For 10 år siden var Ole Peitersen med, da marinehjemmeværnet i Kalundborg navngav sit nyeste skib ”Holger Danske”. Dengang var flere som ham mødt op, fordi de personligt havde en ganske særlig forbindelse til skibets navn. Men da han for et par måneder siden deltog i marinehjemmeværnets 70 års jubilæum, var Ole Peitersen den eneste fra modstandsbevægelsen, som mødte frem på havnen. De andre var ikke længere i live.
Det var fem dage, før han døde. Ole Peitersen blev 98 år og var frisk til det sidste. Han boede i det skønneste sommerhus i Lumsås i Odsherred, som han selv havde bygget af genbrugstræ fra skoven, da han var 70. Og hvis man gik forbi, kunne man næsten være sikker på at få et glimt af en mand, der var ved at skabe noget nyt. For selvom det efterhånden kneb lidt med at gå, skulle han helst være i gang, og så kunne man jo altid bruge sine hænder. Måske på endnu et modeltræskib til samlingen.
Ole Peitersen var det, hans børn kalder selvlært og en ”survivor”, en overlever. Han fortalte næsten intet om dengang, han som helt ung var en del af modstanden mod den tyske besættelsesmagt, men lidt fik de i alt fem børn at vide. Blandt andet, at hans illegale aktiviteter var begyndt som drengestreger, mens han var på kostskole i Kolding. Han var egentlig opvokset i Husum ved København, men da han var 15 år, døde hans mor i barselssengen, og det var svært for Ole Peitersens far at klare hjemmet alene, så sønnen blev sendt på skole i Jylland.
Her var han, da tyskerne gik over landegrænsen den 9. april 1940, og han fortalte senere, at han i begyndelsen var ret fascineret af nazismen og dens mange løfter om arbejde til alle. Men da han mødte en tysk soldat, der kunne berette om forfølgelse af jøder og romaer, ændrede hans opfattelse sig. Sammen med en gruppe drenge fra skolen gik han i gang med at gøre livet surt for tyskerne, blandt andet ved at ødelægge deres cykler. Drengestregerne blev mere alvorlige, da han tilbage i København kom med i Holger Danske, der var en af de største modstandsgrupper i København under Besættelsen.
Ole Peitersen var kendt under dæknavnet Mansa, men hvilke aktioner han deltog i, fortalte han ikke. Det danske politi kom dog på sporet af den unge modstandsmand, og Ole Peitersen sad først arresteret i Vestre Fængsel og kom siden til Nyborg Statsfængsel, hvor han sad i 10 måneder. Da han blev løsladt, var jorden stadig varm under hans fødder, så Ole Peitersen flygtede til Sverige, hvor han blev en del af Den Danske Brigade.
Under krigen havde Ole Peitersen mødt Grethe, som han nu giftede sig med, og sammen flyttede de i en lejlighed i København. Han gik i lære som kloakarbejder og blev senere kloakmester. Men efter nogle år begyndte Ole Peitersen dog at få lyst til forandringer. Han blev inspireret af sin onkels filtfabrik til selv at kaste sig ud i et nyt forretningseventyr, hvor man skabte isoleringsmateriale af filt. Ole Peitersen var direktør for fabrikken Kalfa, indtil han gik på pension.
Sammen med Grethe fik Ole Peitersen tre børn. Hun og det fjerde barn døde i barselssengen, og Ole Peitersen var derfor alene med sine ældste børn i noget tid, inden han mødte Gitte, som han fik to børn med. Parret gik senere fra hinanden, og Ole Peitersen havde herefter en række kortere forhold, inden han som 70-årig mødte livets sidste store kærlighed, Susan.
Det var næsten som i en Hollywood-film. Amerikanske Susan mødte danske Ole i en lufthavn i Indonesiens hovedstad Jakarta. Hun spurgte den høje mand med det lyse hår, hvad klokken var, og da de senere gik ombord på flyet, opdagede Ole Peitersen, at pladsen ved siden af Susan var ledig. Nu var der også kærlighed i luften, og de to holdt sammen lige siden, indtil hun døde sidste år af et hjertestop. Parret boede på skift hos hende i USA, hos ham i Danmark samt på deres fælles sted i Spanien. Under coronaen var deres fysiske møder umulige, så tiden mellem 18.30 og 19 var hver aften afsat til kærlighed på langdistance via videoforbindelse.
Ole Peitersen efterlader et meget stort tomrum, fortæller hans datter Tine Peitersen. Han fyldte meget og fandt hele tiden på nye mål. Som den 100-års fødselsdag, han glædede sig til, eller drømmen om at komme til Makesa Øerne i Fransk Polynesien, der kaldes det fjerneste sted i verden. Og selvom han aldrig selv talte om tiden i modstandsbevægelsen, kan datteren i dag ikke lade være med at tænke på, om den evige rastløshed og trang til at være i gang måske også havde en forbindelse til dengang. At man i dag ville sige, at Ole Peitersen nok havde svært ved at finde ro på grund af de voldsomme ting, han havde oplevet under krigen.
Men når savnet melder sig, glæder børnene sig i dag over alle de spor, deres far har sat – ikke mindst sommerhuset i Lumsås, hvor havudsigten leder tankerne hen på Ole Peitersens store rejselyst. Mod nye horisonter.