Krig, inflation og corona. En bølge af kriser truer illusionen om en sikker verden

Corona, krig og nu store prisstigninger udfordrer velfærdsstatens fortælling om, at i morgen er bedre end i går

Krig, inflation og corona. En bølge af kriser truer illusionen om en sikker verden
Foto: Claus Bonnerup/Ritzau Scanpix, Alexander Ermochenko/Reuters/Ritzau Scanpix og Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix. Grafisk bearbejdning: Michael Særkjær.

I de seneste måneder har Mette Lunddal Krogh brugt lidt længere tid på at falde i søvn end normalt.

Når hun har lagt hovedet på puden, er tankerne ofte begyndt at myldre: Hvor mange penge har jeg til at købe ind for i de kommende dage? Har jeg nok til at betale for benzinen?

Svarene giver ikke sig selv.

“Det er på grænsen. Når de sidste udgifter er betalt i den her måned, er der ikke meget tilbage på min konto,” siger Mette Lunddal Krogh.

“Det er frustrerende og irriterende, at man skal kæmpe for at få det til at hænge sammen.”

Når hun kører på arbejde fra sin bopæl i Odense til Kerteminde, hvor hun har et fleksjob som kliniksekretær hos en fysioterapeut, bruger hun flere penge på benzinen end normalt. Omkring 300 kroner mere om måneden, anslår hun.

Imens vokser hendes elregning, og når hun køber ind i dagligvarebutikkerne, bliver hun mødt af forvoksede prisskilte på for eksempel kød, æg og smør. 5 kroner her, 10 kroner der. Det løber alt sammen op.

I det danske samfund har fortællingen været, at i morgen er bedre end i går. Rigdommen er vokset, flere har fået lange uddannelser, og verden er blevet mere åben.

Inflation har ikke vakt bekymring siden de mørkeste stunder i 70’erne og 80’erne. Det gør den nu. Priserne er i de seneste måneder steget med større hast end i de seneste 40 år.

Det har svækket optimismen. Forbrugernes tillid til økonomien er den laveste siden 1988, lavere end under finanskrisen.

Men det handler ikke kun om de høje priser. Det handler også om det, der har udløst dem: coronakrisen og atommagten Ruslands invasion af Ukraine.

Det siger Niels Christian Hvidt, professor i eksistentiel og åndelig omsorg på Syddansk Universitet.

“Det er klart, hvis vi oplever, at verden er blevet mere usikker og ukontrollabel.”

“Vi har lige haft corona, og i det øjeblik det virker til, det er ovre, så begynder en krig i Europa. Og nu har vi prisstigningerne. Det er jo historisk betragtet ret vildt. Det er næsten, som om det har været programmeret.”

Katastrofetanker

Inflationen gør ondt i sig selv.

I alt 47 procent af danskerne har skåret i deres forbrug på grund af inflationen, viser en rundspørge, som YouGov lavede for Nordea i marts. 

For de hårdest ramte kan den økonomiske usikkerhed sætte gang i “et alarmberedskab”, siger Helle Folden Dybdal, der er direktør og chefpsykolog i PPclinic. 

Hvis pengene er få, er det naturligt at spørge sig selv: Hvordan skal vi klare os? Kan jeg leve det liv, jeg gerne vil? Kan jeg give mine børn det liv, jeg gerne vil?

Men bekymringerne rammer også dem, der stadig har luft i budgettet. 

Ifølge psykologen er årsagen, at den høje inflation er indlejret i andre kriser. Først kom chokket fra coronakrisen, så invaderede Rusland Ukraine og bragte atomtruslen tilbage i den kollektive bevidsthed, og nu er priserne på himmelflugt. Spørgsmålet nager: Hvad bliver det næste?

“Jeg tror, det kan påvirke os, at vi ikke ved, hvad vi kan forvente. Hvis vi vidste, hvornår det stoppede, så ville de fleste tænke ‘fint nok, så dropper jeg sommerferien, og så kan det egentlig godt fungere’. Men vi ved jo ikke, hvornår det stopper. Det kan give alle mulige katastrofetanker,“ siger Helle Folden Dybdahl.

Et destruktivt håb

Mette Lunddal Krogh prøver at afværge katastrofetankerne. At fastholde troen på, at det bliver bedre, når krigen i Ukraine er ovre. 

Men hun mærker skuffelsen, når hun er tvunget til at droppe de koncerter og restaurantbesøg, som hun hungrede efter under coronakrisens nedlukninger. Alene fordi de koster penge.

Hvis hun skal se sine veninder, skal det foregå i hjemmet.

“Det kan jeg godt mærke, at jeg ærgrer mig over. Nu havde man lige glædet sig til at komme ud og hygge sig lidt mere, få god mad og være mere sammen med sine veninder. Ofte bliver jeg bare nødt til at sige, at jeg ikke kan deltage.”

Det er fristende at tænke: Hvornår er det hele forbi? Krigen, inflationen, pandemien?

Men måske er det en destruktiv tanke.

Ifølge Helle Folden Dybdahl bør vi i stedet lære at acceptere, at livet ikke fungerer sådan. En krise driver ikke bare over og efterlader en verden i total harmoni.

“Jeg kan næsten garantere, at når det her er overstået, så kommer der noget nyt. Vi kan håbe, at det ikke er lige så slemt, men vi skal øve os i at være i noget, vi ikke kan kontrollere, i stedet for at tænke at det skal overstås. For så glemmer vi at leve livet, mens vi venter.”

