Der var en historie, som Lilly Sloth var glad for at fortælle. Den handlede om hendes mor, Karen Kristensen. Da Anden Verdenskrig var overstået, vandrede de besejrede tyske soldater forbi familiens hus uden for Løgstrup i Midtjylland, og i stedet for at se på dem som slette mennesker, betragtede Karen Kristensen dem som medmennesker, og smurte dem madpakker til den lange vandring hjem.
“De er jo også nogens sønner,” havde hun sagt til den dengang 13-årige Lilly Sloth.
Gennem sit liv spejlede Lilly Sloth sig selv i den historie – og i det menneskesyn. Den 1. april døde hun kort efter sin 90-års fødselsdag.
Lilly Sloth var den yngste i en stor børneflok. Kort efter sin konfirmation flyttede hun hjemmefra, og da hun nogle år senere skulle have en elektrikers hjælp til at få sat en sengelampe op, trådte Arne Sloth ind af døren. Han skulle vise sig at blive manden, der kom til at hænge lamper op for hende resten af livet, og de to blev gift et par år efter det første møde.
Hun blev uddannet syerske, men arbejde det meste af livet som dagplejemor. Hun elskede sit arbejde og fulgte nøje med i sine dagplejebørns liv og opvækst, ligesom hun tog massevis af billeder af dem. Hendes mand sad i byrådet for Centrum-Demokraterne og blev senere borgmester i den tidligere Gundsø Kommune på Midtsjælland. Det var med hjælp fra ham, at Lilly Sloth fik etableret den første kommunale legeplads og en fælles legestue, så dagplejebørn kunne mødes og komme hinanden ved.
Gennem livet var Lilly Sloth altid opmærksom på, hvordan de mennesker, der var omkring hende, havde det. Det gjaldt for eksempel legekammeraterne til de to børn, som parret fik: Hvis de havde det svært derhjemme, var der altid plads og hjertevarme i Lilly Sloths hjem. Hendes to bonusbørnebørn talte fuldgyldigt som “ægte” børnebørn i Lilly Sloths optik, og da hun var med til at organisere et mødested for seniorer, var hun åben og velkommende, også overfor mennesker som andre kunne se lidt skævt til.
Hun tog gerne bilen rundt for at hente dem, som kunne have svært ved at komme afsted selv. Hendes mand, borgmesteren, måtte så tage bussen eller cyklen hen på rådhuset de pågældende dage, for Lilly Sloth holdt altid, hvad hun lovede. Også når det kom til pasning af børnebørn. Da hun en dag havde lovet at passe sin datters barn, og det ikke kunne gå op med planlægningen, måtte Arne, med kun en ganske lille grad af medbestemmelse, tage barnebarnet med på rådhuset.
Hun og familien sejlede, og mens hendes mand, som var uddannet ingeniør, stod for elektronikken om bord, stod Lilly Sloth altid bag roret. Hun var frygtløs på søen, og det fik blandt andre hendes søns venner at se. Engang, da sønnen og vennerne havde købt en kutter, der skulle sejles igennem Roskilde Fjord, turde ingen af de unge mænd at sejle den udfordrende strækning. Lilly Sloth, der på det tidspunkt var i halvtredserne, havde ingen sådanne kvaler, og hun førte med rolig hånd kutteren til sin slutdestination.
En anden gang under en kapsejlads, hvor en konkurrerende båd kom sejlende med retning på tværs af Lilly Sloths kurs, insisterede hun så stålfast på, at sejleretten var hendes, at hendes båd blev vædret. Stævnen fra modpartens båd kilede sig ind i Lilly Sloths båd og brækkede af. Med Lilly Sloths vanlige sans for humor, tog hun konkurrentens stævne med sig hjem fra sejladsen og hængte den op på terrassen, som havde den været et jagttrofæ.
I det hele taget stod Lilly Sloth fast på sin ret. Selv, da hun var godt oppe i alderen, kunne hun blive så irriteret over, at lastbiler overhalede andre lastbiler, at hun fra sin plads på passagersædet gav de overhalingsglade lastbilchauffører ”fingeren”. Hun demonstrerede også et, for familien, overraskende stort kendskab til rabatter på fartbøder for pensionisters vedkommende.
Før hun døde, nåede hun at fejre sin 90-års fødselsdag på barndomsegnen, hvor hele familien mødte op, og hvor Lilly Sloth fik vist både børn, børnebørn og oldebørn sit fødehjem og skole. Desværre var hun blevet smittet med corona i ugen op til dagen, men selvom sygdommen tog hårdt på hende, var hun mest optaget af bekymring over, at hun havde smittet en stor del af selskabet.
Da hun lå afkræftet på sygehuset, havde hun stadig sin humor i behold, og da hendes datter bemærkede, at “det er hårdt at fylde 90 år,” svarede Lilly Sloth: “Ja, det gør jeg aldrig igen.”
Selvom hun igen kom på benene, havde sygdommen taget så hårdt på hendes krop, at hun fik et slagtilfælde. Hun mistede sit sprog og evnen til at spise, men kunne, til sin store begejstring, komme tilbage til sit eget hjem og sin hund. Også den drilske facon og sin varme opmærksomhed på dem omkring sig, bevarede hun til det sidste. Da hendes barnebarn kom på besøg iført kasket, fik hun ved hjælp af fagter drengen til at komme så tæt på, at hun kunne vippe den af. Natten til den 1. april sov Lilly Sloth ind. Hendes sidste tid var lige så fyldt med kærlighed, som hendes gravplads blev fyldt med blomster fra nær og fjern.