Her finder ældre mænd det, de har mistet: et fællesskab

Mange mænd taber mening og identitet, når de går på pension. I en klub i Gentofte nord for København har de fundet en modgift – og den spreder sig hastigt til resten af landet

Ugentligt mødes medlemmerne i Hemingway Club skulder ved skulder til foredrag og arrangementer. Altid med kaffekanden og et shotglas med en lille bitter serveret ved bordet. Erik Herløv Jørgensen er én af medlemmerne, der her ses midtfor.
Ugentligt mødes medlemmerne i Hemingway Club skulder ved skulder til foredrag og arrangementer. Altid med kaffekanden og et shotglas med en lille bitter serveret ved bordet. Erik Herløv Jørgensen er én af medlemmerne, der her ses midtfor. . Foto: Ritzau Scanpix/Emil Helms.

Flasken med Gammel Dansk går fra hånd til hånd.

Klokken er 9 om morgenen, og officielt er der stadig tre kvarter til dagens møde i mandeklubben, men en klynge af herrer i alderen 70 til 80 har kastet sig over ritualerne. De skænker spiritus og kaffe og diskuterer lystigt for enden af et langbord. 

Kristen Kirkebæk hælder en skarp op i et shotglas af plastic og læner sig frem i stolen, så hårkammen, der hviler i hans skjortelomme, strejfer bordkanten.

“Vi kommer for det sociale. Man kan snakke om alt muligt her. For eksempel har vi lige haft en snak med den her dejlige fyr … ”

Han dasker sin sidemakker, Carl Hartmann, på ryggen.

“ … fordi han har købt en elcykel. Han har fået på hattepulden, og vi har fortalt ham alt, hvad han har gjort forkert.”

Mændene gnægger om bordet, mens Carl Hartmann ryster på hovedet.

Kristen Kirkebæk bryster sig af, at han var med fra første fløjt i klubben, der er opkaldt efter den amerikanske forfatter Ernest Hemingway - et fællesskab med ugentlige foredrag og aktiviteter for mænd over 60 år. Faktisk holdt han det allerførste foredrag i klubben, proklamerer han. Om flyvning. Imens ryster hans venner på hovedet og siger, at det har de glemt.

Det var her i Byens Hus i Gentofte, at Hemingway-klubben blev til for nu otte år siden. Siden er fællesskabet vokset og vokset og har spredt sig til resten af landet. I dag er der 31 klubber, og syv nye er på vej, fra Bornholm til Langeland. 

De er åbne for alle mænd over 60. Uanset om de har været topembedsmænd eller postbude, sømænd eller generaler. For mændene har noget til fælles: en hunger efter at være sammen med andre.

Ritualer er en fasttømret del af det at være medlem af Hemingway Club. Man skåler i Gammel Dansk, synger fællessang og spiser ostemadder - hver gang. Og hvis mobilen ringer, skal man hoste op med en flaske Gammel Dansk til næste møde.
Ritualer er en fasttømret del af det at være medlem af Hemingway Club. Man skåler i Gammel Dansk, synger fællessang og spiser ostemadder - hver gang. Og hvis mobilen ringer, skal man hoste op med en flaske Gammel Dansk til næste møde. Foto: Ritzau Scanpix/Emil Helms

Fem mænd stormede ud af salen

Hemingway-klubberne opfylder på den måde sin oprindelige målsætning. Mandefællesskabet fik en bevilling fra Socialministeriet for at forebygge ensomhed blandt ældre mænd. Der var bare en detalje: Mændene brød sig ikke om at blive kaldt ensomme. Slet ikke.

“Det vil man sgu ikke være. Man vil ikke være ensom. Det er en slags tabu,“ siger Mogens Røstbjærg, der var med til at starte klubben i Gentofte for otte år siden.

På et af de første møder fortalte han de nyslåede medlemmer, at klubbens mål var at trække ensomme mænd ud af deres ensomhed. Resultatet? 5 af de 20 fremmødte herrer rejste sig og forlod salen.

Siden er der gået otte år, og Mogens Røstbjærg har ikke nævnt ensomhed en eneste gang siden.

Kristen Kirkebæk var også med dengang.

