Svend Åge Madsen: Jeg knapper op og lægger mig fladt ned

Forfatter Svend Åge Madsens tilflugtssted har bøger fra guld til loft. Her finder han ro og inspiration til at arbejde

Svend Åge Madsen lukker verden ude i sin hule i bag huset i Risskov i Aarhus.
Svend Åge Madsen lukker verden ude i sin hule i bag huset i Risskov i Aarhus. .

”Jeg vil have et bogtårn!”, insisterede forfatter Svend Åge Madsen for 25 år siden.

Det blev dog nærmere en etplans boghule, der blev bygget bag A-huset i Risskov ved Aarhus.

Det lille rum er indrettet med bogreoler fra gulv til loft, og de eneste ting, der kræver strøm, er en elradiator og en lampe.

I første omgang var stedet blot tænkt som opbevaring til de mange bøger, der ikke længere var plads til indenfor. Men efter en tid fandt han ud af, at hulen var lige tilpas afskåret fra omverdenen til at finde den ro og inspiration, som han ellers plejede at finde ved at arbejde om natten.

”Det fjerner verden og gør, at jeg kan trænge ind til de idéer, der virkelig er spændende lige nu. Og det kommer bedst, når man ikke venter det, helst uden en blok og pen i hånden.”

”Jeg knapper op i tøjet, så det ikke er for stramt. Lægger mig helt fladt ned, skruer ned for lyset, dækker vinduerne til og slapper af. Det minder om sansedeprivation. Alt er lukket ude, og det giver plads til idéerne.”

Og sådan ligger han så. Nogle gange i en time, nogle gange kun kort tid, før han må fare hen til skriveblokken og nedfælde tankerne, inden de forsvinder igen.