Vidåen løber gennem Tønder. Den er knap 70 kilometer lang og markerer nogle steder landegrænsen mellem Danmark og Tyskland. Her i Tønder er den dog bare en smuk strøm af vand, der løber gennem byen, og som man får lyst til at stoppe op ved. Præcis som fiskehejren, der sidder ved bredden og med majestætisk ro holder øje med nye krusninger i overfladen.
Jacob Dinesen viser rundt i sin sønderjyske hjemby, og han er stoppet op ved den tidligere vandmølle, der ligger ved åen. Præcis som den har gjort siden 1598, hvor vandmøllen var en del af Tønder Slot. Men som det er med så meget andet i Tønder, så er byens forhistorie i dag blevet en del af dens levende historie. Slottet er væk, ”og vandmøllen er blevet til Visemøllen, som er det spillested, hvor Tønder Festivalen begyndte tilbage i 1974,” fortæller Jacob Dinesen.
Når den 26-årige musiker har valgt at lægge vejen forbi Visemøllen, er der en helt særlig grund, ”for det var her, jeg spillede min allerførste koncert på Tønder Festivalen. Der var kø langt ned ad vejen, for der er kun plads til 150 mennesker derinde, og det var næsten som om, hele byen ville ind og høre, hvad jeg kunne. Så jeg var ved at dø af nerver,” siger Jacob Dinesen.
Foto: Liv Høybye Jeppesen
Det er snart syv år, fem pladealbum og en lang række udsolgte koncerter samt masser af radiohits siden. Han var 19 år dengang, og havde sunget som om, han stod på det britiske stadium Wembley, siden han var 12 år og legede Mick Jagger hjemme i garagen på villavejen. Men nu stod Jacob Dinesen pludselig foran mange af de mennesker, som havde troet på den unge dreng fra sydbyen og bakket ham op i drømmen om at blive musiker – og som havde inviteret ham til at give koncert på byens legendariske musikfestival.
”Så jeg var fyldt med ærefrygt, præcis som jeg altid er, når jeg kommer tilbage hertil. For jeg føler, at jeg skylder den her by og de her mennesker så ufattelig meget. Og jeg vil selvfølgelig gerne bevise, at jeg er deres støtte værd. Også over for mig selv.
Med farmor og oldemor på festival
Jacob Dinesen har sagt ja til at tage os med tilbage til byen, hvor han er vokset op. Byen, hvor stort set hele hans familie bor inden for en radius på en enkelt kilometer, og hvor hans farmor og oldemor tog ham med ind på festivalen, så snart han havde lært at gå. Så stod han der med ble og sut og så de voksne synge og danse til gospelmorgensang på festivalpladsen, og mærkede, hvordan musikken havde en magisk effekt på både børn og voksne. Hvordan den samlede folk på tværs af generationer, og fik alle folk til at se helt vildt glade ud.
Han snakker stadig i telefon med sin farmor mindst en gang om ugen. For ikke nok med at hun lærte ham at drikke kaffe som femårig og lod ham smage irsk whisky som 11-årig, så var det også hos hende, at han som 12-årig mødte en af festivalens engelske musikere, Allan Taylor.
Haven hos Jacobs farmor stødte op til festivalpladsen, og en dag stak Allan Taylor hovedet ind for at hilse på. I stuen stod Jacobs guitar, som var købt i det lokale byggemarked, så det var ikke den dyreste slags, og selvom den var forholdsvis ny, var den allerede ret slidt at se på. Allan Taylor lånte Jacobs guitar og gav et nummer. Han er 50 år ældre end Jacob Dinesen og har været et kendt navn på den britiske rock- og folkscene siden 1960’erne, men nu stod han i en dagligstue i Tønder og forvandlede den til verdens musikalske centrum – for et øjeblik.
