Hvornår stod du sidst i et etisk dilemma?
Det har jeg gjort i forbindelse med krigen i Ukraine. I mine tidligere analyser har jeg været optaget af at vise, hvordan de vestlige lande bærer et stort ansvar for at skabe usikkerhed i Europa ved at opføre sig arrogant og naivt over for Rusland efter den kolde krigs ophør. Det gjaldt især i 1990’erne, hvor man var forblændet af, at det var Vesten, der havde vundet den kolde krig og derfor havde sandheden, og hvor man kunne høre kommentarer som: ”Rusland er bare en benzintank med atomvåben”. Rent sikkerhedspolitisk burde man fra Vestens side i stedet have inkluderet Rusland i den europæiske og internationale orden.
Men det var alt sammen før den 24. februar i år. Nu står vi et andet sted: Rusland har invaderet Ukraine og fører angrebskrig mod en selvstændig stat. Så jeg har måttet gøre op med mig selv, om jeg skulle blive ved med at holde fast i de analyser og hævde deres relevans, eller om verden ser anderledes ud i dag. Og jeg er endt med at mene, at de gamle analyser ikke er relevante i dag, men måske bliver det igen senere, når en ny sikkerhedsorden skal opbygges. Lige nu kan jeg ikke se andre muligheder, end at vi må sende våben og støtte Ukraine på alle mulige måder i deres kamp mod Rusland.
Hvad er den største etiske udfordring, du selv har mødt?
Uden tvivl min skilsmisse for få år siden. Men jeg synes, det er for privat til at blive udbasuneret her. Så af hensyn til min familie vil jeg pege på en anden udfordring, som også har fyldt meget i mit liv i de seneste år.
I 2019 blev jeg beskyldt for at være gennem-racistisk i min forskning. To yngre, kvindelige forskere fra USA og England publicerede en hel artikel i et toptidsskrift med pointen, at mine internationale sikkerhedsteorier var designet til at opretholde hvidt overherredømme. Jeg var fuldstændig chokeret og i vildrede over, hvordan jeg skulle håndtere deres anklager, som i mine øjne var totalt uvederhæftige og uansvarlige. Jeg lå søvnløs i mange nætter – ja, det gør jeg faktisk stadig på grund af den sag. Skulle jeg anlægge injuriesag, melde dem for videnskabelig uredelighed? Den slags kommer der sjældent noget godt ud af, men artiklen var umiddelbart et hit og blev downloadet af tusinder.
Jeg endte med at skrive et svar på anklagerne, for jeg kunne ikke acceptere, at deres påstande stod uimodsagt, og at tidsskriftet ikke havde givet mig mulighed for at svare på de voldsomme anklager og forløjede gengivelser af mine tekster. Svaret blev lidt håndfast, og det fik over tusinde forskere til at skrive under på støtte – ikke til mig, men til de to, der havde anklaget mig for racisme. Jeg mødte massiv etisk fordømmelse og blev endda beskyldt for med mit svar at have begået ”bogstavelig vold” mod de to forskere.
Fordømmelsen af mig gik især på, at en gammel, hvid, mandlig, berømt forsker har så meget magt, at han skal udøve den varsomt. Men den magtanalyse undervurderer, hvordan yngre forskere i disciplinens kernelande USA og Storbritannien rider på tidsåndens bølgetop, endda med et magtfuldt tidsskrifts opbakning. Og den mangler blik for de efterfølgende flokdynamikker, hvor folk har travlt med moralsk gloriepudseri. I dag tænker jeg stadig over, hvad der mon havde været det rigtige for mig at gøre i situationen. Men jeg tror, at uanset hvad jeg havde gjort, så var det sikkert også forkert.
Hvad er tidens største etiske dilemma?
Den helt fundamentale globale ulighed. At mennesker lever med så forskellige livsmuligheder alt efter, hvor de er født. Det behøver ikke nødvendigvis at handle om økonomisk ulighed, det kan også være forskelle på omfanget af vold eller korruption i det land, man lever i.
Men det er lidt som om, vi lever i en fortrængning af, hvor lidt verden er rimelig eller retfærdig – fordi det virker så uendeligt svært at gøre noget ved. Meget af det, vi er utilfredse med eller brokker os over her i Danmark, er jo forhold, man i andre lande slet ikke har mulighed for at drømme om endsige brokke sig over. For de fleste mennesker i det meste af verden er det sådan, at mange af vores etiske dilemmaer slet ikke findes.
Hvilke etiske principper tilstræber du selv at handle efter?
At være varsom med principper. Principper bliver ofte til selvbedrag, især de etiske! Inden for mit fagområde, international sikkerhed, ser man ofte, at de lande, der er mest optaget af at følge klare principper, er dem, der nyder fordel af den herskende orden – tænk for eksempel på fredsaftalen efter Første Verdenskrig eller på de klimaregnskab, der laves og tæller nu, og som dermed freder i-landes historiske vækst.
Principper får os til at tro, at vi handler ud fra en større objektiv retfærdighed, som sjovt nok er i lige netop vores interesse. Men også i det civile liv kan principper komme til at stå i vejen. Tænk på en nabostrid, hvor man nemt kommer til at stå stejlt over for hinanden og holde på hvert sit princip, men hvor løsningen måske nærmere findes via dialog og lydhørhed. Jeg har derfor den holdning, at etiske løsninger skal findes i det konkrete, og at de hellere skal være intuitive end forudbestemte.
Hvornår er du gået på kompromis med dine egne etiske principper?
Jeg er evindelig tidsoptimist og let at begejstre, så jeg kommer tit til at tage for mange opgaver på mig og love for meget. Det betyder så, at jeg nogle gange kommer til at svigte folk, og det har jeg det meget dårligt med. For det er jo uansvarligt at lade folk tro, de kan regne med mig – og det kan de så ikke. Præcis som da du ringede i dag til den aftalte tid for at lave interviewet med mig. Og så havde jeg glemt det og måtte bede dig ringe lidt senere.