“Der var ingen af os, der følte, at vi hørte til i en klub for ensomme og ressourcesvage. Vi kom, fordi det var en mandeklub, der hed Hemingway.”

Hvad var det ved navnet, der tiltalte dig?

“Det emmer jo af damer og …” Han løfter flasken med Gammel Dansk og kigger skælmsk på den.

Det siger en del om den generation af mænd, at fortæller man dem, at de skal dukke op til et arrangement for at blive sunde eller mindre ensomme, kommer ingen. Men opkalder man et tilbud efter det maskuline forfatterikon Hemingway og lokker med foredrag, udflugter og Gammel Dansk, vokser ventelisterne sig lange. Det mener Svend Aage Madsen, der er forskningsleder på Rigshospitalet og har beskæftiget sig med mænds sundhed i årtier.

Han ser det i tallene: I Den Nationale Sundhedsprofil 2021, som Sundhedsstyrelsen, Statens Institut for Folkesundhed og de fem regioner står bag, svarer kun 6,7 procent af mænd over 75 år, at de ofte er alene, selvom de har lyst til at være sammen med andre. Tallet er 12,9 procent for kvinder i samme aldersgruppe. Men flere mænd end kvinder over 75 år har sjældent eller aldrig kontakt med venner (15,2 procent). Og næsten dobbelt så mange har aldrig eller næsten aldrig nogen at tale med, hvis de har problemer eller brug for støtte. Forklaringen er indlysende, siger Svend Aage Madsen. 

“Det er en vigtig pointe for mange mænd. ‘Jeg vil ikke komme, fordi jeg har et problem. Jeg kommer, fordi jeg gerne vil noget,’” siger Svend Aage Madsen.

“Mænd har været vant til at skubbe bekymringer til side gennem hele deres liv. I deres arbejdsliv har de skullet løse opgaver uden at tage hensyn til, hvad de føler, og hvordan de har det.”

Alene på den lukkede villavej

Klubberne påstår altså ikke, at de løser et problem. Netop derfor lykkes de med det.

Bare spørg Erik Tingsøe, en 77-årig mand, der har bevaret hårets brune farve og sågar løb et maraton (“det allersidste!”) for to år siden. Han følte pensionen som en dukkert.

Da han forlod det ministerium, han arbejdede i, var det ikke frihed, der mødte ham, det var tomhed. Han fandt sig selv på den lukkede villavej, han havde boet på i 30 år, med en helt ny følelse i kroppen: Kedsomhed.

“Jeg sad der og kiggede ud af vinduet, og der skete ingenting,“ siger Erik Tingsøe.

“Jeg kan huske, at jeg savnede arbejdet. Jeg havde ikke nogen specielle interesser. Så skulle jeg til at finde på noget. Det tog mig mellem et halvt år og et år at vænne mig til at være alene hele dagen.”

Erik Tingsøe (stående) og Bjarne Winther er mangeårige medlemmer af klubben. Under corona begyndte de også at gå ture i Dyrehaven nord for København. 
“Vi går fire-fem kilometer, og så snakker man lidt med den ene og lidt med den anden. Om løst og fast,” siger Bjarne Winther.
Erik Tingsøe (stående) og Bjarne Winther er mangeårige medlemmer af klubben. Under corona begyndte de også at gå ture i Dyrehaven nord for København.
“Vi går fire-fem kilometer, og så snakker man lidt med den ene og lidt med den anden. Om løst og fast,” siger Bjarne Winther. Foto: Ritzau Scanpix/Emil Helms

Tror du, at mænd har svært ved at tale om de følelser?

“Der var jo ingen at tale med!”

Fællesskaberne gav ham gnisten tilbage. Først meldte han sig ind i en løbeklub, så i Hemingway-klubben, og siden er der kommet en række udbrydergrupper fra fællesskabet til. Der er en madlavningsgruppe. En gymnastikgruppe. Og hver torsdag går klyngen af herrer – Erik Tingsøe, Kristen Kirkebæk og de andre – tur i Dyrehaven. Altid bevæbnet med ostemadder og en flaske Gammel Dansk.

“Undtagen i weekenden er jeg sammen med nogle hver dag. Så tomrummet efter arbejdslivet er blevet fyldt med de her dejlige fyre,” siger Erik Tingsøe og smiler.

