Christian Mørk: Vores tillid til hinanden er truet

Den bogaktuelle forfatter Christian Mørk mistede retningen i et grænseløst Hollywood og trak sig ind i sig selv. Nu øver han sig i at sige ja til aftaler, der udfordrer hans bekvemmelighed

"Jeg nyder de gode anmeldelser, men jeg håber ikke, at jeg svæver i den vildfarelse, at jeg nu er blevet mere populær eller mere vidunderlig," siger Christian Mørk, der er aktuel med sin 13. roman "Tilståelser".
"Jeg nyder de gode anmeldelser, men jeg håber ikke, at jeg svæver i den vildfarelse, at jeg nu er blevet mere populær eller mere vidunderlig," siger Christian Mørk, der er aktuel med sin 13. roman "Tilståelser". Foto: Les Kaner.

Hvad er du rundet af?

Jeg kommer fra et trygt, konservativt kunstnerhjem på Frederiksberg ved København. Mine forældre (skuespillerne Susse Wold og Erik Mørk, red.) og senere min stedfar (skuespilleren Bent Mejding, red.) passede deres arbejde og talte ikke om deres kunst uden for arbejdstiden. De sad ikke og solede sig i at være kunstnere. Det var en form for nøjsomhed, beskedenhed og professionalisme. Det har jeg med hjemmefra. Som forfatter er min opgave at skabe noget, jeg synes holder, og som udtrykker ægte følelser, og så er det op til modtagerne at bestemme, om det er kunst eller ej. At give sig selv prædikatet kunstner er forkert. Jeg nyder de gode anmeldelser, min seneste bog (“Tilståelser”, red.) har fået, men jeg håber ikke, at jeg svæver i den vildfarelse, at jeg nu er blevet mere populær eller mere vidunderlig. Det ville være en skam.

Hvad sætter du mest pris på i dit liv lige nu?

At jeg er sund og rask, bor sammen med min kæreste og er i stand til at elske det, jeg har gjort til min gerning, nemlig at skrive romaner. At det er muligt for mig at skrive bøger, jeg holder af, og at de indtil videre bliver taget godt imod. Det sidste er vigtigt, for ellers sidder man i en egoistisk osteklokke og kæler for sig selv. Jeg sætter også pris på, at Ukraine, modsat de tidlige indikationer, ikke faldt som et korthus. At der stadig er noget, der skubber tilbage i en tid, hvor vi ser en 1940-agtig kampvognsinvasion af et frit land. 

Hvad bekymrer du dig for?

Jeg bekymrer mig mest for det skred, der er sket i vores kollektive virkelighedsopfattelse. Jeg har som uddannet journalist med skam og sorg set, at informationen er blevet gennemhullet, og at halvdelen af befolkningen i mange vestlige lande ikke tror på, hvad de får at vide. De tror, de bliver snydt og bedraget af enhver regering. Det repræsentative demokrati er til forhandling, og det er det mest skræmmende, jeg har oplevet i mit liv. Vores tillid til, at vi kan stole på hinanden, er under pres som grundlæggende værdi. Det gælder heldigvis mindre i Danmark end i USA, hvor jeg har boet i mange år. Men vi skal være opmærksomme.

Hvad får dig til at falde til ro?

Lige nu sidder jeg på en beskeden bistro med min notesbog, hvor jeg skal skitsere et kapitel i min næste roman. Det bringer mig fuldstændig i ro. For arbejdet ligner sig selv, uanset hvad der foregår omkring mig. Mit arbejde er et redskab, der aldrig har skuffet mig. 

Hvad vil du gerne blive bedre til at sige nej til?

Jeg er ret god til at trække grænser og sige nej. Det er nok, fordi jeg som 28-årig kom til Los Angeles og Hollywood i USA, hvor jeg arbejdede som journalist og senere filmproducent. Det er en fuldstændig grænseløs by, og jeg lod mig selv blive splittet ad. Jeg sagde ja til alting. Hvis jeg blev bedt om at læse tre manuskripter og give referater af dem på tre timer, så gjorde jeg det. Jeg løb efter mig selv for at indfri de løfter, jeg havde afgivet. Det skabte fremgang, måske i fem år, hvor jeg eksisterede på gåpåmod og fræk selvtillid. På et tidspunkt gik det ikke længere, og jeg måtte finde ud af, hvordan jeg kunne få de rigtige proportioner i mit liv. Da besluttede jeg mig for at skrive min første roman.

Det repræsentative demokrati er til forhandling, og det er det mest skræmmende, jeg har oplevet i mit liv. 

Christian Mørk

Hvad vil du gerne blive bedre til at sige ja til?

Jeg vil gerne sige ja til ting, jeg ikke gør normalt. Jeg plejer at være afsondret i mig selv, og mit sociale liv er ofte på mine egne præmisser. Jeg inviterer selv til middag eller går kun til selskaber, som jeg kan forlade, når jeg vil. Jeg har levet et liv, der på mange måder er selvcentreret og selvkørende. Jeg var bedre til at kaste mig ud i situationer med mange mennesker, da jeg var yngre, men efter jeg brændte nallerne i Hollywood, var jeg isoleret i flere år. Tillid har meget med det at gøre. Jeg har ikke haft tillid til mange mennesker. Det har jeg nu. Men vanerne hænger ved og følelsen af, at jeg har det bedst, hvis jeg er lidt alene. Den eneste grund til, at det ikke er helt håbløst, er, at jeg altid siger ja til mine nære venner – næsten uanset hvad de foreslår. Jeg vil dog gerne sige ja til flere ting, som ikke er et ja til min egen bekvemmelighed. Det gælder også i det helt små: Jeg vil gerne sige ja til mad, jeg ikke nødvendigvis bryder mig om, gå i kvarterer, jeg ikke tidligere har sat pris på, eller møde mennesker, som ikke har gjort et godt indtryk på mig. Fordi så overgiver man sig til muligheden for, at det ender anderledes, end man troede. Og i den overgivelse ligger noget, jeg er nødt til at erkende og blive bedre til.

Hvad tror du på?

Jeg tror ikke på et traditionelt gudsbillede. Guddommelighed finder jeg ikke fra oven, men jeg oplever den i andre mennesker. Hver dag. Når jeg møder tilgivelse, hører en tilståelse, eller når folk virkelig viser sig, som de er, ser jeg det, som andre nok vil kalde det guddommelige. Men jeg kan ikke overgive det til en ovenstående autoritet. Uanset hvor kulturkristen jeg er, og hvor meget jeg har prøvet.

Hvad er den vigtigste beslutning, du har taget?

At rejse til USA som 15-årig for at gå på kostskole. Jeg fantaserede om at eksistere i lande, jeg ikke kendte, og da jeg fik mulighed for at gøre det, slog jeg til. Jeg vidste med det samme, at beslutningen var skelsættende. Det var min første indgang til at leve i en anden kultur på dens præmisser. Det er ikke noget, man skal, men det hjælper på ens perspektiv, når man bliver ældre.

Hvem vil du gerne rette en tak til?

Den afdøde tidligere rektor for Falkonergårdens Gymnasium på Frederiksberg Walter Dalland, der mødtes med mig i juleferien, da jeg forlod Sorø Akademi efter fire ulykkelige måneder og skulle finde et nyt gymnasium. Hans medmenneskelighed og tillid gjorde forskellen for mig som 16-årig. Og jeg tror, mødet med ham var afgørende for, at jeg modnede som menneske og valgte at dygtiggøre mig på universitetet. Det vil jeg aldrig glemme.