Godt og vel 16 timer. Så lang tid gik der ved Folketingsvalget den 5. juni 2019, fra valglokalerne blev åbnet klokken 8 om morgen og til, at man cirka ved midnat havde optalt samtlige 3.569.521 afgivne stemmer.
At et demokrati på den måde kan være både effektivt og grundigt, burde mane til eftertanke i Kirkeministeriet. Her sidder man nu på sjette uge og har stadig ikke styr på den samlede optælling af de trods alt markant færre stemmer, der blev afgivet ved menighedsrådsvalget den 15. september.
Som beskrevet i dagens avis har den langsommelige proces nu ført til, at flere kirkeordførere har rejst sagen over for kirkeminister Joy Mogensen (S), hvilket man kun kan hilse velkomment. For ganske vist var dette års menighedsrådsvalg kendetegnet ved, at man for første gang skulle forsøge sig med valgforsamlinger, men dette har man trods alt vidst i flere år, ligesom det ikke burde være en uoverkommelig fornyelse, der i sig selv kan forklare ministeriets langsommelighed.
Der er naturligvis en verden til forskel på valget af en regering og valget af et menighedsråd. Og så alligevel ikke, for ud fra et principielt synspunkt er sagen problematisk, fordi Kirkeministeriet med sin ageren både symbolsk og praktisk udviser en ringe respekt for den demokratiske proces.
Med folkekirken har Danmark en usædvanlig konstruktion, hvor mere end 12.000 menighedsrådsmedlemmer frivilligt og ulønnet bruger ganske mange timer for at styrke og fastholde både kirkeliv og et utal af sociale tilbud og arrangementer for både yngre og ældre – et arbejde, som på samme tid er til gavn for mange, herunder også nogle af landets mest udsatte grupper, og uden tvivl sparer staten for ganske mange millioner kroner.
Det mindste, disse tusinder af frivillige burde kunne forvente, er derfor, at embedsværket påskønner betydningen af deres indsats ved at gøre sit arbejde på en måde og i et tempo, der harmonerer med opgavens relativt beskedne omfang. Og skulle langsommeligheden skyldes it-problemer, hvilket blandt andet er den officielle forklaring, er det oplagt at spørge, hvorfor man først opdager dette så sent i forløbet?
Det er ingen hemmelighed, at deltagelsen i menighedsrådsvalgene er begrænset, ligesom det mange steder kan være svært at tiltrække nye kræfter.
At det forholder sig sådan, kan dog ikke undre i lyset af, at selv den øverste myndighed for valget åbenlyst ikke finder det mere vigtigt, end at der nu er gået mere end fem uger, uden at der foreligger et samlet resultat.
I sportens verden kan man få en advarsel for nøl, hvis man forhaler spillet med alle mulige krumspring, der gør det umuligt for andre at fortsætte. Spørgsmålet er, om ikke tiden er inde til at løfte et gult kort til kirkeminister Joy Mogensen (S) for nøl i den demokratiske proces?