De fleste af medlemmerne i Hemingway-klubben er ikke ensomme, siger Mogens Røstbjærg. For mange er møderne et ekstra krydderi i en pensionisttilværelse med ferier og hobbyer og et rigt samliv med ægtefællen. 

Men for nogle – og særligt de enlige mænd – er fællesskabet det, der giver kulør til en ellers monokrom hverdag. 

“Når man pludselig bliver alene som pensionist, sker der ikke så meget. Rullegardinet bliver trukket ned! Jeg havde et ønske om, at der bare skulle ske en lille smule,” siger Kristen Kirkebæk.

“Det er vigtigt, at man ved, hvad man skal lave om onsdagen. Der kommer både en torsdag, en fredag, en lørdag og en søndag, hvor man nogle gange ikke ved, hvad der skal ske. Det er der, den ligger for mig.”

En sømand har sin enegang

Mogens Røstbjærg afbryder samtalen, da han ringer med en kobjælde og beder forsamlingen skåle i Gammel Dansk. 

Et andet medlem, Claus Valentiner, takker først nej til en skarp, men efter vedholdende pres fra sidemanden, tager han imod flasken og hælder væsken op til kanten af shotglasset. 

“Ok! Så giv mig en! Så tager jeg den som medicin. Nu hvor du sidder og skælder mig ud.”

De cirka 70 mænd i lokalet synger ugens sang, “En sømand har sin enegang” af forfatteren Johannes V. Jensen, som de fleste lader til at kende og elske.

Nok ser mændene ikke sig selv som ensomme. Men som sømanden har de det med at gå enegang, når arbejdslivet er slut, fortæller flere af medlemmerne.

Som Carl Hartmann, ham med elcyklen, siger:

“Det er ikke sådan, at du fortsætter med at se alle dine gamle kolleger, når du stopper med at arbejde. Ude af øje, ude af sind.”

Det er risikoen?

“Nej, sådan er det,” svarer Carl Hartmann.

“Sådan er det,” gentager Kristen Kirkebæk.

“Det sociale netværk forsvinder bare, når du kommer ud af erhvervslivet. Væk!”

Han pifter og svinger begge arme ud til siden for at vise, at jorden forsvinder under ham.

Bjarne Winther, der sidder over for dem i en mangefarvet skjorte med korte ærmer, byder ind:

“Det er måske en mandeting. Der er jo mange piger, der har klubber sammen efterfølgende, min kone har da for eksempel.” 

“Min kone har også. De snakker da også så …” siger Carl Hartmann.

“Det er der så også nogle mænd, der gør,” siger Bjarne Winther og kigger anklagende rundt i klyngen. Alle ler. 

Mogens Røstbjærg var med til at starte Hemingway Club for otte år siden. “De fleste medlemmer er ikke ensomme,” siger han, “men klubben giver dem noget ekstra i hverdagen. Og så er der nogle, der ikke ville have ret meget andet i ugens løb, hvis de ikke var her.”
Mogens Røstbjærg var med til at starte Hemingway Club for otte år siden. “De fleste medlemmer er ikke ensomme,” siger han, “men klubben giver dem noget ekstra i hverdagen. Og så er der nogle, der ikke ville have ret meget andet i ugens løb, hvis de ikke var her.” Foto: Ritzau Scanpix/Emil Helms

Et hul i foreningslivet

De har en pointe. Mænd er generelt dårligere til at forberede sig på pensionen end kvinder, siger David Vincent Nielsen, der er ensomhedskonsulent i Ældre Sagen. De opbygger færre nære relationer, der kan overleve uden for arbejdspladsen, og mange forsømmer at engagere sig i foreningslivet på forhånd.

“Når de så holder op med at arbejde, mister de både identitet og deres sociale netværk. Og i sidste ende mening i tilværelsen,” siger han.

Måske skyldes det, at foreningslivet mangler tilbud til mænd. I hvert fald en bestemt type af mænd. Dem, der med David Vincent Nielsens ord, foretrækker at mødes skulder ved skulder og ikke ansigt til ansigt.

Akkurat som de sidder ved Hemingway-klubbens langborde, hvor de lytter til foredrag og stiller spørgsmål på stribe, men også vender stort og småt i pauserne. Og ser hinanden i øjnene.

