Jeg havde ikke tænkt over, at jeg havde savnet at være i en lufthavn. Og da slet ikke, at jeg havde savnet det så meget, at det ville udløse en fysisk reaktion.
Men allerede umiddelbart efter at jeg havde forladt toget og var på vej mod afgangshallen, kunne jeg mærke, at min krop faldt til ro. Musklerne slappede af, pulsen gik ned og et smil, jeg bare ikke kunne tørre af, bredte sig på mit ansigt. Jeg var efter over halvandet års coronapandemisk fravær tilbage i velkendt og trygt ”land”, hvor jeg vidste præcis, hvordan jeg skulle gebærde mig.
Således blev mit smil bare bredere på vejen gennem sikkerhedskontrollen, hvor jeg, uden at tænke nærmere over det, på forhånd havde tømt mine lommer, taget både min computer og den gennemsigtige plasticpose med toiletsager op fra min taske og lagt dem i en særskilt bakke. Samt naturligvis taget jakken og livremmen af.
Jeg nåede godt nok lige at tænke, at de ansatte måske tog mig ud til kontrol på grund af mit sandsynligvis noget fjogede smil, men intet skete – og nynnende kunne jeg ved pakkebordet stille og roligt putte computeren tilbage i tasken og atter fylde mine bukselommer med nøgler, penge og dankort.
Allerede dér begyndte jeg at tænke over, hvad det er, lufthavne gør ved mig. For jeg holder meget af at være i dem og sørger altid for, hvis det ellers er muligt, at komme i god tid.
Min umiddelbare kropslige reaktion tilskrev jeg det faktum, at hvis man har været i tilpas mange lufthavne verden over, så ved man, at de minder utroligt meget om hinanden. Det giver en grundlæggende tryghed og en fornemmelse af at være kommet ”hjem”, allerede før selve rejsen er begyndt.
Dernæst kalder lufthavne hos mig på en slags solidaritetsfølelse med mine medrejsende, for vi deler alle det fælles vilkår ”at være på vej”. Ja, ifølge den polske nobelpristager i litteratur Olga Tokarczuk er vi nærmest bysbørn. I romanen ”Rejsende” skriver hun således blandt andet, at lufthavne er ”mere end blot en flyveplads, det er en særlig kategori af bystater med fast beliggenhed, men skiftende befolkning.” Og hos mig får den følelse af, at vi alle er i samme båd (eller by!) mig til på forhånd at tilgive andre rejsende, der skubber deres bagagevogn ind over mine fødder, stopper pludseligt op foran informationsskilte eller snyder foran i køen i butikkerne.
For jo, butikkerne går jeg også i med glæde. Det hører ligesom til. Jeg er helt med på, at lufthavnsbutikker er den måske mest ublu form for forbrugerisme, hvor varer enten falbydes til langt over normalprisen i landet – eller hvor de, fordi der er tale om mærkevarer, er oppe i et prisniveau, der er decideret fjollet. Så jeg køber meget sjældent noget. Alligevel gennemgår jeg omhyggeligt butikkens udvalg af whisky, selvom jeg overhovedet ikke bryder mig om whisky, ligesom jeg smilende kan få lang tid til at gå med at nærstudere en striktrøje til flere tusinde kroner.
Måske skyldes smilet, at jeg ved, at jeg snart rammer mit favoritsted i en lufthavn. De forskellige gates. For nok kan rullebånd bringe en hurtigt ud til gaten for ens eget fly, der som efter en naturlov nærmest altid letter fra den fjernestbeliggende gate. Men det må vente.
For først går jeg helst rundt, nærmest som en tilskuer til det hele, og kigger ved hver eneste gate. Studerer også gerne arkitekturen, der herude som regel er ren og rå funktionalisme. Kigger på menneskene, der sidder her. Prøver at gætte, hvor de skal hen, før jeg tjekker destinationen. Overvejer, om jeg måske alligevel skulle stille mig op i køen til Boston eller Istanbul. Ser mine midlertidige ”bysbørn” forsvinde ind i fly og kort efter lette med retning mod en helt anden destination end min. Og ser nye mennesker begynde at indtage stolesæderne i gaten.
Begrundelsen for, hvorfor det er så fascinerende for mig, og hvorfor jeg føler mig både tryg, glad og fysisk afslappet i lufthavne, ja, opholdet er nærmest lidt meditativt for mig, undslipper mig dog stadig. Men også her er der hjælp at hente i Olga Tokarczuks roman, der har kapiteloverskrifter som ”Lufthavne”, ”Rejsebøger” og ”Overalt og intetsteds”, og overordnet drejer sig om det at rejse og om, hvad det gør ved mennesker. Hun skriver:
”Flygtighed, mobilitet, uvirkelighed – det er civilisation. Barbarer rejser ikke rundt, de går direkte efter målet eller invaderer deres naboer.”
Med de ord in mente var det måske ikke et tilfælde, at der på det sidste store skilt, jeg så, inden jeg gik mod flyet, stod at læse: ”Our hearts go out to the Ukranian people” (Vores medfølelse går ud til den ukrainske befolkning, red.).