Det turde være indlysende, men er det langt fra i praksis. Plejehjemmene er til for de ældres skyld. Ikke for de ansattes, ikke for kommunernes og ikke for ledernes. Nej, for de svage ældre og deres pårørende, for hvem valget af plejehjem ofte er et håndklæde, der kastes i ringen. Nu kan de ikke mere. Nu må professionelle tage over, når det gælder døgnpleje af et typisk meget dement, ældre familiemedlem.
Derfor er det også helt rigtigt tænkt af Venstre, når partiet foreslår, at de pårørende skal have plads i plejehjemmenes bestyrelser. Præcis som man kender det fra eksempelvis daginstitutioner og skoler, hvor forældrene medvirker ved ansættelsessamtaler af medarbejdere og også har indflydelse på, hvem der leder stedet.
For det er vigtigt, at familiemedlemmerne får reel indflydelse på plejehjemmets måde at fungere på. Bestyrelserne skal have beføjelser til at hyre og fyre lederen. Der findes allerede borgerråd, brugerråd og ældreråd i bunkevis, og bliver bestyrelserne et sted, hvor de pårørende blot informeres om, hvad der ikke kan lade sig gøre, går den ikke. I dag sker det flere steder, at der udvises større hensyn til medarbejdernes rettigheder end de mennesker, de er ansat til at passe på. Blandt andet er det sigende, at flere ledere på plejehjem præget af grove omsorgssvigt ikke er blevet afskediget, men derimod forflyttet. I en situation med bestyrelser, hvor de pårørende har indflydelse, er det svært at forestille sig, at man vil ansætte en leder, som netop er blevet afskediget et andet sted på grund af forråelse.
Tankevækkende er det, at forslaget om pårørende i bestyrelser straks skydes ned af medarbejdernes fagforening FOA, der advarer om, at der, hvis de pårørende får reel indflydelse, vil blive truffet afgørelser på baggrund af følelser. Til det er der kun at sige, at det da er på tide. Alt for længe har for mange pårørende oplevet, at der ikke blev lyttet til deres bekymringer eller direkte utilfredshed med forholdene, og noget af det, der har været mangel på på mange plejehjem, er netop følelser. Det har knebet med forståelsen hos medarbejderne og dem, der organiserer arbejdet - herunder også politikerne i byrådene - for, at det altså handler om mennesker. Sårbare mennesker i en svær situation. Ikke opgaver, der skal lægges ind i rigide skemaer uden blik for det enkelte menneske, hendes historie og individuelle personlighed.
Sommerens debat om ældreplejen foranlediget af en dokumentarudsendelse på TV 2 har vist, at der ikke bare er tale om få brodne kar i enkelte kommuner. Overalt er det væltet frem med pårørende, der er frustrerede og ikke oplever, at deres bekymringer og klager bliver taget alvorligt.
Der er brug for en helt anden tankegang i ældreplejen, og her kan en ledelse tæt på beboere og medarbejdere, som står til direkte regnskab for de pårørende, være et skridt på vejen. Med det følger større ansvar og mindre bureaukrati. Ja, måske vil det ligefrem tiltrække flere af dem, der kan og vil arbejde med nærvær og empati.