“Mange mænd vil hellere mødes om en aktivitet. De har lettere ved at snakke om svære emner, hvis de står ved en drejebænk eller ved rælingen af en lystfiskerkutter, end hvis de sidder ved et kaffebord,” siger David Vincent Nielsen.

Når Hemingway-klubberne har hvervet medlemmer på stribe, skyldes det, at de har fundet et hul i foreningslivet. Et sted, hvor mænd kan holde det sociale liv i kog uden at svælge i egen sårbarhed – og uden at tage det initiativ, som deres ægtefæller ofte har stået for.

“I de fleste parforhold har kvinden har taget sig af invitationer til barnedåb, konfirmationer og fødselsdage. Mange mænd, der bliver skilt, har ikke engang telefonnumre på andre i familien,” siger Svend Aage Madsen, forskningsleder på Rigshospitalet. 

“Det er det gode ved Hemingway-klubberne. Det er et konkret tilbud, som mændene ikke selv skal konstruere. Der er åbent en gang om ugen, og du kan bare komme. Det er meget nemmere, end at man selv skal skabe det.”

Den mest eksklusive klub af dem alle

Ifølge Svend Aage Madsen har mange ældre mænd defineret sig ud fra noget, de har mistet: deres arbejde. Det gælder ikke mindst i Gentofte-klubberne, hvor flere medlemmer har prestigefulde karrierer bag sig. 

I en pause beskriver Kristen Kirkebæk klubben "som den mest eksklusive af dem alle sammen". Han svinger pegefingeren i takt med stavelserne og fører den hen på en mand ved navn Henning.

“Hvis du tager en samtale med Henning om, hvad han har lavet i sit liv … bare dét er specielt.”

Henning smiler ydmygt. Kristen Kirkebæk sænker stemmen en smule, holder pegefingeren i ro.

“Selvom størstedelen af os har været oppe i toppen, så er vi jo det ikke længere. Vi er sunket ned i systemet for fanden. Vi befinder os i den sidste fase. Det er fordoms glans, vi lever lidt af.”

Mange mænd mærker et tab af status, når de trækker sig tilbage fra arbejdsmarkedet, siger Svend Aage Madsen fra Rigshospitalet. Han kender det fra sin egen omgangskreds, hvor flere er gået på pension.

“De kan sommetider føle sig lidt flove over, at de ikke længere har noget at byde ind med fra verdens pulserende liv. Det er meget forståeligt. Når man har identificeret sin person med et arbejde, så bliver det et fald af en slags.”

Et medlem ved navn Stig Boisen siger det uden omsvøb: “Mænd må ikke gå på pension. Så dør de.”

Hvad mener du?

“De mister meningen med livet, kontakten til det sociale. Jeg tror, det er det vigtige ved vores netværk, at vi holder det ved lige. Du får vendt situationer i dit liv, hvad der sker politisk, og du kommer af med nogle ting, som du plejede at komme af med på jobbet. Det er utroligt sundt, og man kan mærke, at folk liver op.”

Eller som Kristen Kirkebæk formulerer det:

“De her fællesskaber giver jo det, der er forsvundet. Vi kan genetablere noget af vores sociale netværk. Hvis vi ikke gjorde det, ville vil gå til grunde.”

Efter ugens foredrag, leveret af Danske Rederier, ligner han ikke en mand, der er ved at gå til grunde. Snarere en mand med en mission. Han står i døren og tripper utålmodigt.

“Nu skal vi på Sankt Peder! Ved du, hvad det er? Det er den mest berømte bodega i Hellerup. Det er det mest ikoniske sted, du overhovedet kan komme. Det er en restaurant, en bodega og en vinbar i et. Og folk står i kø for at spise frokost der.”

“Ved du hvad, det er bare et værtshus,” mumler Carl Hartmann.

“Ja, der skal vi hen nu, og i morgen går vi jo tur i Dyrehaven!” indskyder Erik Tingsøe.

Det har Kristen Kirkebæk ikke tid til at høre om. Tålmodigheden rækker ikke længere.

“Vi skal på Sankt Peder!” gentager han, og smutter så ud af døren side om side med sine venner fra Hemingway-klubben.