Da min veninde blev alvorligt syg, fik jeg svært ved at gå ud af min dør. Jeg blev enormt sårbar over for mine omgivelser og vidste ikke, hvad jeg skulle gøre af mine følelser. Det var, som om de var for store til, at min krop kunne rumme dem.
Jeg havde nogle ret voldsomme angstanfald, jeg hyperventilerede og følte ofte en trykken for brystet.
En dag, da jeg cyklede over Dronning Louises Bro (i København, red.), fik jeg følelsen af, at alting bristede og faldt fra hinanden. “Nu kan jeg ikke mere,” tænkte jeg. Jeg blev nødt til at stille cyklen og lægge mig på fortovet. Mens jeg lå der, kom en masse mennesker hen til mig, kiggede ned på mig og spurgte, om jeg var okay. Det gjorde det kun mere ubehageligt.
Mens jeg skrev, fik jeg skabt et rum, hvor jeg kunne være sammen med de mennesker, jeg savnede, samtidig med at jeg fik lov til at være vred over, at de tog afsted
Jeg havde en fornemmelse af, at alting stod stille for mig, mens resten af verden bevægede sig lynhurtigt omkring mig. Og jeg var vred. Jeg syntes, det var uretfærdigt, at jeg skulle sige farvel til min veninde.
Jeg havde før prøvet at miste et menneske, der betød meget for mig. For lidt over 10 år siden, da jeg var 18 år, omkom min stedfar på en rejse til Barcelona. Men det var en helt anden sorgproces, jeg var igennem dengang. Da min stedfar døde, var vi fælles om sorgen i min familie. Det var en virkelig fin proces, hvor min mor, min bror og jeg hjalp hinanden, grinede og græd sammen. Der var ikke mange voldsomme udbrud. Jeg husker det som meget mildt.
Det var anderledes at miste min veninde, fordi jeg ikke på samme måde delte venskabet med andre. Jeg var mere alene. Det føltes hårdt, overvældende og umuligt at håndtere. Men jeg lærte også meget af det.
Den sorg, man står alene med, er mere eksplosiv og vred. Og den fik ikke plads nok, da min stedfar døde. Den kom ikke ud. Måske var jeg for optaget af at være der for andre og sørge på “den rigtige måde”. Se sorgbetynget ud og fælde tårer.
Det gik først op for mig, da jeg begyndte at skrive en digtsamling om tabet af min veninde, at jeg også havde brug for at skrive om tabet af min stedfar.
Skriveprocessen var helt afgørende for mig. Mens jeg skrev, fik jeg skabt et rum, hvor jeg kunne være sammen med de mennesker, jeg savnede, samtidig med at jeg fik lov til at være vred over, at de tog afsted. Og jeg synes, jeg fik placeret vreden i bogen og fik lov til at give den fra mig. Mange af de digte, jeg har skrevet, har overrasket mig, fordi de er så klamme og vrede. De formidler et ubehag, som jeg ikke havde sat ord på før, og som jeg ikke vidste, at jeg havde i mig.
Da min veninde var gået bort, følte jeg næsten, at jeg brændte mine fingre, hver gang jeg hørte hendes navn. Der skulle så lidt til, før alle følelserne væltede frem. Derfor tog det også noget tid, før jeg kunne skrive om tabet. Og det tog endnu længere tid for mig at nå til et punkt, hvor jeg kunne redigere digtene, ikke som min personlige historie, men som tekster. Vurdere, hvilke sætninger der fungerede litterært, og hvilke der ikke gjorde.
Jeg tror, det har hjulpet mig meget at skrive digtene. I dag er sorgen mere håndterbar, og mange dage tænker jeg slet ikke på den. Nu kommer den snarere i små lommer. De kan stadig opsluge mig fuldstændig, men det er, som om de bliver lidt mindre for hver gang.
Jeg har ikke længere følelsen af, at sorgen er så stor i min krop, at jeg ikke kan være i den.