Erik Bjerager holder af at vandre. Under pandemiens nedlukninger vandrede han mere end ellers, og flere møder holdt han, mens han gik på stierne ved Furesøen ikke langt fra hjemmet i Virum nord for København. Under de ture blev også hans beslutning om at træde tilbage som Kristeligt Dagblads ansvarshavende chefredaktør og administrerende direktør modnet.
I sommeren 2020 fik avisen ny bestyrelsesformand, direktør Mogens Madsen, der tidligere havde været næstformand. Mogens Madsen og Erik Bjerager fandt en rytme, hvor de holdt møder, mens de gik ved søen. Her var der rum til at tale om fremtiden. Mogens Madsen så gerne, at Erik Bjerager, 63 år, blev i jobbet så længe som muligt, men forstod samtidig hans ønske om at skabe sig et nyt arbejdsliv.
I dag, torsdag, er der reception for Erik Bjerager og Kristeligt Dagblads nye ledelse: Den nuværende redaktionschef Jeppe Duvå tiltræder som ny ansvarshavende chefredaktør, redaktør for Liv & Sjæl-redaktionen Karin Dahl Hansen indtræder i den nye chefredaktion, og kommerciel direktør Hans-Christian Kock bliver ny administrerende direktør.
Læs mere om den nye ledelse her.
Der er gået næsten tre årtier, siden Kristeligt Dagblad sidst skiftede ud i sin øverste ledelse. Det var, da Erik Bjerager trådte ind på redaktionen i 1994 som ny ansvarshavende chefredaktør, og senere på året blev han også direktør for avisen. Dengang kunne man stadig høre den hakkende lyd af skrivemaskiner i redaktionslokalerne, men snart var skrivemaskinerne erstattet af computere. For Erik Bjerager har de knap tre årtier i spidsen for avisen været forbundet med mange overgange og fornyelser.
”Verden har oplevet en medierevolution i løbet af de år. Både medieudbuddet og måden, mennesker bruger medier på, er undergået en historisk stor omvæltning, hvis betydning kan måle sig med Gutenbergs opfindelse af trykpressen for mere end 500 år siden”, siger han.
Med sin afgang står Erik Bjerager over for en eksistentiel overgang, og hvilke tanker gør han sig i den anledning? Det er omdrejningspunktet for denne samtale i hans hjem en solbeskinnet forårsdag, hvor solsortens triller blander sig med lyden af hanens galen i naboens have. Inden han har skænket kaffen, understreger han, at han ikke er på vej på tidlig pension.
”Jeg har absolut tænkt mig at blive ved med at arbejde, men på en anden måde end i dag. Det er vemodigt at holde op som leder på Kristeligt Dagblad, for jeg har været så uendeligt glad for opgaven, og jeg kommer til at savne mine dygtige kolleger utrolig meget. Men man må også holde fast i, at en overgang som denne giver mulighed for fornyelse. Jeg har ofte tænkt, at netop fornyelse er et tilbagevende tema i kristendommen. Som det hedder i Johannes Åbenbaring: ’Se, jeg gør alting nyt!’. Det skal man også være åben over for i sit eget liv”.
Nye forpligtigelser
Den morgen i januar i år, hvor han fortalte avisens medarbejdere om sin beslutning om at stoppe, understregede han, at han havde taget beslutningen med hjernen og ikke med hjertet.
”Hvis jeg havde ladet hjertet råde, var jeg sikkert blevet på avisen, til jeg skulle bæres ud, hvis man ellers havde givet mig lov. Men når man er blevet betroet et ansvar for en virksomhed, er det også ens pligt at gøre, hvad man kan, for at virksomheden kommer godt videre. Dertil hører også at stoppe og ikke bare blive hængende, fordi man ikke kan give slip.”
Frem til den 1. juni står hans navn stadig i kolofonen, listen over avisens ledelse, men i bladhuset tager den nye ledelse nu over, mens han holder fem dages ferie med sin hustru i Firenze i Italien. Når ferien er afviklet, og overgangen skal materialisere sig, vil han være tilknyttet Kristeligt Dagblad som skribent og fungere som rådgiver for avisen.
