”Vi kan sove trygt om natten, fordi brave mænd står klar til med vold at forsvare os mod dem, som vil skade os,” har en stor statsmand sagt. Han kunne blandt andet have tænkt på den funktion, efterretningstjenester varetager i frie samfund.
Det ligger i de hemmelige tjenesters natur, at deres arbejde skal være usynligt, og at deres succes består i alt det, offentligheden bliver skånet for at høre om.
Det medfører nogle dilemmaer: Den åbenhedskultur, der i stigende grad sætter dagsordenen i demokratier som det danske, kan ikke tilgodeses, hvis vi vil have funktionsduelige organisationer for kontraspionage og, som i tilfældet Forsvarets Efterretningstjeneste (FE), spionage. Ligesom det i en tidsalder, hvor langt de fleste danskere lykkeligvis ikke har haft krig inde på livet, kan være svært at skabe forståelse i offentligheden for, at fysisk magt i organiseret form – såsom et robust forsvar med dertilhørende spionvæsen – kan være selve forudsætningen for, at vi lever så fredeligt.
Vi vil gerne have de brave mænd til at passe på os. Men vi vil også gerne have lov at lægge afstand til, at de overhovedet findes.
Sådan er det mentale bagtæppe for den undersøgelse af FE, der nu er under opsejling. For naturligvis skal de brave mænd overholde loven. At de muligvis ikke har gjort det, førte i fredags til, at FE’s chef, Lars Findsen, sammen med to andre ledende medarbejdere samt en tidligere chef for FE, Thomas Ahrenkiel, blev fritaget for tjeneste.
Befolkningens samlede viden om, hvad der ligger bag mediernes hyppige brug de seneste dage af ordet ”skandale”, skyldes alene fire siders pressemeddelelse udsendt mandag af Tilsynet med Efterretningstjenesterne. Her peger tilsynets fem medlemmer – honoratiores som en landsdommer og to professorer – på alt fra, at tilsynet har fået urigtige oplysninger fra FE, til, at der ved hjælp af centrale dele af FE’s såkaldte indhentningskapaciteter kan ske ulovlig overvågning af danskere.
Når komplekset på et tidspunkt er rullet op i undersøgelsen, som forsvarsminister Trine Bramsen (S) bebudede mandag, vil den strengt juridiske bedømmelse formentlig være ligeglad med, om den ulovlige overvågning af danske statsborgere, der muligvis er sket, har rettet sig imod herboende islamisters ind- og udrejse af landet, eller om den har handlet om eksempelvis mobil- og datatrafik til og fra Slotsholmen. Den sondring vil ikke desto mindre for de fleste nok gøre en væsentlig forskel i den moralske vurdering af det skete.
Og handler anklagerne overhovedet om konkrete (ulovlige) overvågninger af danskere? Tilsynet nævner kun ”uberettiget” behandling af ”oplysninger om en ansat i tilsynet”. Eller består problemet snarere i, at FE – uden at orientere tilsynet – har etableret indhentningssystemer, der kan gøre den slags? Det ved ingen lige nu ud over en meget snæver kreds af personer, hvoraf flere altså er sendt hjem.
Sagen mudres af, at substansen i den tilsynskritik, der nu har fået sagen til at eksplodere, mere eller mindre blev fremsat allerede i tilsynets 2018-redegørelse, der kom sidste år. Også dengang gik kritikken på, at der i FE siden 2014 har fandtes et system, der kunne benyttes til ulovlig overvågning af danskere. Yderligere går nogle af forsyndelserne ifølge tilsynets pressemeddelelse helt tilbage til før, tilsynet blev oprettet i 2014.
Meget tyder derfor på, at sagen ikke mindst handler om en gennem lang tid opsparet frustration i tilsynet, hvis medlemmer helt tydeligt ikke mener, at politikerne hidtil har reageret passende på deres løftede advarselsflag. Offentligheden må indtil videre vente.