I de tidligste morgentimer før de fleste endnu er vågnet til en ny dag, lyder der ofte stille fodtrin i en lejlighed på tredje sal på Frederiksberg i København. Det er 68-årige Annette K. Nielsen, der lister rundt deroppe. Hun er stået tidligt op for at lytte: Til sit eget åndedræt. Til sine fodtrin, der får trægulvet i det mere end 120 år gamle hjem til at knirke. Og til fuglene, der morgenfriskt kvidrer i gården, og som bedst kan høres på denne tid, før trafikken bliver tæt og overdøver dem.
Selv kalder hun sit lille ritual for deep listening. Det er som et lydligt helle for Annette K. Nielsen, før hverdagens lydkulisse for alvor tager om sig. Og det gør den. Ikke bare i form af trafikstøjen, men også i form af mennesker på gaden nedenfor samt de mange elektriske apparater i hjemmet, der bipper og båtter og beder om opmærksomhed. Som den mikroovn, der denne formiddag netop har givet lyd fra sig som signal om, at Annette K. Nielsens kaffe er varm.
Den 27. april udkom hendes nye bog "Med på en lytter" på Gads forlag, som er resultatet af to års undersøgelse af lyd i forskellig form. Lyd i samfundet, i verden, i vores boliger, mellem mennesker, dyr, under vandet og i luften. Og nu sidder hun her i køkkenet - over sin kaffe og til lyden af køleskabets brummen i baggrunden – fordi hun har indvilget i at fortælle lidt om, hvad hun har lært om støj. Og hvad det gør ved os at leve i den.
Historien om en lydhystade
Annette K. Nielsen er, foruden nu forfatter, også videnskabsjournalist og mag.art. i litteraturvidenskab. På 20. år bor hun med sin hustru, forfatter Leonora Christina Skov her i lejligheden. En lejlighed, som Annette K. Nielsen selv betegner som et "stykke salami" mellem "to lydisolerende, luftige boller."
"Frederiksberg er et af Danmarks tættest bebyggede områder, og her bor vi i en bygning med lydklasse F. Men vi er alligevel ret heldige med, at der er nogenlunde stille her. Vi har underboer, overboer og naboer, der ikke larmer synderligt meget. Ellers ville jeg nok ikke kunne bo her," siger hun.
Det var i forbindelse med en artikel, som Annette K. Nielsen skulle skrive for Weekendavisen for nogle år tilbage, at hun stødte på begrebet "lydfølsomhed", og blev klar over, at det netop var det, hun var: Særligt følsom overfor lyd. Præcis ligesom 20-40 procent af verdens øvrige befolkning i større eller mindre grad anslås at være det ifølge et finsk studie.
Når larmen stiger, vænner vi os til den, og det får os til at larme mere for at blive hørt
Første gang, hun bed mærke i, at hun reagerede mere voldsomt på lyd end de fleste var, da hun som 17-årig var taget til koncert i KB Hallen. Det var rockgruppen Santana, der skulle spille, og publikum hujede begejstret.
"Ja, altså bortset fra mig," siger hun.
Faktisk kunne hun slet ikke holde ud at stå der helt tætpakket til den øredøvende lyd af den elektriske guitar, og hun måtte bane sig vej gennem menneskemængden for at komme ud - og væk fra larmen. Hun har ikke tal på, hvor mange søvnløse nætter hun har haft på hotelværelser verden over på grund af ubestemmelige lyde. I mange år sov hun med høreværn på, af den tunge, industrielle slags vel at mærke, og tidligere kunne hun ikke gå ind i en butik, hvor der blev spillet musik, uden at stoppe de propper, hun altid bar i lommen, i ørerne.
"Jeg har så mange gange stået med et kosteskaft og banket op i loftet mod tidligere, larmende overboer, og jeg har da ind imellem følt mig hysterisk. Derfor var det også på en måde en lettelse for mig at finde ud af, at mennesker ikke opfatter lyd ens, og at det faktisk er overraskende udbredt at være særligt følsom over for larm, som jeg er," siger hun.
"Det gik så op for mig, at lyden vil mig noget – den er interesseret i mig. Så jeg tænkte, at jeg måske skulle begynde at interessere mig for den også."
