Kristeligt Dagblad mener: Tag ved lære af vaccinemangel

Værnemidler og vacciner bør betragtes som vital infrastruktur

Verden står i den største sundhedskrise, siden den spanske syge hærgede kloden for godt 100 år siden. Håbet om en normalisering afhænger derfor af en coronavaccine, hvilket desværre kan have ganske lange udsigter. Indtil da skal alle passe godt på hinanden og ikke mindst på de mest sårbare, hvilket i høj grad betyder, at der så vidt muligt skal skærmes mod andre sygdomme.

Derfor gav det god mening, da sundhedsminister Magnus Heunicke (S) tidligere på året sikrede alle ældre og særligt udsatte en gratis pneumokokvaccine som et værn mod lungebetændelse og blodforgiftning, ligesom der blev indkøbt ekstra lagre af influenzavacciner, så ældre, særligt udsatte samt ansatte i sundhedssektoren også her kunne sikres en gratis vaccine.

Desværre har selv dette ekstra indkøb vist sig at være utilstrækkeligt. Rekordmange har ønsket at blive vaccineret mod influenza, og nu er lagrene næsten tømt – og det i en grad, så Danske Regioner i går udtrykte bekymring for de mange ansatte i sundhedssektoren, som endnu ikke er vaccineret. Tilsvarende må mange praktiserende læger aflyse vaccinationer, også af ældre og udsatte personer, fordi de er løbet tør for vacciner.

I en uforudsigelig tid skal man være varsom med at kloge sig på, hvad andre burde have vidst og gjort. At det ikke var tilstrækkeligt med 1,6 millioner vacciner, hvor man normalt ”kun” køber 1 million vacciner, havde Statens Serum Institut næppe forestillet sig.

Her er spørgsmålet dog, om Danmark har gjort sig ekstra sårbar med det meget omdiskuterede salg i 2016 af en del af Statens Serum Institut til Saudi-Arabien. Statens Serum Institut har netop kapaciteten og ekspertisen til at producere vacciner, og kort efter salget bemærkede Rigsrevisionen da også i en relativt kontant kritik, at det ”burde have indgået i beslutningsgrundlaget, at markedet for vacciner var præget af få udbydere, og at der derfor ville være en risiko for, at forsyningssikkerheden blev sårbar over for private producenters strategiske overvejelser omkring prissætning og produktsammensætning”.

Det er stadig en teoretisk diskussion, men hvad sker der eksempelvis, hvis den ulmende strid mellem Frankrig og de arabiske lande vokser til en EU-krise, hvor også Danmark – som landet bag Muhammed-tegningerne – kan spille en central rolle? Kan en mulig handelskrig mellem EU og de arabiske lande eksempelvis få betydning for de saudiske ejeres opbakning til en eventuel produktion af influenzavacciner hos seruminstituttet?

Coronapandemien har tydeliggjort, at trods alle gevinsterne ved globaliseringen er de fleste nationer sig selv nærmest, når krisen for alvor rammer. Lige nu er det vaccinerne, der er mangel på, og tidligere på året var der tilsvarende akut mangel på værnemidler, blandt andet til hospitaler og plejehjem, fordi der var så stor international efterspørgsel på mundbind, visirer og håndsprit, at producenterne dels havde svært ved at følge med, dels kunne presse priserne til et hidtil uset højt niveau.

Aktuelt må regeringen og sundhedsmyndighederne arbejde på at sikre så mange influenzavacciner som muligt, da influenzasæsonen ellers kan føre til unødvendige dødsfald og svær sygdom hos især ældre og udsatte. På længere sigt bør læren af den aktuelle situation dog være, at værnemidler og vacciner skal betragtes som vital infrastruktur på linje med el og vand, hvis en pandemi skal inddæmmes. Ingen kunne forudsige, at 2020 ville blive præget af en global pandemi, men det bør kunne konstateres, at det desværre kan ske igen.