Den italienske filosof og politiske tænker Niccolo Machiavelli sagde allerede i 1500-tallet, at ”magten er til for at misbruges”.Det var et råd til magthaverne. To århundreder senere skrev den tyske filosof Immanuel Kant mere konstaterende, at ”i magtens væsen ligger også misbruget”.
I folkemunde er det i dag kogt ned til det kendte udsagn om, at ”magt korrumperer.”
Alle demokratier er bygget op om den erkendelse, og velfungerende demokratier tilstræber derfor at begrænse magthavernes magt, så den ikke kan misbruges.
Derfor var det under coronaens indledende hærgen herhjemme et brud med al politisk tradition, at regeringen fik tildelt meget udstrakte magtbeføjelser, som den kan bruge til at lede landet og samfundet så godt igennem pandemien som muligt. Folkesundheden er blevet det kodeord, der kan bruges af regeringen til at udfolde sin magt. Og netop folkesundheden har været kodeordet, der har skullet legitimere den massive aflivning af mange millioner mink og den de facto-nedlæggelse af et helt erhverv i Danmark, som nu er blevet til en ren skandale.
Ikke kun kærligheden, men også magten gør blind. Man kan ikke på anden vis forklare den massive lovovertrædelse og krænkelse af de danske minkavleres retssikkerhed, som regeringen må tage på sig.
I de to redegørelser om forløbet af minkskandalen, som myndighederne onsdag fremlagde, fremgår det klart, at der er begået store fejl i ministeriernes departementer, i styrelserne og på ministerkontorerne. Hverken departementchefer eller ministre har i tilstrækkelig grad tænkt over, om den meget vidtrækkende beslutning om at aflive alle mink i landet nu også var lovlig. Og det var den ikke.
Onsdag måtte fødevareminister Mogens Jensen (S) lade sit ministerliv. Som en anden bjergbestiger, der slipper klatretovet for ikke at trække hele holdet med i afgrunden, lod han sig ofre. Men det kan ikke være nok.
Embedsværket har svigtet i en grad, så det kan være svært at forstå. Topjurister, herunder Statsministeriets departementschef, der kom fra en tilsvarende post i Justitsministeriet, samt alle ministre har kørt på for fuld kraft. Men altså uden at sikre sig, at beskyttelsen af borgernes, herunder minkavlernes, ejendomsret blev overholdt.
En række ministre blev allerede for mange uger siden advaret om, at der ikke var lovhjemmel til at bede minkavlerne om at slagte deres dyr uden for de særlige smittezoner.
Alligevel skete det.
Embedsmændene bærer deres del af skylden for denne skandale. Men det er efter læsning af de to redegørelser om sagsforløbet svært at forstå, hvis regeringen har kunnet undgå at vide, at der ikke var et lovgrundlag for nedlukningen af hele minkbranchen. Og hvis regeringen ikke har fået det at vide – selvom det stod i papirer tilsendt ministrene – hvordan kan statsminister Mette Frederiksen (S) og de øvrige ministre så træffe en så stor beslutning, der koster det danske samfund så mange milliarder af kroner, uden at spørge, om det er lovligt?
Det mest sandsynlige svar er, at magten har forblændet regeringen. Den er steget ministrene til hovedet. Den magtfuldkommenhed, som statsministeren i stigende grad er blevet beskyldt for at fremstå med, har ramt hende som en boomerang.
Det er svært ikke at sammenligne denne skandale med andre politiske skandaler. Derfor bør der i det mindste blive gennemført en grundig og uafhængig undersøgelse af både forløb og beslutning til skræk og advarsel for fremtiden.