En krise i lytning
De fleste tænker måske ikke synderligt over det i hverdagen, men larmen i verden er steget, siger Annette K. Nielsen.
"Også i den grad."
Hun peger på trafikstøjen som den største synder, men også lydniveauet på musik, fra fjernsyn og fra alskens elektroniske dimser er steget. Og det har konsekvenser, siger hun. For vores individuelle sundhed, for vores måde at leve sammen på og endda for naturen, miljøet og dyrelivet.
"Og hvis vi blot ser på konsekvenserne for os mennesker, så er de helt fysiske. Vi bliver simpelthen syge af støjen," siger Annette K. Nielsen. Noget forskning, som hun er dykket ned i, beskriver endda konsekvenserne af lydforurening som "det næste store samfundsproblem". Det bygger blandt andet på en EU-rapport fra 2020, der anslår, at lydforurening hvert år koster europæerne mindst én million leveår som følge af hjerte-kar-sygdomme, kræft og stressrelaterede lidelser.
"Én af hindringer for at gøre noget ved det er, at vi vænner os til larmen. Det er ligesom, når man flytter ind i et nyt hus: I begyndelsen hører man en masse nye lyde, og med tiden bliver de blot en del af lydkulissen, som man ikke længere tænker over. Det samme billede kan overføres på samfundet: Når larmen stiger, vænner vi os til den, og det får os til at larme mere for at blive hørt."
Nogle taler endda om en decideret "krise i lytning", fortæller Annette K. Nielsen. Det gælder blandt andre den internationalt anerkendte forsker Jim Macnamara, som forsker i offentlig kommunikation ved Sydney University of Technology. Han mener, at lydkrisen ikke blot gælder støj i bogstavelig forstand, såsom støjen fra biler, men også den støj, mennesker i moderne samfund konstant udsætter hinanden for. Alle vil gerne høre sig selv, men vi glemmer at lytte til hinanden.
"Det gælder, når arbejdspladser glemmer at lytte til deres medarbejdere, når politikere glemmer at lytte til deres vælgere, og når vi almindelige mennesker glemmer at lytte til hinanden. Det er altså et demokratisk problem, og på den måde er der meget at vinde, hvis vi skruer bare et tak ned," siger Annette K. Nielsen.
Hun nævner, hvordan mange under coronakrisens nedlukninger fik en smagsprøve på, hvad det kan gøre, når en større bevidsthed om lyd pludselig tvinges over hovederne – eller skulle man sige ørerne – på os.
"Den pandemiske stilhed kunne være foruroligende. Men mange oplevede den også som skøn," siger hun.
"Nu er vi ved at være tilbage ved det gamle, og der er nok ikke en nem vej til at ændre på det. Men første skridt ville være, at vi øger vores fokus på at lytte mere opmærksomt til verden omkring os."
Det akustiske fællesskab
Lofterne i Annette K. Nielsens lejlighed er for smukke til at ødelægge med lydisolerende plader, mener hun. Der er som nævnt forholdsvist stille i hjemmet, men noget generer hende alligevel: en summen, der strømmer ud af fra fjernsynet hos en naboerne i timer hver dag. Derfor har Annette K. Nielsen anskaffet sig et lille lydapparat på sit arbejdsværelse.
"Det udsender lyden af rislende vand, for er der noget, der er godt til at overdøve lyden af tale , så er det rislende vand. Så den tænder jeg, indtil det sker, at Leonora bliver irriteret over dén lyd og beder mig om at skrue ned."
Hun ler. For nej, det er ikke nemt at leve i lydlig harmoni med hinanden. Hverken i samme husstand, mellem naboer eller i bybilledet. "Skru lige lidt ned!" er en sætning sagt fra en hystades mund. Sådan kan det i hvert fald let opfattes, for det er noget tabubelagt over at være den, der tysser, oplever Annette K. Nielsen. Lyden stiger nogle decibel, når vi griner, ofte også når vi synger, ligesom det udstøder larm, når man mødes i forsamlinger og til fest over klingende glas, muntre samtaler og høj musik. Og dét faktum, at larm ofte forbindes med socialt samvær og godt humør, betyder også, at man kan virke som en lyseslukker, hvis man drister sig til at bede andre om at skrue ned.