Jeg er ikke typen, der lægger mig i hængekøjen. Der skal helst ske noget, for jeg er nok en lidt rastløs natur
”Jeg vil fortsat have et forpligtende arbejdsliv, men jeg får også frihed til at gøre andre ting. Jeg er ikke typen, der lægger mig i hængekøjen. Der skal helst ske noget, for jeg er nok en lidt rastløs natur. Derfor kan jeg også så godt lide at vandre og sejle og i det hele taget være undervejs.”
”Men man skal ville noget mere med tilværelsen end nydelsen, synes jeg. Når pensionsselskaberne skal illustrere deres brochurer, sker det ofte med fotos af et gråhåret par, der sidder på en altan og ser ud over Middelhavet, mens hvidvinen står på bordet. Hvis man tænker på den sidste del af sit liv som en tid, hvor man bare skal nyde det, tror jeg, man går glip af noget væsentligt. Jeg værdsætter bestemt vin og smukke udsigter, men der skal også være et andet spor i ens liv. Efter min opfattelse handler det spor om, at man skal forsøge at gøre gavn. Noget af det bedste, man kan gøre, er at være andre mennesker til gavn.”
”Vi lever ikke bare for os selv, og et grundvilkår ved at være et kristent menneske er, at man må lægge sit liv i Guds hænder og være åben for, hvor det fører hen."
Erik Bjerager har flere bestyrelsesposter blandt andet som formand for Fonden Den Hageske Stiftelse - en privat erhvervsdrivende fond, som deler legater ud til psykisk syge, og han er næstformand for kunstmuseet Nivaagaards Malerisamling. Han trives i en blanding af noget kommercielt og ideelt og har i denne uge fået endnu en bestyrelsespost i den norsk-svensk medievirksomhed Mentor Medier.
Store skibe sejlede forbi
Erik Bjerager har altid været optaget af, hvad kristendommen har at sige. I sine yngre år havde han sin faste gang i Helligåndskirken i det indre København. I kirken lærte han teolog Niels Jørgen Cappelørn at kende, som fra 1991 til 1993 var formand for Kristeligt Dagblads bestyrelse. En dag spurgte han Erik Bjerager, der havde et attraktivt job som udlandsredaktør på Børsens Nyhedsmagasin, om han måtte give hans telefonnummer videre til seminarierektor Henning Fogde, der kort forinden havde efterfulgt Niels Jørgen Cappelørn som formand for avisen. Det måtte han godt, og det endte med ansættelsen, som blev noget længere, end Erik Bjerager dengang forestillede sig.
”Jeg tænkte, at jeg kun skulle være på avisen i få år. Men sådan blev det heldigvis ikke.”
Han kom til at skille sig ud i sin branche, nationalt og internationalt, ved at beklæde sin stilling i årtier i en medieverden præget af mange skift. Han har også markeret sig ved at stå i spidsen for en avis i konstant vækst i en tid med aviskrise. Det blev formuleret således i det festskrift, som blev udgivet ved hans 60-års fødselsdag i 2018:
”Han har som næsten ingen andre formået at vise, at man trods modgang stadig kan udkomme som avis. Og løbende endda øge sit oplag.”
Og jo; der har været jobtilbud, men han lod de andre skibe sejle forbi.
På det seneste har Erik Bjerager brugt en del tid på at rydde op på hjørnekontoret på Vimmelskaftet i det indre København. Nok vil han stadig have opgaver for avisen, og læserne vil kunne møde hans navn i spalterne, men han skal ikke længere have kontor på redaktionen. Selvom han har lagt vægt på løbende at rydde op, har han samlet en del i skabe og hængemapper. Her er taler holdt til medarbejdere, udklip med idéer, mapper med foredrag og gamle reklamekampagner, hvor han ser et noget yngre jeg i øjnene.
”Det repræsenterer alt sammen minder om fortidens dage, og jeg synes ikke, at det er nemt at smide ud. Men jeg synes, man skal være nøgtern og mere optaget af at se frem end at se tilbage.”
De vigtigste arbejdsgivere
Fredag den 1. oktober sidste år fejrede Kristeligt Dagblad sit 125-års jubilæum på Glyptoteket i København. Erik Bjerager holdt tale for 200 indbudte gæster i Festsalen, der er bygget som en antik søjlegård. Talen viede han til grundsøjlen i sit virke: Læserne.
