Langelands borgmester: Der er noget i livet, der betyder mere. Det oplever du herude

Tonni Hansen, Langelands borgmester, er vokset op ved vandkanten. Han har aldrig har lært at svømme, men på det åbne hav sætter han tankerne på pause. Kristeligt Dagblad tog med på fisketur

Spørger man borgmesteren, hvad der kræves af en god lystfisker, er svaret enkelt: Tålmodighed.
Spørger man borgmesteren, hvad der kræves af en god lystfisker, er svaret enkelt: Tålmodighed. Foto: Johanne Teglgård Olsen.

Et kvarters tid inden det aftalte mødetidspunkt for interviewet sender Tonni Hansen en sms. Den langelandske borgmester (SF) varsler en lille forsinkelse, før han og hans to tyske venner indfinder sig på Lohals Havn på det nordlige Langeland. En tidlig forsmag på en af dagens vigtigste lektier om lystfiskeri: Det kræver tålmodighed.

En time senere kommer en storsmilende Tonni Hansen gående ned ad bådebroen. Han har lejet en båd til dagens udflugt. En 6,93 meter hvid motorbåd ved navn ”Victoria”, som skvulper i vandet side om side med andre nordiske prinsesser og kronprinsesser som ”Märtha Louise”, ”Mary” og ”Mette-Marit”.

Lidt efter borgmesteren følger Günther Janke og Helmut Napiwotski – de er Tonni Hansens venner på besøg fra nordtyske Neumünster – som han har fisket med i nu 25 år. Tonni Hansen fisker aldrig alene, det er en del af hyggen at være sammen om det. I dag har han også inviteret Kristeligt Dagblad med om bord for at fortælle, hvad fiskeriet betyder for ham.

Så længe Tonni Hansen går på arbejde, vil han ikke have en dårlig samvittighed liggende i havnen, men han drømmer om en pensionisttilværelse med egen båd.
Så længe Tonni Hansen går på arbejde, vil han ikke have en dårlig samvittighed liggende i havnen, men han drømmer om en pensionisttilværelse med egen båd. Foto: Johanne Teglgård Olsen

En hale af hvidt bølgeskum slanger sig efter båden, efterhånden som den bryder vandet. Bag roret står Tonni Hansen. Han sætter retning mod nordspidsen af øen.

”Vi skal ramme seks meters dybde, så regner vi med, der er nogle fisk dernede,” halvt råber han gennem støjen fra påhængsmotoren.

På seks meter vand hiver han gashåndtaget, og stilheden tager over. På denne tid af året er der ingen torsk tilbage, så i dag skal der fanges fladfisk.

Hvor mange fisk forventer I at få med hjem?

”Hvis vi tager et par timer, så måske en 20-30 stykker,” lyder det fra borgmesteren. ”Det skulle vi gerne kunne.”

De tre venner har aldrig prøvet at komme hjem uden.

I dagens anledning har politikeren skiftet hverdagens uniform ud med en Ecco-sandal, en stribet polo og en 3F-kasket fra tiden som formand for fagforeningen 3F Sydfyn.

”Jeg kan ikke svømme,” siger Tonni Hansen, da han spænder sin knaldrøde, selvoppustelige redningsvest. Han er vokset op ved vandet, men han har alligevel aldrig lært det.

”Jeg kan jo lige så godt indrømme det.”

Der er ikke gået mange minutter, da Günter Janke løfter sin fiskestang med en ising hængende for enden. Alle bliver dog hurtigt enige om, at den er for lille, og den benådes i denne omgang.

En af de to ”undermålere”, som Tonni Hansen kaldte isingerne, der blev fundet for lette og sluppet løs igen.
En af de to ”undermålere”, som Tonni Hansen kaldte isingerne, der blev fundet for lette og sluppet løs igen. Foto: Johanne Teglgård Olsen

Maddingen består af sandorm, som tyskerne har taget med fra Flensborg i en køletaske. 28 cent, eller hvad der svarer til et par danske kroner, koster de pr. orm.

