Journalist på avisen: I disse tider er det ikke helt populært at have benzin i blodet

I byerne er det blevet bøvlet med bil, erfarer Kristeligt Dagblads journalist Tine Maria Winther. Og særligt er det en hæmsko, når man selv er for distræt til en københavnsk cykelsti

Veje, der bliver gravet op, og tung trafik - og utallige cyklister - i den københavnske trafik har fået Tine Marie Winther til at tænke over sit forhold til sin bil. Genrefoto.
Veje, der bliver gravet op, og tung trafik - og utallige cyklister - i den københavnske trafik har fået Tine Marie Winther til at tænke over sit forhold til sin bil. Genrefoto. . Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix.

Af forskellige årsager ligger min økonomi i ruiner. Mit hjem rasler ned om ørerne på mig, fordi jeg ikke har råd til at skifte noget ud, når det går i stykker. Jeg tænder ikke for varmen, eftersom det er for dyrt, når man har gasfyr. Og det er længe siden, jeg har haft råd til at tage på ferie. ”Så sælg dog bilen!”, siger mine venner, når jeg klager mig, og så kan jeg lidt igen. For det er da det sidste, jeg gør.

I København er det ellers blevet bøvlet at køre bil. Vi triller alle sammen rundt og leder efter parkeringsplads, og når vi finder en, får vi en bøde, fordi reglerne hele tiden krydres med nye benspænd. Dertil kommer, at hele byen altid er gravet op – alle har glemt hvorfor – og så er kommunen i gang med at lukke hele gader for biler, der kører på benzin eller diesel. Stefansgade på Nørrebro er den første, og rygtet siger, at Jagtvej bliver den næste. Sådan er det med symbolpolitik, den har det med at brede sig.

Men som bekendt er kærlighed hverken nem eller billig, så jeg beholder min bil. Bare det, at jeg KAN sætte mig ind i den og køre ud i det blå, hvis jeg ville, er det hele værd. At man så ikke kommer langt på en tank med de benzinpriser, er en anden historie.

Bilen anskaffede jeg, da vi fik at vide, at min mand skulle dø. I afmagt realiserede jeg, hvad jeg havde, og købte ham en lille åben sportsvogn. Lille, fordi det var det, jeg havde råd til, åben fordi jeg gerne ville glæde ham. Vi nåede at køre i den sammen i syv måneder.

Og nu siger al fornuft, at jeg skal sælge den igen. Det vil være bedre med en lille el-bil (så kunne jeg selvfølgelig køre gennem Stefansgade), men allerhelst en cykel eller det offentlige, smisker banken. Der er bare det ved det, at det aldrig er sjovt at lytte til fornuft. I øvrigt er jeg alt for distræt til en københavnsk cykelsti. Så vi går ned sammen, sportsvognen og jeg.

Nu vil tilfældet, at jeg på redaktionen er så heldig at sidde overfor en lollik, som forstår mig. Hun elsker også sin bil - selv om hun bor i Nordvest og er prisgivet, hvis hun skal have en parkeringsplads efter klokken 18. Men dels kan hun være hjemme på den fædrene gård på halvanden time, dels bor hun så småt i København, at den fungerer som det walk-in-closet, hun ikke har plads til i sin delelejlighed.

I bilen – det er en Opel Adam – har hun således en weekendtaske, en tyk sweater og de gummistøvler, som er obligatoriske, når man færdes på Lolland. Ligesom hun i en snæver vending har overnattet i bilen, hvis hun er strandet et sted efter en fest – måske en damefrokost på Døllefjelde-Musse-markedet, hvad ved jeg – og ikke har nået sidste bus eller fået kørelejlighed hjem.

Faktisk er det hendes unge alder til trods den anden Opel, hun ejer. Den første var en Opel Meriva, som hun stadig har stående på gårdspladsen hjemme på Lolland, fordi hun ikke nænner at sende den til skrot.

”En bil er et helle i verden, hvor ingen kan forstyrre en. Et hjem på hjul, hvor man kan altid få varmen, finde tørvejr og læ,” siger hun, og fortaber sig i bilminder. Jeg kan høre, at hun er fortabt. Det er et alvorligt tilfælde af benzin i blodet. Hun får aldrig nogensinde en lejlighed i hippe Stefansgade.

Hov, nu sidder hun og nynner Queen-numre. Det lyder som om, det er ”I’m in love with my car”.

Tror, jeg synger med!

Signatur er en klumme og skrives på skift af sognepræst Heidi Røn, journalist Tine Maria Winther, efterskoleforstander Rasmus Bro Henriksen og redaktør Kåre Gade