”Læserne er vores vigtigste arbejdsgiver, de forventer, at vi gør vores bedste. At vi holder kursen og niveauet.”
Da han meddelte, at han ville træde tilbage, modtog han omkring 100 mails først og fremmest fra læsere. Her var både venlige, kærlige og taknemmelige hilsner. En skrev:
”Jeg tror, at Kristeligt Dagblad i det seneste kvarte århundrede har været med til at påvirke det danske samfund meget positivt, og det har været medvirkende til den opløftende udvikling, hvor tro ikke længere er tabu eller forbundet med noget ynkeligt.”
Det har været en berigelse at arbejde sammen på avisen om noget, der er større end os selv
Den slags hilsner har Erik Bjerager været utrolig glad for.
”På Kristeligt Dagblad har vi valgt at satse på journalistik om livet og den menneskelige eksistens som genre. Vi har forsøgt at hjælpe mennesker til at forstå deres eget liv bedre. Det har været en berigelse at arbejde sammen på avisen om noget, der er større end os selv. Tænk at gå på arbejde og kunne tage fat i de store livsspørgsmål samtidig med, at man prøver at forstå verdens udvikling.”
For Erik Bjerager er det vigtigt, at journalistik kombineres med en vis idealisme.
”Uden idealisme bliver journalistikken sjælløs.”
Han rejser sig fra sofaen. Der er noget, han vil vise. Lidt efter er han tilbage med en stor, forsølvet skål. I skålen står der ”Sic nos non nobis.” På dansk betyder det ”Således arbejder vi, men ikke for os selv". Skålen fulgte med Den Store Publicistpris, som Den Danske Publicistklub for fire år siden tildelte Erik Bjerager. Mottoet i bunden af skålen understreger idealismen i publicismen.
Ved uddelingen af prisen blev det understreget, at det er en kvalitet at kunne lede en avis igennem så mange år, som Erik Bjerager har gjort. Hans kollega Wolfgang Krach, chefredaktør på Süddeutsche Zeitung, har også fremhævet, at det er bemærkelsesværdigt, hvordan Erik Bjerager efter mere end et kvart århundrede har bevaret lidenskaben i sit arbejde.
Spørger man Erik Bjerager, hvordan han har gjort det, peger han blandt andet på inspirationen fra sit internationale engagement i den globale organisation for chefredaktører, World Editors Forum (WEF). Forleden var han til sit sidste bestyrelsesmøde i organisationen, hvor han i mere end to årtier har været Danmarks repræsentant. I fire år var han præsident for den internationale organisation.
”Her har jeg fået et andet aspekt ind over mit arbejdsliv. Organisationen kæmper for pressefriheden i verden og arbejder for at højne journalistisk kvalitet. Mange af de idéer jeg har fået til Kristeligt Dagblad, har jeg fået gennem det internationale arbejde, som samtidig har givet mig en oplevelse af, at vinduet til verden var slået op.”
Hjemmebasen
Den arbejdsopgave, han sagde ja til, da han som 35-årig kom til Kristeligt Dagblad, viste sig hurtigt at være en del vanskeligere end ventet. I 1994 forlod daværende direktør og chefredaktør Gunnar Rytgaard (1932-2013) avisen, og Erik Bjerager fik det samlede ledelsesansvar for en avis tæt på konkurs. Der var behov for ny kapital samtidig med, at der var brug for at højne det journalistiske niveau.
Læserne blev opfordret til at støtte avisen ved at købe aktier, og knap 3000 gjorde det. Selvom økonomien efter aktieudvidelsen grundlæggende var sund, har han været optaget af, at avisens økonomiske grundlag fortsat skulle styrkes. Han blev mindet om det forleden under oprydningen på hjørnekontoret, da han i arkiverne fandt en korrespondance med nu afdøde skibsreder Mærsk Mc-Kinney Møller.
”Mærsk Mc-Kinney Møller var sympatisk indstillet over for avisen, som han læste, og jeg prøvede at få ham til at finansiere et nyt mediehus til Kristeligt Dagblad. Jeg blev inviteret til kaffe, hvor jeg forelagde ham idéen. Han endte med at sige nej, men jeg var ham taknemmelig for, at han overvejede forslaget.”