Lullet ind i en optimistisk illusion

Niels Christian Hvidt taler om, at vi er udmarvede efter et par år med kriser og chok. 

Det slider på den følelse af sikkerhed og sammenhæng, som ifølge teologen er kendetegnende for det danske velfærdssamfund.

“Man føler, man har kontrol over tilværelsen. Man ved, hvad man kan regne med. Det kan de her kriser rykke ved.”

Ifølge Michael Böss, historiker og lektor emeritus på Aarhus Universitet, er det en vigtig pointe: Siden Murens fald har vi gennemlevet det, man kunne kalde en undtagelse i de seneste 100 års historie, en tid med fred og stabilitet, en verden, der åbnede sig, og en rigdom, der voksede.

Det udfordrede først terrorangrebet den 11. September 2001, så finanskrisen og den stigende bevidsthed om klimakrisen, og nu har vi fået en hel serie af mavepustere: corona, krig og prisstigninger.

Det er netop derfor, prisstigningerne kan sende vores tillid til økonomien i bund, selv om beskæftigelsen er rekordhøj, siger Michael Böss: Fordi de seneste generationer har været forskånet for hårde tider.

“Især en befolkning som den danske har været meget lullet ind i en illusion om, at alting var godt, og det gik fremad, og vi kunne klare os. Vi var mere eller mindre isolerede fra de hårde slag, som mindre velindrette samfund fik.”

“Nu må vi indse, at ja, der eksisterer noget, der hedder krig, ja, der er en ydre trussel mod vores samfund, og ja, der er også en økonomisk trussel mod vores samfund. Og vi er ikke herrer over det.”

Filosof Anders Fogh Jensen er enig. Han er født i 1973 og husker, at bevidstheden om Anden Verdenskrigs rædsler var langt større i hans barndom, end den er i dag. I de seneste år har mange tænkt: Har vi overhovedet brug for et forsvar?

I den virkelighed kan selv prisstigninger være særligt alarmerende.

“Vi er måske blevet lidt prinsessen på ærten-agtige. Det gør, at vi reagerer meget følelsesladet på en inflation, som historisk set ikke er så slem, og som tidligere generationer har været vant til,” siger han.

Går ikke fra hus og hjem

Mange borgere forholder sig da også til inflation for første gang. I hvert fald dem, der er for unge til at huske 70’erne og 80’ernes kriser. Det siger Louise Aggerstrøm, chefanalytiker i Danske Bank.

“Vi skal næsten 10 år tilbage, før vi sidst havde inflation på over bare 2 procent, og nu er den over 5 procent. Vi har slet ikke været vant til, at priserne er steget, i en grad så vi har lagt mærke til det,” siger hun.

“Derfor oplever den enkelte, at det her ser slemt ud. Også værre end under coronakrisen, hvor tusindvis mistede deres arbejde. Det siger noget om, at det her rammer alle. Det er noget, stort set alle kan forholde sig til.”

Den gode nyhed er, at vi faktisk har mere kontrol, end vi havde i midten af 80’erne. I hvert fald over økonomien.

Dengang var der langt flere arbejdsløse, der var underskud på de offentlige finanser, og der var et stort antal tvangsauktioner. 

I dag er den danske økonomi stærk. Arbejdsløsheden er lav, beskæftigelsen er rekordhøj, og mange har polstret deres opsparinger til at modstå hårde tider. Trods prisstigningerne er der foreløbig ikke sket en stigning af boligejere, der er ude af stand til at betale deres realkreditlån.

“Forbrugertilidstalene vidner om, at det her går ud over folks livskvalitet. Det er der ikke nogen tvivl om. Det er bare ikke det samme, som at det fører til økonomisk ruin, som man har set i tidligere kriser,” siger Louise Aggerstrøm.

“Det kan godt være, at nogle vil være nødt til at droppe den sommerferie, de har ventet på i tre år. Eller at de ikke kan sætte et beløb af opsparing, som de normalt gør. Det er bestemt heller ikke sjovt. Men det betyder ikke, at de skal bekymre sig for at gå fra hus og hjem som under finanskrisen.”

Ser man lyst på det, kan inflationen måske være en mulighed for at genfinde den nøjsomhed, som er falmet som dyd under de seneste årtiers fremgang, siger Michael Böss.

“Vi er blevet tudet ørerne fulde af, at vi gjorde noget godt for vores samfund ved at leve overdådigt. Nu minder de her kriser os om nogle af de værdier, som ligger langt tilbage. For eksempel nøjsomhed.” 

Presset til det yderste

For Mette Lundal Krogh er nøjsomhed ikke et valg. Det er en nødvendighed.

Hun vil gerne arbejde på fuldtid, men efter hun fik fjernet en nedslidt bruskskive i nakken for fem år siden, kan den tidligere sosu-assistent ikke holde til mere end et fleksjob.

Hun kan bare forsøge at spare så meget som muligt. At planlægge sine indkøbsture, så hun får de bedste tilbud, at undgå at brænde benzin af mere end højst nødvendigt. Og håbe på, at priserne ikke stiger mere, end hvad hendes økonomi rækker til.

Fremtiden prøver hun at tænke på så lidt på som muligt.

“Jeg har to børn på 18 og 21, og jeg prøver så vidt muligt at sige til dem, at de må passe på deres penge, for jeg har ikke nogen mulighed for at hjælpe dem,” siger hun.

“Men i nogle perioder prøver jeg også at lade være at spekulere over det. For det gør mig trist. Jeg håber selvfølgelig bare, at det ikke varer evigt.”