Danmark har brug for en ny epidemilov. Da coronapandemien i foråret tog hele verden på sengen, viste det sig, at den danske lov havde mere end 100 år på bagen, og i løbet af bare 22 timer blev der hastet en ny og midlertidig lov igennem, der gav regeringen vidtrækkende handlemuligheder. Det var helt på sin plads, for en ukendt sygdom, der truede både liv og sundhedsvæsen, havde ramt os. Hastelovgivningen skete med et folketing, der beviste sit værd. Partipolitik trådte i baggrunden, og samtlige partier stemte for og viste tillid til regeringen.
Men nu skal den midlertidige lov, der udløber til marts, afløses af en mere permanent løsning. Danmark skal have en ny epidemilov, og her savner man, at regeringen nu viser tillid til Folketinget, præcis som den selv i foråret blev mødt med tillid. Og her kniber det. For der lægges op til, at den til enhver tid siddende sundhedsminister på egen hånd skal kunne beslutte, om en sygdom hører til i kategorien ”samfundskritisk sygdom”, som igen udløser en række vidtgående beføjelser, som ministeren og udvalgte myndigheder kan anvende. Uden at konsultere Folketinget.
Det er imidlertid helt unødvendigt at samle så meget magt hos et enkelt menneske. Det er ekstremt vidtgående, og selvom vi i Danmark er vant til samvittighedsfulde ministre og politikere, der samarbejder, er det ikke givet, at det til evig tid vil være således. Derfor er det bekymrende at give en hvilken som helst regering så voldsomme magtbeføjelser for tid og evighed.
Jamen, kan det ikke være nødvendigt at udstyre en minister med sådanne redskaber, kan man spørge. Coronaen har om noget vist hele verden, at hver time tæller. Jo, hvis det danske folketing havde vist sig lige så trægt som nogle andre landes parlamenter. Men det har ingenlunde været tilfældet. Gang på gang i løbet af foråret trådte alle partier sammen – virtuelt – og traf beslutning på beslutning. Og gav stort råderum til regeringen og ikke mindst stats- og sundhedsministeren. Tankevækkende er det da også, at Sundhedsstyrelsen ikke har ment, at coronaudbruddet kunne godtgøre så vidtgående tiltag, og at flere lægelige selskaber allerede i juli i Kristeligt Dagblad opfordrede til at afskaffe særloven, som de kaldte unødvendig.
Folketinget er og bør altid være den øverste myndighed, og derfor må regeringens udspil til en ny epidemilov på værksted, før den kan vedtages. Som minimum bør det ikke være op til en regering selv at afgøre, hvornår en sygdom er så alvorlig, at sundhedsministeren kan sætte folkestyret ud af kraft. Det må være op til Folketingets partier at enes om under en given epidemi, hvornår epidemiloven træder i kraft, og dernæst bør der føres jævnlig parlamentarisk kontrol med den. Det kan ske ved et særligt kontroludvalg eller lignende. Det danske folkestyre har under coronakrisen vist, at når det gælder, kan det handle ekstremt hurtigt. Den nye lov skal være robust. Og forhåbentlig aldrig nogensinde komme i anvendelse.