Jacob Dinesen blev endnu mere overbevist om, at han skulle gå samme vej. Og selvom han ikke engang var konfirmeret, lød han faktisk allerede som en garvet rockmusiker og kunne godt finde ud af at spille nogle bluesgange på guitaren. Mødet blev samtidig begyndelsen på et venskab og et musikalsk parløb, hvor Allan Taylor nu også optræder på flere af Jacob Dinesens numre.
”Det var lidt vildt, at jeg allerede dengang lød som en voksen mand. Men min stemme gik i overgang, før jeg blev konfirmeret. Mit stemmebånd lyder som om, det er blevet trukket igennem grus flere gange og bagefter sat ild til. Så de lyse og følsomme ballader har aldrig været en mulighed for mig. Og at jeg i det hele taget begyndte at synge og spille, har nok også noget at gøre med, at jeg kun måler en meter og hobbit, har pande som en neandertaler og aldrig har interesseret mig for sport – og hvad gør man så for at gøre sig interessant for pigerne? Ja, så blev det guitaren og rockmusikken.”
"En af de få, der er kommet væk"
Jacob Dinesen tager sine Ray-Ban solbriller af og sender et stort smil. Han sætter dem fast i habitjakkens brystlomme og tager derefter hånden op for at stryge det lyse hår tilbage med fingrene.
Det er tidlig formiddag i Tønder, og byen er først så småt ved at få liv, butiksdørene låses op og stativer med tøj og dagstilbud sættes frem på gågaden. Her er toppede brosten, bindingsværk, flot malede døre og hvidsprossede vinduer. Jacob Dinesen fortæller, hvordan byen i marsklandet stort set var hele hans verden, mens han var barn. Det var først med skolen, han kom på udflugter til København, som føltes meget langt væk. Derhjemme var det vildeste, hvis man en sjælden gang imellem skulle en tur til Sønderborg for at købe stort ind i indkøbscentret A-Z.
”Turen blev planlagt ned i mindste detalje allerede en uge i forvejen. Far indstillede GPS’en flere dage, før vi skulle køre, og mor smurte madpakker til den lange, lange rejse.”
Mens Jacob Dinesen fortæller om sin barndom i Tønder, er ejeren af byens forretning med smykker og ure løbet ud af butikken, da han får øje på Jacob.
”Hej Jacob. Det er længe siden. Men du har da godt nok gjort det godt, siden jeg fik skubbet dig i gang,” siger urmageren og griner, mens han rækker hånden frem til goddag.
”Ja, jeg har da både fået længere hår og større mave siden sidst,” svarer Jacob Dinesen med et fast håndtryk, og urmageren får nu øje på journalisten, der skriver sætninger ned på sin blok, så han skynder sig at tilføje: ”Ja, byen er jo så lille, og Jacob kender vi jo alle sammen. Han er en af de få, der er kommet væk.”
Faktisk var det noget, Jacob Dinesen glædede sig til: at komme væk. Da han var færdig med gymnasiet, tog han et års sabbat-orlov, hvor han både spillede musik, fik udgivet sin første plade, gav sin første koncert på Visemøllen og tjente penge ved at arbejde som svejser. Men han boede stadig hjemme, og drømte om et andet liv. Med koncerter og lange køreture på landevejen fra sted til sted. Væk fra den barndomsby, der efterhånden var begyndt at føles mindre og mindre. Men Jacob Dinesen var i tvivl om, hvor vidt det var klogt af ham udelukkende at satse på musikken. Selvom DR’s P4 faktisk allerede havde spottet Tønder-musikeren og spurgt, om han ikke kunne lave nogle flere sange.
”Mange sagde til mig, at det var klogest at have noget at falde tilbage på. Og jeg havde den mest fantastiske engelsklærer i gymnasiet, så måske var det den vej, jeg skulle gå. Så jeg meldte mig ind på engelskstudiet ved universitetet i Odense.”
Det afgørende vendepunkt
Det blev til halvanden måned i Odense.
”Så fik jeg hjemvé og betalte min SU tilbage. Og dér tog jeg beslutningen om, at der kun var én vej for mig at gå, og at den handlede om musikken.”
