Jeg havde netop været igennem en lang genoptræning efter en knæoperation, der havde betydet et halvt års pause fra kampene. Det var i oktober år 2000, og jeg skulle endelig spille min første kamp efter pausen i Glasgow, hvor jeg dengang spillede og boede med min kone og vores to små børn. Jeg var godt klar over, at jeg efter kampen ville blive træt, men da jeg sad i bussen på vej hjem, var jeg alligevel overrasket over, hvor udmattet, jeg følte mig.
De næste dage måtte jeg kæmpe mig gennem træningssessionerne. Jeg kan huske, at jeg tænkte, at græsset føltes som kviksand at løbe i. Da jeg søndag aften ikke engang kunne rejse mig fra sofaen derhjemme, vidste jeg, at noget var helt gal. Og så blev der sendt en ambulance.
Vi havde en dygtig læge på holdet, der havde haft mistanke om, at der var tale om Guillain-Barré syndrom. Det viste sig, at han fik ret. Det er en sjælden, autoimmun sygdom, hvor kroppens immunsystem angriber nervebanerne, som bliver paralyseret. Da jeg blev indlagt på intensiv, kunne jeg nærmest ikke engang dreje mit hoved. Nu betød det pludseligt ingenting, hvorvidt jeg igen ville komme til at spille fodbold. Alt var ligegyldigt, så længe jeg igen kunne komme til at lege med mine børn.
Efter tre ugers indlæggelse formåede jeg igen at løfte en arm fra madrassen. Selv de mindste fremskridt gav mig håb. Derefter fulgte nogle perioder, hvor bedringen tog fart, og andre, hvor det stagnerede. Med en masse genoptræning blev jeg helt rask, og inden der var gået et år, spillede jeg professionelt fodbold igen.
Under mit sygdomsforløb modtog jeg breve fra mennesker, der selv havde eller har haft Guillain-Barré syndrom. Det betød rigtig meget for mig at høre deres historier, og siden har jeg følt, at jeg ville give noget tilbage. Derfor besøger jeg selv i dag mennesker, der rammes af sygdommen. Jeg håber, at jeg kan være med til at give dem mod og håb for fremtiden. Den rejse, det var at komme mig efter Guillain-Barré syndrom, vil forevigt være en del af mig. Den gør, at jeg ind imellem husker at sætte pris på de ting, man ellers hurtigt kan komme til at tage for givet. Som muligheden for at bevæge mig under åben himmel. Og evnen til at trække frisk luft ned i lungerne.