Første gang min mor fik konstateret cancer, var jeg 19 år. Min far døde syv år tidligere, og tanken om også at skulle miste min mor var ubærlig. Det tog halvandet år, før hun blev erklæret rask, og alting lysnede, men for fire år siden blev hun syg igen. Denne gang var det terminalt. En slut-prut-finale-melding.
Jeg har altid været løsningsorienteret, og det kom i høj grad til udtryk, efter vi fik meldingen om, at mor var terminalt syg. Ud over at tage mig af det praktiske forsøgte jeg også at være ham, der bevarede et optimistisk syn på det hele. Mest fordi at jeg ønskede, at min mor skulle få det bedste ud af den tid, der var tilbage. Jeg følte ikke, at alternativet – at sidde og surmule og have ondt af sig selv – var bedre. Man kan være ked af det, nervøs og bange, men man bør først give op, når døden rent faktisk indtræffer. Ikke før. Det er efter min overbevisning spild af det syge menneskes liv og tid. Jeg sørgede i stedet for, at vi som familie fik talt og gjort gode ting sammen. At tale om døden går lige så meget ud på at tale om det liv, man har levet, og på den måde blev min mor og jeg endnu tættere, end vi var i forvejen.
Da min mor døde i december 2019, befandt jeg mig i Tyskland til en konkurrence. Vi havde talt sammen dagen forinden, og på det tidspunkt levede der stadig et håb i mig om, at hun ville komme hjem igen fra det hospice, hvor hun var indlagt. Den følelsesmæssige reaktion kom først på bagkant. Først måtte jeg finde ud af, hvordan jeg kom sikkert hjem, og hvordan jeg skulle give meldingen videre til den nærmeste familie.
Det sværeste ved at være voksen, når man er nær pårørende til et menneske, der dør, er, at man skal have sit øvrige liv til at fungere på trods. Som barn er man på en anden måde omgivet af et støttenetværk, man går i skole, og der er på den måde ingen tvivl om, hvad man skal fylde sin hverdag ud med. Som voksen står man meget mere alene. Selvom dem, man omgås, anerkender, at det er uretfærdigt og synd for en, har man i sidste ende kun sig selv til at gribe i sorgen. Det har jeg i høj grad mærket konsekvenserne af efter min mors død. Jeg har skullet håndtere de følelser, som jeg udskød under min mors sygdom. Man kan tænke, at det er hårdt og besværligt. Men i dag fortryder jeg ikke, at jeg investerede så meget i at gøre noget positivt for min mor frem for at tage mig af mine egne følelser. Også selvom jeg kæmper med det nu