Det var bemærkelsesværdigt, at DR’s programmer med fællessang fik så store seertal i foråret. Da coronapandemien lukkede Danmark ned, sang danskerne på livet løs foran fjernsyns- og computerskærmene. Fællessangen herhjemme er heldigvis vokset i omfang i det seneste årti, men fik yderligere medvind under nedlukningen af landet. Ligesom fællessang i andre krisetider har bundet befolkningen sammen – efter krigsnederlaget i 1864, ved Genforeningen i 1920, under Besættelsen i 1940-1945 – gjorde den det også her. I løbet af få uger strøg Højskolesangbogen ind på boghandlernes bestsellerlister.
Det gør den helt sikkert også i den kommende tid. I går udgav højskolernes forlag den 19. udgave af Højskolesangbogen. Den udkom første gang i 1894 og er blevet et samlende udtryk for dansk folkelighed og åndsfællesskab. 122 sange fra den tidligere udgave er røget ud, og 151 nye sange er kommet ind. Enhver sangglad dansker vil med stor sikkerhed kunne finde sange og salmer, som vil blive savnet i den nye udgave, og de vil kunne finde sange og salmer, som de ikke forstår er kommet med i denne version.
Men der er megen fornuft i udskiftningen, og de nye sange og salmer signalerer en forsigtig modernisering af det virkelighedsbillede, som Højskolesangbogen samlet set giver og altid har givet.
Der er mere by og mindre land. Flere kvinder og færre mænd. Billedsproget i de nye sange og salmer er hentet fra en mere moderne og derfor også genkendelig hverdag og verden. Og så fylder kristendommen tilsyneladende ikke mindre.
Antallet af salmer er det samme, og Højskolesangbogens tematiske indholdsoversigt er nu tilføjet kategorien allehelgen. Der er også flere nye salmer, der kan synges til minde om de døde. Udvalget bag sangbogen har fulgt med tiden og ved, at denne kirkelige højtid har fået større betydning i de senere år.
Det har vakt opsigt, at den muslimske sangskriver og musiker Isam B nu er repræsenteret med sangen ”Ramadan i København”. Set fra kritikernes side hører den ikke hjemme her, for dansk folkelighed bygger i særlig grad på kristendom, frihed og frisind, og det står i modsætning til islam, lyder det. Men sangen er skrevet i forlængelse af den danske visetradition og rummer meget lidt muslimsk forkyndelse. Hvis den ikke bliver sunget, vil den formentlig ryge ud ved næste revision af sangbogen.
Udvalget bag Højskolesangbogen har lykkeligvis ikke ligget under for den omsiggribende krænkelseskultur, der på et tidspunkt også truede med at forgribe sig på den danske sangskat. ”Den danske sang er en ung blond pige” er fortsat med. Den blev ellers problematiseret på CBS i København, da en ikke-hvid studerende klagede over, at den blev sunget. Det udløste heftig debat, men første linje fra sidste vers pryder fortsat Højskolesangbogens forside som en sagtmodig protest: ”Så syng da Danmark, lad hjertet tale.”
Højskolesangbogen har altid været under løbende revidering og udvikling for at kunne bevare sin samlende og folkelige funktion. Omkring 100 salmer og sange har overlevet fra den første udgave til nu. De er en del af sangbogens dybe historiske åndedræt, som det formuleres i bogens forord.
Fællessang skaber samhørighed. Det vil også den nye udgave af Højskolesangbogen kunne gøre, når danskerne synger sammen om årstiderne, landskabet, sproget, historien, fællesskabet, kærligheden, Gud, sorgen, glæden – ja, livet.
Der er grund til taknemmelighed over den kulturskat, som netop Højskolesangbogen rummer.
Denne artikel er en del af Kristeligt Dagblads dækning af den nye udgave af højskolesangbogen. Du kan følge dækningen og få en mail, hver gang en ny artikel om sangbogen er klar. Klik her.