"Jeg oplever, at der er en mangel på forståelse, men det skyldes jo en manglende opmærksomhed på, hvad lyd egentlig gør ved os," siger hun.
Det er en stigende udfordring, når stadigt flere bor tæt i byerne med nærmest kun spånpladevægge mellem deres boliger og må leve med den larm, der følger med fra livet inde på den anden side. Blandt andet derfor har hun talt med forskere fra Center for Sound Studies på institut for kommunikation og kultur på Aarhus Universitet om, hvordan man fremtidigt kan lykkes med at leve i bedre lydlig fordragelighed med hinanden.
"De foreslår det, de kalder et 'sonisk medborgerskab'. Altså at man i det hele taget skal arbejde på at gøre folk mere bevidste om, hvordan lyd fungerer, og at vi alle er en del af et akustisk fællesskab. Således kan vi forhandle om lyd. Det synes jeg er fornuftigt at tale om. For det, at de fleste på nuværende tidspunkt er så lidt vidende om - og forankrede i - det lydlige fællesskab gør også, at vi alle larmer mere og mere."
"Ej, prøv at hør, nu er den der!"
Annette K. Nielsen afbryder sig selv og springer op fra køkkenstolen for forsigtigt at åbne altandøren i køkkenet på klem. På vinduesruderne mellem køkken og altan har hun hængt runde glasbeholdere med fuglefoder, som nu har lokket en musvit til.
"Så. Nu kan vi bedre høre den. Det er hannen, tror jeg. Han er meget patruljerende," siger hun og peger begejstret op mod redekassen på altanen.
"De har en rede deroppe!"
Fuglefløjt er en såkaldt "lydlig herlighed" for Annette K. Nielsen. Så meget at hun faktisk optager lyden af fugle, når hun er på ferie, for at genhøre deres fløjten, når hun kommer hjem igen. Det er individuelt, hvad der kan betragtes som en lydlig herlighed, forklarer hun, men selv har hun fundet langt flere af dem, efter hun er blevet klogere på lyd i det hele taget.
"Det er nogle af de her lydlige herligheder, vi går glip af, når vi overdøver hinanden eller lukker os inde i vores egne lydbobler. Man kan jo eksempelvis ikke høre, hvordan skoven lyder, hvis man går igennem den med høretelefoner. Og det er en skam, for der er så meget at lære og føle ved lydene omkring os," siger hun.
På afvænning fra det industrielle høreværn
Hun kan ikke selv sige sig fri for at være faldet i den fælde. Faktisk, siger Annette K. Nielsen, har hun været decideret "afhængig" af at have lyd i ørerne. Særligt radio og podcast.
"Leonora måtte prikke til mig nærmest hver gang, hun skulle sige noget. Og hun bad mig overveje, om det var særlig sundt. Jeg oplevede faktisk at miste min egen indre stemme, fordi jeg hele tiden havde en andens stemme i ørerne, og alt, jeg tænkte, var en reaktion på noget, en anden sagde. Og jeg tror, mange har det sådan. At de bruger lyden i ørerne til at putte en form for lag mellem dem selv og verden."
Gennem de seneste to års arbejde med bogen har Annette K. Nielsen forsøgt sig med det modsatte. At fjerne det lag. Hun tog en kold tyrker, hvad angik høretelefonerne. Også høreværnet, som hun tidligere sov med, bruger hun nu kun minimalt. For hun har fået nemmere ved at være i lydene. Også dem, der kan være ubehagelige.
"Over de seneste år er jeg blevet mindre lydfølsom og til gengæld mere lydopmærksom. Jeg skærmer mig ikke længere for lyd, og jeg reagerer ikke ligeså følelsesmæssigt på det som tidligere, fordi jeg er blevet mere bevidst om at lytte opmærksomt til dem," siger hun.
Annette K. Nielsen er dermed tilbage ved den form for lytning, som hun dyrker på de tidlige morgener med fodtrin over knirkende gulvbrædder. Og som hun opfordrer andre til at øve sig på - på deres egen måde. For at blive mere bevidst om hvordan lyd forbinder os til samfundet og til naturen omkring os. Og ikke mindst til hinanden.