”Du kører med i aften,” sagde min mand forleden til mig, og jeg vægrede mig.
”Du sætter mig af nede ved Skovhuset, og så kører du videre og går en tur,” fortsatte han uden at tage notits af min modstand, træt og udmattet, som jeg var efter sygdom og indlæggelse. Ikke en alvorlig en af slagsen, men seriøs nok til at give mig en nu endnu mere fasttømret taknemmelighed over at bo i et land med et sygehusvæsen, der agerer hurtigt og kompetent og så omsorgsfuldt, at der ikke blot var vitser på vendelbomål på sygehuset i Hjørring, men også ægte øllebrød til morgenmad.
Jeg siger jer, det er den bedste øllebrød i verden. Den slår endda min egen. Og den elskede drengene.
Drengene. Det var dem, jeg kom fra. Eller rettere i første omgang deres stædige far, der næsten korporligt satte mig ind i bilen, kørte til sit møde i det røde hus ved Skovhaven, parkerede, steg ud, vinkede og sagde: ”God tur.”
Rundturen om Madum Sø har vi løbet med drengene, da vi i 20 år boede tæt på, men det var år siden, jeg havde været der. Alligevel spændte lårmusklerne af sig selv, da jeg kom til den første bakke, selvom slidgigten har udskiftet løb med gang. Kroppen huskede også svinget med de blotlagte rødder og gjorde gangen så let, at jeg ikke snublede. Inden det smalle stykke med brændenælder trak maven sig ind i alarmberedskab, og ude mellem markerne hørte jeg indeni drengene råbe.
”Du er for langsom,” drillede den ene den anden, mens de løb om kap i markvejens to spor.
De var der ikke, men de var der. Som de selv var med i en film om de unge, der under krigen tog imod briternes nedkastede våben ovre på det skrå stykke ned mod søen. Henne i skovbrynet kom jeg forbi mindestenen, som min mand har været med til at sætte op.
Jeg kan huske, vi talte om stenen, da vi gik i Grimstad i Norge for nogle år siden. Knut Hamsun var interneret på det gamle sygehus ude på Frivoldveien fra juni til september 1945, mens processen mod ham for at have været nazistvenlig foregik.
Hver dag fik han lov at gå den samme tur til postkassen ovre på den anden side af det lille næs. Hans sti over højen og dens træer var markeret, men usselt. Kun fordi vi var stædige, fandt vi den. Og gik den.
Den gentagne tur gjorde noget ved Hamsun, kan man læse i hans sidste bog, ”På gjengrodde stier”. Han skrev den som 90-årig. Jeg er 30 år yngre, men gik også den aften igen, hvor jeg har gået ofte. Da gik det op for mig, at det skete for mig, som det skete for ham. Som det sker igen og igen, når vi går: Minderne går med. Vores egne og egnens.
Som han i sin bog gik jeg ikke væk fra fortiden, men lige ind i den med åbne, omend indimellem tårevædede, øjne. Jeg bevægede mig sammen med minderne. De bevægede mig og bevægede sig. De gik med tiden, som gik, da jeg gik. De fulgtes med mig, følges med mig. Jeg kan ikke gå fra dem, lige så lidt som krigen og dens dilemmaer forsvinder på en befrielsesaften, men vi kan gå tur med dem og lære.
Vandet var ikke koldt, da jeg efter rundturen hængte tøjet på den birkegren, vi også brugte som knage dengang.
Langsomt gik jeg ud i søen for at få vasket turen, men ikke minderne, af mig. Det kan man ikke, hvad end man markerer stierne eller ej. Spørg bare Hamsun.