Forleden udfyldte jeg et hul i min tandlæges paratviden, så vi begge kom i fornyet forårshumør. Som en fast lille leg prøver jeg at tænke store tanker, når jeg er til tandlægen. Mit mål er altid at få en idé, der er mere værd end regningen. Det er hidtil ikke lykkedes, og forleden lå jeg også først halvdeprimeret og lyttede til hendes hvinende tandlægebor, der rystede hele mit kranium, mens jeg kun kunne tænke på, hvordan den udboring sikkert ville udhule min i forvejen plagede privatøkonomi, som jeg også ikke mindst bebrejder Putin. Selv mine tandlægeregninger deler jo nervebaner med resten af verdensmarkedet. Og det er en isnende tanke, hvordan to små mennesker hver for sig formentlig har sat gang i globale kriser de sidste år helt ned i tandlægestolen på Bornholm.
Først var der ham den ukendte kineser, der tilsyneladende absolut skulle bide i en flagermus på fiskemarkedet i Wuhan, så hele verden blev lagt ned af corona. Ikke siden Adam og Eva forspiste sig ved Kundskabens træ har en forbudt snack haft så store omkostninger. Ham må vi tilgive, fordi han formentlig ikke vidste, hvad han gjorde. Men knap nok nåede vi at fejre genåbningen af samfundet herhjemme, før Putins magtbegær førte til stigende priser på alt fra pasta til tandpasta, mens diesel efterhånden er blevet så dyrt, at selv taxachaufførerne nu kører den korteste vej, som en af mine vittige Facebook-venner har skrevet. Det er selvfølgelig dem, der betaler en langt højere pris i øjeblikket. Og dem går mine tanker dagligt til. Men jeg var ærligt talt taknemmelig for, at fjernsynet i loftet over tandlægestolen ikke som sædvanligt var slået over på TV 2 News, så jeg skulle ligge og følge krigen midt i min rodbehandling.
”Det er altid noget, at tanden kan reddes,” trøstede tandlægen mig, så jeg igen fik fokus tilbage på mig selv og mine egne små bekymringer, og det mindede mig pludselig om et vers i Benny Andersen og Povl Dissings vidunderlige vårvise ”Hilsen til forårssolen”, så jeg midt i det hele blev helt fornøjet:
”Solen skinner på fallittens rand.
Derfor denne dyrekøbte randbemærkning:
Der er caries i tidens tand.
Dens emalje trænger voldsomt til forstærkning!
Snart skal jeg og mine sidste tænder skilles ad,
men når forårssolen skinner, blir jeg glad!”
Den kendte min dansk-tyske tandlæge ikke, men hvor har jeg selv nynnet den mange gange dette forår, fordi jeg synes, at den gamle oliekrisesang er mere aktuel end nogensinde før, når man som jeg ikke alene går til tandlægen, men også følger benzinpriserne som uheldige lottotal.
”Hilsen til forårssolen” var nemlig direkte inspireret af den anden oliekrise sidst i 1970'erne som et bestillingsdigt om dansk økonomi, og teksten blev første gang trykt i B.T. den 7. april 1980, fortalte Benny Andersen mig, da jeg interviewede ham om sangen tilbage i 2011:
"Min sans for økonomi kan ligge på et meget lille sted, og det fremgår også af sangen, som jeg altså alligevel svarede ja til at skrive. Jeg brugte nogle metaforer til at skrive om det, når jeg skrev 'Det er forår. Der beskæres i buskadser og budgetter. Slut med fordums fede ødselhed. Vi begynder at træne til skeletter'," sagde Benny Andersen, som dengang var begyndt at træne sit sangskrivertalent sammen med Povl Dissing, som fik skrevet en smuk melodi til avisdigtet. Det blev efter min mening til makkerparrets mest magiske sang, som jeg har hørt et utal af gange.
Jeg hører også til de danskere, der mener, at Povl Dissing synger helt fantastisk. Men han har selv fortalt mig under et interview, hvordan der allerede ved hans første koncert var folk, der udvandrede, mens de vildt begejstrede blev tilbage. For hans inderlige stemme deler befolkningen. Også hjemme hos os.
Jeg blev selv både rørt og begejstret, da der fra en radio på fødegangen lød en velkendt stemme, der under min første søns fødsel sang "Barndommens land. Tidens mælketand. Verden er ny for dit øje."
"Sluk den radio! Jeg vil ikke føde til Povl Dissing!" råbte min kone, og så måtte jeg jo nøjes med at nynne den dejlige sang indeni.
"Hilsen til forårssolen" er jeg endnu mere glad for. Her viste Povl Dissing, at han ikke kun er en mageløs sanger, men også en genial komponist. Men både han og Benny Andersen har været dybt forundrede over, hvor mange danskere, der har taget deres særlige forårshilsen til sig:
”Sangen skulle få en underlig efterklang. For man skulle jo ikke tro, at et digt, der var skrevet om dansk økonomi, kunne blive brugt til begravelser i kirker. Men jeg ved, at det er sket i flere tilfælde. Og det har noget at gøre med omkvædet i sidste vers, hvor der står: 'Og engang går solen sin runde uden mig / men når forårssolen skinner / lever jeg!” Og det er det opstandelsestema, som folk er faldet for,” sagde Benny Andersen under interviewet og tav et øjeblik:
"Jeg får helt tårer i øjnene," kom det så.
"Det er jo bevægende, at et digt af en amatørøkonom kan ende med at blive sunget ved adskillige begravelser i kirker,” sagde Benny Andersen dengang. Selv fortolker jeg også forårssolen i den sang som Jesus, der som alle soles sol fra Betlehem er stået op for at give os alle lys og liv. Og som ét menneske, som ikke skabte globale kriser, men global frelse.
Men jeg er også taknemmelig for Povl Dissing og Benny Andersens livsbekræftende forårssang, der holdt mit humør oppe under mit tandlægebesøg, hvor jeg endelig fik en tanke, der var noget værd: For selvom der tydeligvis igen er karies i tidens tand, og der altid er noget at være ked af, så er forårssolen alligevel kommet til os alle. Den minder os om, at livet er mere end lommesmerter og tandpine. Glæden findes også. Den store energikilde er stadig gratis – ligesom alt det, der virkelig betyder noget: Skovanemoner, kærlighed og smil med de tænder, man nu engang har tilbage. Og dette forår skal ikke forsømmes. Der skal stadig smiles, synges og danses i forårssolen, som forleden væltede ind gennem vinduerne hos min tandlæge. Den dag lærte hun en ny sang at kende, mens jeg selv gik syngende hjem med en ekstra regning – og følte mig rig.