Mørket har meldt sin ankomst, som det gør på denne årstid. Efter at urene blev stillet en time tilbage i weekenden, er eftermiddagene mørknet, udenfor regner det, og i en uge, hvor vi skal til at lære at møde hinanden med visir, mundbind og i små sociale bobler, synes Henrik Nordbrandts sandhed om den endeløse november mere sand end nogensinde. Det bliver en lang vinter.
Men selvom mange formentlig kunne nikke genkendende til statsministerens ord om corona-tristhed på sidste uges pressemøde, er der grund til at holde fast i alt det gode og alt det, vi stadig kan. For det er meget. Danmark er på ingen måde lukket ned i samme omfang som store dele af Europa og i øvrigt heller ikke på samme måde som i foråret, hvor mange savnede bibliotekerne, turen i biografen og teaterbesøget. Hvor man ikke måtte besøge sine kære på plejehjemmene, og hvor børn måtte nøjes med at se klassekammeraterne og lærere på skærmen. Sådan er det heldigvis ikke nu. Det lader til, at der – trods alt – lukkes ned på en måde nu, som ikke kun har fokus på smittetal, men også mental og social trivsel. Tak for det.
For som det er sagt mange gange, er det ikke nok at overleve. Vi skal også leve – selv under en pandemi, som sandsynligvis vil begrænse os i længere tid, end vi bryder os om at tænke på. Det gælder børn, unge og voksne. Men bestemt også de, der har øget risiko for alvorlige sygdomsforløb med corona. Det er flere end en million danskere, da det både er ældre og mennesker med kroniske lidelser. For mange udsatte og sårbare ældre hænger livskvaliteten i høj grad sammen med, at de kan se børn og børnebørn, at de kan deltage i sociale aktiviteter, hvad enten det er i foreningslivet eller på et plejecenter, og at de kan komme i kirke, på museum eller til en koncert. Og det kan de.
Det er entydigt positivt, at myndighederne har lært af den voldsomme nedlukning i foråret, som var ganske alvorlig for navnlig de allermest sårbare. Det må aldrig komme dertil igen, hvor demente på plejehjem tror sig glemte og forladte, fordi deres allernærmeste er forment adgang. Selv i de syv kommuner, der lige nu har lukket plejehjemmene, må der i dag komme besøg fra en nær pårørende. Det er helt rigtigt, for nok skal der passes på, holdes afstand og sprittes af, men ensomhed og tab af livsmod er alvorlige trusler for de ældste, som bør imødegås med besøg og kærligt nærvær. Af dygtige medarbejdere, men først og fremmest fra ægtefælle eller børn.
Regeringen har valgt at sætte yderligere 50 millioner kroner af til at bekæmpe ensomheden under coronaen. Det kan være udmærket, så der kan etableres telefonkæder og besøgstjenester, og de, der har behovet, bliver opmærksomme på de mange muligheder, der er for fællesskab trods corona.
Men først og fremmest påhviler det dem, der har det mentale overskud, at se muligheder frem for begrænsninger og holde modet oppe hos dem, for hvem mørket synes ekstra slemt i år.