Jeg var otte år, da min mor blev sygemeldt på grund af stress. Sygemeldingen husker jeg som startskuddet til en tid, hvor min mor gradvist blev dårligere psykisk. Sidenhen kom depression og manidepressiv lidelse, før hun blev diagnosticeret med paranoid skizofreni. I dag bor hun på et hjem for mennesker med psykiske lidelser, og det er først gennem de seneste 10 år, at jeg har fundet ud af, hvor meget hendes sygdom har påvirket mig og mit liv.
I mit barndomshjem var vi mig, mine forældre samt min lillebror og lillesøster. I mine tidligste minder levede vi et ganske almindeligt familieliv i en landsby uden for Kalundborg på Vestsjælland. Tidligt i mit liv blev jeg en ansvarsperson over for min mor, og jeg blev som en mor for hende og til dels for mine søskende over en række år. Det var aldrig noget, min mor, eller min far for den sags skyld, bad mig om at være. Men begge var så optagede af at få hverdagen til at hænge sammen – og min mor så invalideret af sine psykiske lidelser – at de ikke havde overskud til andet. Set i bakspejlet har der helt sikkert fulgt en sorg med ikke at have en moderrolle at læne sig op af, spejle sig i og få omsorg af.
Da jeg var i midten af 20’erne, blev mine forældre skilt. Skilsmissen betød, at min mor blev mere syg, og at mine søskende og jeg skulle påtage os et større ansvar for hende. Tidligere havde min far været en klippe i det hele, men han var et andet sted i livet nu. Mine søskende og jeg blev utroligt tætte i de år, der fulgte. Vi følte os på mange måder svigtet af begge vores forældre, og i den følelse fandt vi et tæt sammenhold.
Der er en stor sorg forbundet med at være min mors pårørende. I mange år levede jeg med et håb om, at hun skulle blive rask igen. Men med tiden har jeg erkendt, at hun er syg på livstid. Det er en mærkelig sorg at være i, for det er en sorg, der aldrig slutter, og den kan efterlade en fuldstændig modløs. Med alderen og afstanden er jeg dog blevet bedre til at acceptere tingene, som de er, uden at forsøge at fikse dem. Men det at skulle finde ud af, hvem jeg er, ud over at være pårørende, har været en lang proces. Og den proces er jeg fortsat i gang med.