Lyt til en podcast fra 2021 med Erik Bjerager om Kristeligt Dagblads største op- og nedture her.
Når Erik Bjerager taler om kampen for at sikre avisen, kommer han til at tænke på et spørgsmål, Niels Jørgen Cappelørn stillede ham, inden han i sin tid takkede ja til at blive chefredaktør. Niels Jørgen Cappelørn ville vide, om Erik Bjerager havde en solid hjemmebase. Det spørgsmål måtte den unge og ugifte Bjerager svare nej til.
”Jeg har siden tænkt på, at det var et rigtig godt spørgsmål. At klare den opgave, som blev min, kræver et godt ægteskab og en god familie. Det har jeg været så heldig at få sidenhen.”
I mandags var Erik Bjerager i audiens hos Dronningen på Christiansborg Slot i København. Her takkede han for ridderkorset, som han blev hædret med tidligere på foråret. Egentlig synes han, at ægtefællen gennem snart 26 år, journalist Anna-Lise Bjerager, havde fortjent ordenen mere end ham. Hustruen kalder han sin bedste ven. Hun var journalist på avisen, da de blev gift. Som chefredaktørens ægtefælle kunne hun ikke fortsætte i jobbet, men hun bevarede sit engagement i avisen.
”Vi har talt meget om journalistik og haft et fællesskab omkring Kristeligt Dagblad, som har været forudsætningen for, at det hele har kunnet lade sig gøre.”
Ny frihed
Den overgang, Erik Bjerager står over for, har han tænkt på i flere år. Selvom arbejdet har været forbundet med stor glæde, har han vidst, at han ville stoppe, mens han havde overskud til et nyt kapitel i sit arbejdsliv. Det nye kapitel skulle rumme større frihed, end lederjobbet har tilladt.
En af de ting, der sker, når man bliver leder, er, at man ikke længere helt bestemmer over sin egen tid. Det skal man være indstillet på, og det kan give rigtig god mening. Men i længden er det belastende
Han synes, han med årene har fået en sundere balance i sit liv, hvor der også har været tid til familie, venner, lidt sport, læsning, koncerter og museumsbesøg. Men i begyndelsen var han meget fokuseret på at få projekt Kristeligt Dagblad til at lykkes. Forleden mindede hustruen ham om, hvordan han var bekymret, da de med deres to små børn i 1999 besluttede at flytte fra en lejlighed i det indre København til hus og have i Virum. Han havde set en fordel i at bo tæt på sit arbejde, for når familien havde spist aftensmad, og børnene var puttet, kunne han gå tilbage på redaktionen i det indre København og fortsætte sin arbejdsdag. Det kunne han ikke længere, når familien skulle bo langt fra redaktionen. Men nærmest samtidig med flytningen til Virum vandt e-mailen frem. Arbejdet har fyldt mange aftener og også weekender, og i en årrække fyldte det alt for meget.
”Jeg glæder mig til at få mere frihed. En af de ting, der sker, når man bliver leder, er, at man ikke længere helt bestemmer over sin egen tid. Det skal man være indstillet på, og det kan give rigtig god mening. Men i længden er det belastende. Jeg er overbevist om, at den nye ledelse på Kristeligt Dagblad kan lægge mere energi i arbejdet, end jeg efterhånden synes, jeg kan, for det er helt nødvendigt med energi og engagement. Jeg ønsker dem alverdens held og lykke med opgaven.”
Erik Bjeragers liv med Kristeligt Dagblad begyndte i Helligåndskirken i det indre København. Eftermiddagens reception for inviterede gæster er henlagt til Helligåndshuset, der hører til blandt de ældste bygninger i hovedstaden. Minder om levede liv taler i den hvidkalkede sal fra epitafier (mindetavler) og gravsten i gulvet. Hvad vil han selv gerne huskes for?
”Jeg vil egentlig bare gerne huskes for, at jeg gjorde mig umage.”
Denne artikel er skrevet af politisk redaktør Henrik Hoffmann-Hansen og Liv & Sjæl-journalist Else Marie Nygaard. Begge var ansat på Kristeligt Dagblad, da Erik Bjerager kom til avisen i marts 1994.