Kunsten er at mærke på fiskestangen, hvornår fladfiskene napper, forklarer Tonni Hansen.

”Der skal man reagere med et hurtigt jag, så krogen sætter sig op i gabet på dem.”

Allerede da Tonni Hansen var barn, havde hans far en lille båd, som faderen fiskede fra, men Tonni Hansen husker kun ganske lidt om at være med på vandet. Da han stadig var ganske ung, rejste faderen til Grønland, og det holdt forældrenes forhold ikke til. Da Helmuth Napiwotski inviterede borgmesteren med ud på sin båd mange år senere, genoplevede Tonni Hansen følelsen af at være på vandet som barn.

”Lige pludselig føler man sig ret lille i forhold til den kæmpe natur, der er omkring os. Både over, under og ved siden af, og så kan man stå og spekulere på, hvad der gemmer sig dernede,” siger han.

Når ikke Tonni Hansen lejer en båd, fisker han med en gammel ven fra Rudkøbing, der har egen båd. Det bliver til en tur en gang hver anden måned, men borgmesteren ville gerne af sted meget oftere.

”Men jeg venter med mit eget skib, til jeg går på pension.”

Og det sker kun, hvis kommunalvalget til november ikke falder ud, som han håber, forsikrer borgmester.

”Zu klein?”, spørger Tonni Hansen, da han får en ising på krogen.

De tre slår over i tysk.

”Vi diskuterer, om de to fisk gælder for en øl, eller om det er snyd,” oversætter borgmesteren. Han refererer til et ganske vigtigt princip, som de aldrig har brudt med.

”Normalt får vi først den første øl, når vi har fanget en fisk,” griner han.

Efterhånden som solen bevæger sig længere mod syd, forsvinder den ene tyske sandorm efter den anden ned i dybet. Beholdningen daler, men indtil videre har kun krabber, tang og de to undseelige isinger set indersiden af båden.

”Man ville jo gerne fange en fisk, når der er publikum på!”.

Tonni Hansen smiler stort.

”Men hvis ikke man har tålmodigheden til, at der kan gå en time eller to, inden man fanger en fisk, så bliver man aldrig lystfisker,” minder han sig selv om.

Desuden er det slet ikke det vigtigste at fange fiskene. Det åbne hav er et af de eneste steder, hvor han kan finde ro og sætte tankerne i hovedet på pause.

”Der er nærvær, når man er på en båd. Man kan ikke gå fra eller til, det kan godt være, mobilen ringer, men man kan ikke rigtigt gøre noget.”

”Bare når vi står her,” fortsætter han.

”Og man kan kigge langt, så kan man klare hjernen. Når du til daglig sidder foran din computer med møder og dagsordener, så er det selvfølgelig vigtigt, men der er alligevel et eller andet i livet, som betyder mere, og det er noget af det, du oplever herude.”

En kold Albani Odense Classic skifter hænder. For første gang i fiskevennernes historie er øl-princippet brudt.

Spørger man borgmesteren, hvad der kræves af en god lystfisker, er svaret enkelt: Tålmodighed.
Spørger man borgmesteren, hvad der kræves af en god lystfisker, er svaret enkelt: Tålmodighed. Foto: Johanne Teglgård Olsen

”Vi kan jo køre til fiskehandleren... Vi kan da ikke komme hjem til konerne uden fisk,” siger Tonni Hansen og griner igen, så ingen kan være i tvivl om, det var for sjov.

Samtalen skifter atter til tysk.

”Vi taler om, at man helst skal fiske i de måneder, der slutter på ’r’... September, oktober, november, december, januar, februar. Der er så mange gode forklaringer på, hvorfor det går, som det går, når man fisker. Især når man ikke har fanget noget,” siger Tonni Hansen.

Alligevel har turen været indbegrebet af en god fisketur. Høj sol, ingen vind, så båden bare kunne drive, og der var god tid til at tale med hinanden.

”Men før det bliver helt perfekt, skal der selvfølgelig nogle fisk om bord,” indrømmer han.