengene på orgler eller gospel? Skal der ny kunst på væggene? Skal kirken istandsættes? Og det er helt, som det skal være.
Ikke desto mindre må folkekirken spørge sig selv, hvorfor den ikke er i stand til at engagere menigheden og lokalbefolkningen bedre, end tilfældet er. Længe har kirken nemlig været stedet for lidenskabelig strid og hård debat. Også i konsensus-elskende Danmark.
Historisk har man skelnet mellem den stridende kirke og den triumferende kirke. Ecclesia militans og ecclesia triumphans, som det hed på den tids internationale sprog, latin. Den stridende kirke var de kristne her på jorden, som kæmpede mod synd og mod det onde. Mens den triumferende kirke var det himmelske fællesskab af kristne.
Sådan tænker de færreste i dag. Alligevel må man indimellem spørge: Hvad kæmper folkekirken faktisk for i dag? Hvad står striden om? Forhåbentlig ikke kun orgelmusik og kirkeinventar.
De fleste danskere er fredelige folk, men det er, som om kirken nærmest er blevet mere vag og konfliktsky end resten af befolkningen. Tilmed er det i dag, som om der ses lidt skævt til dem, der kæmper for en sag. De er så besværlige. Så ukonstruktive. I den moderne koncernkirke skal der helst kommunikeres effektivt, ensartet og løsningsorienteret. De fleste præster vil helst passe arbejdet i sognet. Og hvis biskopperne endelig meddeler sig, er det helst i samlet flok.
Fred og fordragelighed kan være sundt for mange institutioner, og folkekirken bliver heller ikke reddet af kiv og strid om arbejdsmiljø. Men for kirken er og bliver den aktuelle vaghed et besynderligt ideal. Kirken er trods alt kun i og med evangeliet og ordet. Og fordi den i kraft af ordet har et udestående med sin samtid.
Hvad vil kirken fortælle danskerne i 2020? Historisk har kirken hævdet at kunne sige noget sandt om det at være menneske. Det kan den også i dag. Hvis den vil.