Smagen af rødbede minder mig altid om Tjernobyl. Og om døden. Det tænker jeg meget på nu, hvor nyhedsbillederne af unge ukrainske krigsofre kan holde mig vågen, mens det gamle atomkraftværk endda for nylig blev sat i brand af Putins utilregnelige bombeangreb – i faretruende nærhed af de forårsåbne vinduer i mine egne sønners børneværelser på Bornholm. For to gange før har jeg oplevet konsekvenserne af Tjernobylulykken på tæt hold. Begge gange på den belarussiske grænse til Ukraine i det område, der på grund af vindretningen blev hårdest ramt.
Senest var jeg der som journalistpraktikant på Weekendavisen for 19 år siden. Jeg sad i samme bil som Københavns nye beskæftigelsesborgmester, den dengang purunge ungdomspolitiker Jens-Kristian Lütken (V), og den daværende formand for organisationen Silba og nuværende formand for Hjælp Ukraine, Jakob Knudsen, der kørte forkert, så vi havnede på en børnekirkegård midt i et spøgelseslandskab af faldefærdige huse, der virkede lige så triste som deres indbyggere. Jeg husker, hvordan vi sad tavse i bilen, efter vi havde vovet os ud på kirkegården med de velholdte grave, fyldt med plastikblomster, til minde om de alt for korte liv.
Kærlighed fører til håb, håb fører til tro, og tro fører til Jesus. For han er verdens sande lys og modbilledet på denne verdens hadprædikanter og magtsyge mørkemænd. Gid det lys også må sive ind i Putins hjerte.
Allerede et par år tidligere, i 1999, havde jeg mødt belarussiske børn, der var født til at dø tidligt. Det var på en kirkelig nødhjælpstur, hvor vi både besøgte fængsler og børnehjem. Fængslerne var forfærdelige. Jeg husker blandt andet et ungdomsfængsel, hvor de indsatte blev behandlet som dyr og stuvet sammen seks personer i en lille celle med to tremandskøjesenge og et hul til at komme af med det værste. Gad vide, om de modige russiske helte, der trodser Putin, får samme behandling i dag? Fangernes flakkende blikke glemmer jeg aldrig. Alligevel er det børnehjemmet, der gjorde størst indtryk. Der var 30-50 børn per barneplejerske, som efter bedste evne så til tremmesengene, hvor de fleste børn måtte ligge for sig selv. De var alle blevet forladt af deres forældre. Og deres gennemsnitslevealder var kun nogle få år. For de fleste af børnene var vanskabte på grund af strålingen fra Tjernobyl. Jeg så blandt andet en lille pige blive skiftet, men det var svært at få bleen til at passe, fordi numsen sad næsten helt oppe i nakken. Det er imidlertid en anden baby, jeg husker bedst. Hun så næsten normal ud og smilede, da jeg løftede hende over mit hoved. Jeg smilede igen med åben mund, idet hun pludselig kastede op. Ned i min åbne mund! Hun havde lige fået rødbedesuppe. Aldrig siden har en god gerning givet mig så dårlig smag i munden.
Resten af turen var det som om, at vi skulle have rødbedesuppe overalt, vi kom. Jeg spiste den for ikke at virke utaknemmelig overfor den gæstfrihed, vi blev mødt med. Men det smagte af død og Tjernobyl. Og jeg kan ikke lade være med at tænke over, at den pige sikkert er død nu, mens hendes jævnaldrende måske selv er blevet mødre, der er bange for at miste deres børn i øjeblikket på grund af Putins mislykkede militære ”specialoperation”. Det virker fuldstændig urimeligt, at et folk skal lide sådan generation efter generation. Men det værste er alt det had, der bliver sået i øjeblikket. For hver dag krigen fortsætter, sås der had i ukrainske hjerter, som den israelske historiker Yuval Noah Harari bekymret har udtrykt det. Han frygter, at det had næres i flere generationer frem og kan blive til nye krige og kriser, mens hadet mellem Vesten og Putins regime tilsyneladende også får ny næring hver eneste dag.
Men der er håb. For mens krig spreder frygt og had, spreder kærlighed simpelthen tro og håb. Frygt er vejen ind i mørket, som karakteren Yoda fra Star Wars-universet har sagt det:
”Frygt fører til vrede, vrede fører til had, had fører til lidelse.”
Det tror jeg er sandt, selvom det er talt ud af munden på en grøn, lille jedi-trold. Men jeg tror samtidig, at der findes en anden vej til lyset. Og den går netop gennem kærlighed. Kærlighed fører til håb, håb fører til tro, og tro fører til Jesus. For han er verdens sande lys og modbilledet på denne verdens hadprædikanter og magtsyge mørkemænd. Gid det lys også må sive ind i Putins hjerte. For udefra set kan Putin ligne Stalin, Hitler og Herodes, der var ligeglade med, hvor mange børn, der skulle dø, for at de selv kunne bevare magten. Men Jesus viser den anden vej. Han spredte ikke had, men tilgav sine fjender. Han blev ikke bitter, men var som den barmhjertige samaritaner, der hjælper alle. Han var kærlighedens gerningsmand. Det kan vi lære af. Det er nemt at sprede had og frygt, men opskriften på at sprede håb er lige så enkel: Hjælp dit medmenneske. Derfor synes jeg, at det er vigtigt, at vi hjælper, hvor vi kan. Mine pensionerede forældre hjælper for eksempel ukrainske flygtninge til rette i deres sogn. Og da min egen ældste søn ville give sine lommepenge til de ukrainske krigsofre, fik jeg lyst til at løfte ham op, hvis han ikke var så stor. Men han har heller aldrig fået rødbedesuppe.