Han kalder det selv for sit afgørende vendepunkt. Og siden har han ikke været i tvivl om, at han valgte rigtigt, da han sagde farvel til studiet og en mulig fremtid som gymnasielærer.
I musikken tør jeg at være sårbar og at blotte mig. Jeg er ikke et religiøst menneske, men der er noget i hele det univers med Gud, engle og dæmoner, som optager mig, og jeg er meget bevidst om, at mørket og dæmonerne ikke skal styre os. Og ved du hvad? Det sker ikke, når man spiller eller lytter til musik.
Tønder blev nu en mellemstation på rejsen, og i de sidste seks år har Jacob Dinesen haft adresse i Aarhus og rejst landet tyndt med sit band og sin musik. Aarhus har han et helt særligt forhold til og kalder også den for ”min by”, men for nylig er han og kæresten dog rykket lidt nærmere barndomsbyen i syd og har i dag købt hus i Kolding, hvor hun har fået arbejde som pædagog.
”Vi rykker nok aldrig helt tilbage, men jeg kan mærke, hvordan jeg i den grad er formet af det her landskab og den her by. Så i dag sætter jeg enorm stor pris på alt det, jeg ellers havde travlt med at ville væk fra, da jeg var yngre. Jeg elsker at komme tilbage og at være en del af det lokalmiljø, der dengang kunne føles omklamrende, men som i dag føles trygt. Og at se de åbne horisonter, der er her i marsklandet og mærke den naturlige langsomhed, som engang gav mig klaustrofobi, men som i dag gør mig godt.”
Som nu anerkendt og landskendt musiker har han endda lært at sætte pris på den jantelov, som ofte hører til kulturen i mindre byer, hvor alle kender alle, og det ikke altid er velset, hvis nogen rager alt for meget op over andre.
”Det er klart, at jeg har fået noget selvtillid med hjemmefra, for ellers havde jeg da aldrig turdet stille mig op på en scene og ’vise mig frem’. Men ved at vokse op i Tønder har jeg så samtidig lært at være lidt mere ydmyg og jordnær også, og det tror jeg faktisk er sundt, for ellers kunne man meget nemt blive en alt for stor narcissist af at stå foran 30.000 mennesker, der synger med på ens sange.”
Musikken og de indre dæmoner
I dag drømmer han endda om at kunne give sine børn, hvis og når de kommer, en opvækst, der minder om hans egen. Hvor generationerne bor tæt på hinanden, hvor hjælpsomheden kun er et nabohus væk, og roen og langsomheden ikke kun er noget, man læser om i gamle børnebøger.
”Jeg har altid suget til mig af ældre menneskers erfaringer og har nok været en smule voksen for min alder og altid været optaget af voksentemaer som kærlighed, sorg og død. Det er også det, mine tekster handler om.”
Hvis man lytter efter, kan man også høre, hvordan ord som ”beskyttende engle” og ”sjælen” går igen i Jacob Dinesens sange, og det er helt rigtigt, siger han, ”for jeg bruger i virkeligheden musikken som en ventil mod de dæmoner, jeg hele tiden oplever, sidder på skulderen af mig og hvisker mig i øret, at jeg ikke er god nok. Jeg er i det hele taget meget optaget af mørket, og hvordan det prøver at få sit tag i en. Hos mig er det sangskrivningen, der værner mod de indre dæmoner og gør, at jeg ikke behøver at gå til psykolog.”
Jacob Dinesen sender et skævt smil og tilføjer:
”I musikken tør jeg at være sårbar og at blotte mig. Jeg er ikke et religiøst menneske, men der er noget i hele det univers med Gud, engle og dæmoner, som optager mig, og jeg er meget bevidst om, at mørket og dæmonerne ikke skal styre os. Og ved du hvad? Det sker ikke, når man spiller eller lytter til musik. Ved siden af kærligheden er den en af de eneste former for reel magi, vi har i verden. Den samler folk, og for mig at se er det da noget af det bedste, man kan leve af at gøre. ”